Med usikker hånd og en afvisning til DR2 dokumentar projekt.

Efter mange opfordringer, kaster jeg mig ud i en medie verden, jeg slet-slet ikke kender noget til, har kun læst en enkel blog, da jeg har en bekendt der skrev en omkring mig, da jeg søgte kvinder i krise ramte forhold. og hun via sin blok, kunne nå ud til flere, end jeg kunne, via mit lille bekendtskab til nettet.

Det gav pote, og jeg kom i kontakt med flere kvinder…Men det er en anden historie, som i nok skal få i et andet indlæg 🙂

Dette indlæg, er egentlig en ´prøve´, for er der overhoved nogen der ser den?, skriver jeg blot til mine egne venner, der i forvejen kender mine holdninger, liv og situation?, det vil nu vise sig og jeg er ret spændt…For HVIS det her medie fungere som jeg håber/tror, så har jeg så ufattelig meget på hjertet, jeg gerne vil give videre, tale om, bidrage med mm.

 

Fik i dag en opringning fra DR2, som gerne ville følge mig og mine 3 piger over en tid.

Men deres grundlag og historie, var i mine øjne, en gentagelse, blot endnu en udsendelse, hvor man ikke får belyst en historie, emne, som den ser ud, set med andres øjne, men en kopi af en masse andre udsendelser.

Medierne har en trist tendens til at skære alt ægte, eller væsentligt indhold væk og danne et selv lavet image omkring det de nu gerne vil belyse. og det vil jeg ikke være med til, jeg sagde jeg syntes de burde ha større armbevægelser, så et mere sandt billede kunne blive vist.

Og hvad i hulen taler jeg så om, tænker du nok?, Jeg skal prøve´ at gøre det kort.

Jeg er enlig mor på kontanthjælp, med 3 piger og med en kronisk ryg skade, som jeg har haft siden jeg var 13 år, jeg har fået lavet 2 store operationer, for at få det bedre, dog uden held.

Jeg har været gift med en mand, der satte mig i en kæmpe mill gæld ( et indlæg i får senere), men jeg er aldrig sunket ned og blevet sumpet.

Jeg har bevaret min værdighed, smiler til verden, fokusere på de gode ting, livet er så fuld af, og bor altid, rigtig hyggeligt. Det betyder, at jeg ofte bliver mødt med mistro, for en der har det skidt og er såååå fattig, som jeg siger jeg er, kan da ikke bo sådan og gå rundt med sådan et overskud, men jo, det er nemlig lige det man kan, jeg er ikke flov over at være fattig, det ER ikke flovt, men det er pisse hårdt. og jeg nægter, at lave mig tryne pga det, nægter at fremstå ynkelig, nægter at lade det være det, der fylder mest i mit liv, og det kan jeg KUN fordi jeg er en umulig optimist, en stædig kæmper og har min stolthed.

Ser mig selv som en skuespiller, der står slukket, træt og trist bag gardinet ( hjemme i mit hus), men når jeg træder ud på scenen ( ud af hoved døren), løfter jeg hovedet og smiler til mit publikum, det de ser er min overlevelse, det der gør, jeg har min værdighed og lys endnu. 🙂

For jeg er rig, rig på livet, mine dejlige piger, min store, skønne familie, mine gode venner og alt det jeg har med i baggagen, som har lært mig glæden i de små ting, som at sidde og se ind i et bål, slå smut i vandkanten, gå tur med en termokande i skoven, spille spil, tegne, tale om livets eventyr, you name it, det er gratis og mere værd, end penge.

Når fjernsynet laver programmer om fattige, har de en tendens til at vise de socialt belastede, dem er der også, men der er nu også en helt ny slags fattige. De ny-fattige, dem der mistede alt i krakket, i en skilsmisse, eller hvad det måtte være. Jeg har rigtig mange bekendte, der midt på måneden sidder med 200 kr tilbage, men udadtil, ligner de mennesker med arb, smukke hjem og drive, men noget i deres liv krak og de stod pludselig med titlen ´fattig´, dog godt skjult fra omverdenen.

Det er DEM jeg syntes de denne gang burde belyse i denne tid, hvor en masse mennesker bliver ramt af et loft fra kontanthjælpens side. De vil gerne, men mangler dem der tør/vil stå frem, og det er svært, fordi mange syntes det er flovt.:-( Hvilket er super trist skal være sådan, for det syntes jeg bestemt ikke det er, tværdigmod, syntes jeg det er så sejt, hvordan de klare sig igennem livet, med hovedet højt.