Min tid som show girl..

Tror de fleste piger, i tidernes morgen, har stået i timevis, foran spejlet med en børste, eller noget andet og givet den fuld skrald til en eller anden sang.:-)

Det gjorde jeg i hvert fald, mens jeg forstillede mig selv, stå på en giga scene, foran 1000 vis af skrigende fans. Jeg kunne finde på at klæde mig ud, bare for at det følte lidt´ mere ægte. Det var en dejlig drøm, jeg var en stjerne og alle kunne se jeg var blevet til noget, især dem, der havde mobbet mig i skolen, eller på anden vis, ikke havde været særlig rare. Det her var min hævn til dem og jeg NØD det.

Da jeg var ca 22 år, kom jeg sammen med faderen til min 2 ældste piger.

Hans søster sang i et show band, der bestod af 11 udklædte, tossede og skønne individer, sangmæssigt, lød de faktisk ikke særlig godt, men de gav et fantastisk underholdende og farverrigt show, hvilket gjorde, de var ret populære.

Vi tog ofte med dem ud på show aftenerne og jeg elskede at skråle med nede fra siddepladserne, jo mere jeg fik at drikke, jo mere modig blev jeg og en aften råbte jeg op til en af dem på scenen, ´HALLO, I MANGLER SGU DA MIG I DERES BAND´. De smilede sødt og det var det.

Der gik en uge, så ringede telefonen pludselig en mandag morgen. Det var min kærestes søster. `mente du det med at du ville være med i bandet´?, spurgte hun, ´for en af vores sangerinder er blevet syg og vi har et job på lørdag´, vil du være hendes stand in?´.

Jeg fik akut´ koldsved på hele kroppen, ´øh, nej tak, det har jeg slet ikke mod til og kan jo heller ikke hverken sange eller jeres bevægelser, så det er udelukket´, fik jeg sagt og lagde på. Gik fluks ind til min, endnu sovende kæreste, for at fortælle ham det. Han rynkede på panden og sagde, ´hvorfor fanden sagde du nej?, det er jo det du gerne vil´,

Og han havde jo ret, men jeg var så bange, jeg kan kun synge `normalt´, og kendte ikke de andre i bandet sådan rigtigt. Jeg følte en vrede i mig, en vrede over jeg sagde nej til noget, jeg VIDSTE jeg ville komme til at fortryde, hvis jeg ikke gjorde det. Så tog telefonen og ringede tilbage. ´Jeg gør det´. Og så var jeg igang.

Mødte hver dag i øve lokalet hele den uge, for skulle lære en masse sange, hende jeg afløste, sang solo og en masse kor med de andre, samt der var en del bevægelser til dvs sange.

Fatter i dag stadigvæk ikke, at jeg nåede at lære det på 5 dage, men det gjorde jeg og koncerten gik super fantastisk, jeg var SÅ-SÅ lettet og alle roste mig bagefter, selv en af tilskuerne, en far med hans dreng, kom for at få min autograf, det´ var virkelig syrrealistisk, men også meget fedt.

Det endte med, jeg blev fast medlem af bandet, og vi fik nogle fede og sjove år, medlemmer blev engang imellem udskiftet, men stemningen var altid god og folk følte sig underholdte når vi stod der på scenen.

3 år blev det til, men så blev jeg gravid som 25 årig og flyttede ud af Kbh, kunne hurtig se, at jeg ikke ville kunne magte de lange øve aftner, eller ture ude i weekender, så jeg stoppede som show girl og kom i stedet i et gospel kor i den lokale by, hvilket heller ikke holdt særlig længe, for da Olivia blev født, blev min moder rolle, mit livs opgave og jeg elskede min nye scene.