Jeg magter `intet´ i mit liv pt.:-(

Status pt er, at jeg er pisse træt og føler mig slidt og gammel.

Sidder her og ser ud af vinduet, mens sneen langsomt dækker byen i et hvidt slør af skønhed, alt imens jeg tænker over mit liv og hvordan det hele tiden former sig i alle mulige retninger, som jeg ikke selv er herre over.

For livet er godt nok en underlig størrelse, det ene øjeblik er man på toppen og kan klare alt´ i hele verdenen, alt virker overskueligt, man har energi, en masse planer om alt det man skal ha gang i, kommer ud blandt folk, har mod på nye udfordringer og føler selv, man ser ok godt ud og har en omgangs kreds der er spændende og livlig, gider læse højt for sine børn og lave god mad vi kan sidde rundt om bordet og spise, mens vi taler om livets udfordringer på godt og ondt.

Og så er livet også, som det er lige nu, mega tomt, hvor jeg knap nok orker stå op.

Når væggeuret ringer kl 0620 har jeg dog trods alt en mission, at få pigerne op, lave morgenmad, madpakker, følge dem til skolen og gå med hunden, 🙂 Det er en ok stund, også selv, når jeg er nede i nul som nu.

Men når jeg så kommer hjem, vælter magtløsheden ind over mig, for hvad fanden skal jeg stille op resten af dagen?, jeg er sygemeldt pga min ryg, noget jeg har døjet med siden jeg var 13 år, og trods de 2 operationer, jeg har været igennem, er jeg nu værre end nogensinde før, tør knap nyse, i frygt for at min ryg låser, gør den det, kan jeg risikere at ligge i ugevis, eller i hvert fald skulle tage nogle meget stærke piller, for at kunne komme bare lidt rundt.

Så jeg har ikke muligheden, for at gå i gang med noget af alt det jeg brænder for 🙁 og det er i sig selv nok til at få mit humør helt ned i skod land.

Så min dag bliver som dagen før og den før det, at tage opvasken, sætte en tøjvask over, ordne det man skal af praktiske ting på mail osv og gå endnu en tur med hunden…Ok, kan man ha et mere kedeligt liv?, og det værste er, at det gør mig træt, MEGA træt, så når pigerne kommer hjem fra skole, så er jeg kogeklar?, det giver ingen mening og dog. Der sker meget i mit liv ude i kulisen, som kræver noget af min psyke og mentale tilstand og det, at vi kun har et lille rådigheds beløb at leve for, ( 4 menesker og en hund), gør man er mentalt presset konstant.

Så nu sidder jeg altså her og ser ud af vinduet igen, ser på dem der går forbi og tænker, DE har et liv, de er på vej et sted hen,  har et mål med dagen/livet, hvad fanden har jeg?, jeg er 43 år, enlig mor til 3, jeg ikke kan forsørge, er et forbillede uden indhold og fanget i min egen krop pga en dum ryg.:-(,

Ser mig i spejlet, er virkelig blevet grå og træt at se på, gider ikke gøre noget ud af mig selv rigtigt, glemmer faktisk helt at se mig i spejlet, prøver dog lidt for facadens skyld, har ingen overskud til at se mennesker, så holder mig hjemme, og aftensmad er pt mere en mad man selv må smøre, end mad på bordet. Vil helst gemme mig fra hele verden, føler jeg ikke dur, som at være til en eksamen, hvor jeg lige har fået dumpe karakter.

Det er ikke en af mine bedste tider, lad mig sige det sådan.

Men igen, så VED jeg heldigvis også, at livet evig og altid, er en stor op og ned tur, jeg har været her før og kommer altid op i lyset igen, det gør alle, der er intet unikt ved min situation, tværdigmod, kors vi er mange i samme båd, så hvorfor føler vi os altid så alene i det?

Jeg venter på min opstigning kommer, det må den snart, for nu er det ved at være nok og jeg er træt af at se mig selv sådan her.

Glæder mig til at se jer alle igen ude i de smukke sne beklædte gader. <3