Vi er alle sammen tyveknægte.

Har du stjålet noget i dit liv? Hvis du siger nej, er du fuld af løgn, for vi har sgu alle `kommet til´ at tage noget fra et sted, på et eller andet tidspunkt, om det så var en blomst fra en have, et stykke chokolade i en skål, hos dem man gjorde rent hos, en blyant, skrive papir mm fra arbejdet, osv osv, det er godt nok i det små, men det var ikke dit til at tage, så siger du nej, lyver du. for det stort set umuligt at undgå. Vi er kun mennesker og kan alle blive fristede for et split sekund.

At stjæle er et vidt begreb, for der er dem, der rager til sig og planlagt, stjæler tøj, ting, penge, cykler osv, De er i mine øjne røverne. Men vi andre kan nu ikke pudse vores glorie helt blanke, for vi har trods alt også, på et eller andet tidspunkt taget noget, der ikke var vores, men de er mere uskyldige og man bære over med det, for ellers er vi jo selv i fedtefadet 🙂

Jeg er en af begge, jeg har virkelig prøvet mig selv og grænser af som ung.

Første gang var som 7 årig. Jeg boede på Christiania og var gået hen til det supermarked, min mor normalt handlede i på Christianshavns torv, fordi jeg var slik sulten.

Dengang i 70érne fik man ikke proppet sukker i munden 24/7, jeg var tilfreds med en lakridsrod, eller en pakke Akropolis fra den lille indkøber på staden. Men denne dag var jeg altså slik sulten og gik derhen for at se på alle herlighederne, bare iagttage, drømme og suge til mig med sanserne. Men som jeg stod der, foran den høje og meter brede reol hylde KUN med slik på, i meget lang tid, tog slik lysten over min egen viljestyrke.  Jeg tog den første pose og puttede ned i min jakke lomme, så en til og så en til, til sidst var begge mine lommer max proppet til randen,  jeg dækkede toppen med mine små vanter. Ikke en´eneste gang tænkte jeg over, at jeg stod, midt i en befærdet butik, fyldt med folk og at jeg var synlig for dem alle.:-)

Efter jeg havde indset at jeg ikke kunne ha mere i lommerne, gik jeg mod udgangen, det gik også fint, indtil jeg kom til døren. Der blev jeg mødt af en kvindelig medarbejder, der standsede mig og bad mig følge med ind på deres lille kontor. Der inde tog hun telefonen og ringede et nummer op. Mit hjerte galoperede, for jeg var sikker på, at politiet nu kom og satte mig i fængsel på livstid. Men det var nu blot en anden medarbejder hun kaldte ind. Puha. Han var sød og satte sig på hug foran mig. `Hej, må jeg spørge om du har noget i dine lommer, der måske ikke skulle være der´? spurgte han. Jeg kiggede ned i gulvet, med mine røde kinder og mine lommer, der var ved at sprænge pga alle slik poserne og sagde meget sagte, ´nej, der er kun mine vanter´? `Må jeg se dine vanter´?  spurgte han. Jeg tog dem i en meget langsom bevægelse op af lommen, velvidende om, at jeg nu var ved at blive afsløret.:-( Han tog det meget fint og talte roligt til mig, mens vi i fællesskab tømte mine lommer.

Efter en belæring og dit, mit og deres, lod de mig gå. Man skulle så tro at det var en forskrækkelse der fik mig til ALDRIG at prøve igen, men det kan jeg desværre ikke prale af, for jeg prøvede senere hen andre grænser af, som i kan få en anden god gang. Men en´ ting kan jeg dog sige her og det er, at jeg i en ung alder fandt uden af det uetiske og forkerte i det og er i dag MEGET bevidst om, hvad der er dit, mit og deres. Har pga det, tre piger der er opdraget med hvor forkert det er, så noget godt fik jeg vel lært, af min grænse søgning.

 

Vanja Carlsen