Det falske smil.

Jeg har lige været på min daglige morgen tur med min hund og blev mødt af 5 forskellige mennesker, der alle kom hen for at hilse, give kram eller bare sige, de syntes det var så flot en artikel i Politiken om mig i januar. men de var helt overraskede over, at det stod SÅ slemt til?, For jeg var jo altid så glad og imødekommende?.

Et emne der får mit blod tryk op og ringe, HVER gang, for hvordan´ kan det være, at man i dagens Danmark, skal´ være både ynkelig, depri udadtil og helst ligne lort, før man har ret til at være som de fleste er fra tid til anden, nemlig bekymret pga økonomi, ensom, opgivende, træt og ikke mindst bare pisse ked., skal man være tudefjæs, før det kan være sandt???

Hvordan kan det være, at man bliver mødt med, ´ahhh, det kan nu ikke være helt rigtigt´?, du har det jo godt, det kan vi jo se.´ HVAD er det du kan se, spørger jeg bare?, mit smil? det er det du ser, men bag facaden kommer du ikke min ven, for jeg vil ikke belaste mine omgivelser, med mig-mig. jeg er jo blot som alle jer andre, i har også jeres eget at kæmpe med, det ved jeg og jeg vil altid være der for jer, hvis i rækker ud til mig. Jeg selv rækker ofte ud, men ikke med mine mest indre tanker, jeg vil nævne dem overfladisk, men det er det. For jeg VED, jeg ikke er alene om at ha det sådan her, ( det er faktisk en trøst), jeg VED, det er en del af at være menneske. og ligeså meget jeg er nede, ligeså sikkert er det, at jeg også er oppe.

Yeng og Yang, der er en mørk og en lys side ved alt. For at være oppe, må du ha prøvet at være nede, det er naturens lov. Man kan sgu ikke gå rundt og være lykkelig hele tiden.

Men jeg undres over folks skeptisk, når jeg taler højt om, at jeg har det af h….. til til tider. Som jeg skrev i et andet opslag, så er jeg en person ude på scenen ( altså ude i det offentlige rum) hvor mit publikum ser med, og en anden, når tæppet kommer ned. (hjemme hos mig selv, når gæsterne er gået). Der lukker jeg ned, mit batteri er udtømt og jeg lader op, ved at ligge på sofaen, fordybe mig i endnu en skod serie, eller spise alt det man ryger i graven af, hvis det var det eneste jeg indtog af mad. De kalder det at trøste spise, og DET er jeg god til.

Men min måde at kunne holde mig selv ud og komme lidt væk fra mit indre selv, er ved at smile til verden, lege den glade tosse, for når jeg kan se folk får et smil på læben pga det, bliver jeg selv glad, det er som at selv medicinere sig selv egentlig. Jeg er en umulig optimist.

Jeg havde en veninde da jeg 13 år og gik i skole i Cornwall/England, hun kunne være i så´ ekstremt dårlig humør når jeg hentede hende før skole, så vi kunne følges. Nogle morgner, snappe hun af en og var mut og tvær resten af dagen, jeg forstod det ikke, for det var jo ikke MIG der havde gjort hende noget?, men hvis hun f.eks var sur på sin mor, eller en anden, gik det udover ALLE hun var sammen med og det´ gjorde, jeg blev meget bevidst om, hvor latterligt det var og hvor uretfærdigt, det var for alle os, der var i godt humør og nu fik det ødelagt pga hendes ego, for det var lige præcis det det var, mega egoistisk. Var hun sur, skulle vi alle følge med i den stemning. og der svoret jeg, at DET ville jeg aldrig belemrer andre med, og det har jeg holdt. 🙂

Smil og kærlighed til jer alle, på denne skønne dag.