I de sidste mange uger har programmet `Alene i vildmarken´ kørt henover vores skærme. Spændte har vi siddet og fulgt med i, om de mon ville kunne klare sig højt oppe i det Norske vild land, med kun de mest basale ting som en kniv, reb, fiskenet, sovepose og et stort stykke tyk plastik.

10 Mennesker havde tilmeldt sig og stort set alle var taget hjem igen, efter kun få dage/uger. Men en håndfuld blev. 3 mænd gennemlevede det vi alle, nok på et eller andet tidspunk har siddet og tænkt, `gad vide om jeg kunne klare at være i et med mig selv og naturen´? Ville jeg turde overhoved? Hvad med mad? For jeg spiser på ingen måde orme og snegle, arddd, og tør jeg dræbe en fisk? Mig der er vant til at alt kød er pænt pakket sammen i plastik. Kan jeg noget uden en anden ved min side, kan jeg klare stilheden? Er jeg virkelig i bund og grund så hjælpeløs?

At se de 10 mennesker begive sig ud i deres helt egen sjæle rejse, dragede mig, jeg sad trofast HVER uge og sugede til mig, fyldt med nysgerrighed og beundring. Så hvordan den ene klarede en opgave så let som ingenting, mens den anden brød sammen, så hvordan deres psyke blev presset og sulten tog over, så al rationel tankegang forsvinde og en efter en, gav de op og tog hjem.

Livet uden alt det vi er vant til, gør en handlingslammet. Ensomheden er som et tykt tæppe der får ens tanker til at se syner. Shit, er vi virkelig så´ svage? Jeg har brugt meget tid på at gennemgå mine egne styrker og svagheder og må blank indrømme, at jeg ikke ville overleve en´ dag. Jeg er simpelthen for svag og magelig, kan ikke se hvordan jeg ville finde styrken til at turde og har ikke den basale viden til at holde liv i bålet, samle spiselige bær og grene osv og hvordan fanden opsætter man et fiskenet rigtigt, jeg stoler simpelthen ikke på min egen kunnen? Trist at måtte indrømme ikk.

Dem de havde sendt afsted var fantastiske, alle havde noget de var knivskarpe til og jeg lærte lidt af dem alle.

Men må sige, at de sidste tre satte sine spor dybt i mig. HOLD NU OP de var fantastiske. Trods kulde, sult og ensomhed, bevarede de det gode humør, min psyke var knækket for længst, de kreerede den ene fantastiske ting efter den anden, som piber, sved huler, totempæle, ovne med grill, smykker, tipier osv og jeg følte mig glad over, at måtte være med på deres rejse. En rejse der var meget personlig og meget privat egentlig. Vi har set den, men ikke forstået den, ikke helt, for mens de sad der og fortalte om hvordan det var, sad ( ved ikke med dig)? men i hvert fald jeg og spiste guf og drak kaffe, mens jeg mumlede ud imellem lakridserne, `hold nu kæft de er for seje´. Men jeg var der ikke, følte ikke det de gjorde, men ønskede det, uden at ønske det, giver det mening?

I dag så jeg så det sidste afsnit og blev revet totalt med, græd af rørelse, af forståelse, og af glæde for dem, men også af savn til mig selv, for hvem fanden er JEG?, Hvis alt blev taget fra mig, hvem er jeg så? Det gad jeg godt finde ud af og en af deltagerne sagde noget helt rigtigt. `man skraber ting til sig, men behøver dem egentlig ikke, her i vildmarken har jeg kun det mest nødvendige og har INTET savnet´.

Hallo, altså i tidernes morgen var det hverdag for alle på kloden at kunne klare sig selv/overleve på egen hånd, nu er det en heltedåd at kunne? Vi er gået den forkerte vej folkens, og dertil siger jeg ikke at vi skal gå i bare fødder og leve på et græsstrå, men det ville da pynte gevaldigt at vi ikke var så hjælpeløse. Kan du flå en høne,? ville du turde dræbe en gris, eller sove på jorden med edderkopper og andet kryb? Nej vel, ellers er du en af få. Vi er ikke vante med naturen mere og det er virkelig et tab for menneskelighedens fremtid. En dag bryder det store internet sammen, det der åbner garageporten, tænder for maskinerne, styre mobilerne lyskrydset, holder køleskabet koldt, varmer vandet og alt andet og hvad fanden gør vi så?

Ting tager os til fange og jeg VED det jo godt dybt inde og alligevel køber jeg mere og mere…ragelse der gør mig til fange i mit selv-lavede fængsel. Jeg har SELV skabt min tilværelse og er min egen arkitekt, lykkesmed, og min egen mentor, kun jeg ved hvad der ville være det rigtige for mig og alligevel gør jeg det stik modsatte? Hvorfor? Fordi det er sådan man gør, det ved jeg hvad er og hvor ender, det andet er en sats….Eller er det? Ville jeg turde opgive alle mine yndige, smukke og totalt ubrugelige dimser, kasser og ting? Jeg håber det, for det er mit mål i livet, jeg har oparbejdet det over et par år og er nu ved at være klar. jeg vil enkel gøre mit liv, så enkelt er det. 🙂 Dertil kommer en frihed som jeg har savnet og i den en lykke der er gået tabt. jeg ser det for mig, mærke det i maven og ved det er det rigtige for mig. Stille og roligt, men med sikker retning mod et liv uden fængsel rammerne jeg selv har bygget op om mig.