Fandt min ukendte søster, efter 41 år.

Min far var som sagt en verdens mand og havde oplevet utrolig meget.

En af de historier, der altid var på bordet der hjemme, var om hans først fødte datter `Vibe´. En datter, han fik med sin første kone, som han havde elsket og bla havde bygget en legeplads til, mens hun var ganske lille.

Da Vibe var omkring 2 år, kom han hjem til huset før tid, efter en af sine udlands rejser ( min far rejste meget, eller vagabonderede). og der i stuen, så han sin kone og nære ven i tæt kontakt med hinanden igennem vinduet. Han valgte at vende om og snige sig væk i al stilhed, uden de opdagede det. Dybt rystet og ulykkelig, tog han mod Kbh og fandt et kælder rum i centrum, hvor han kunne sove. Der boede han i længere tid, ensom og dybt-dybt ulykkelig.

Desværre blev bruddet et rodet et, alt for mange følelser og ballade til at de kunne tale fornuftigt sammen omkring Vibe, til sidst blev det så hårdt for alle mentalt, og da han kunne se, at hans (nu eks kone) og hans tidligere ven, var dybt forelskede, ( hvilket jo er en god ting, kærligheden er man ikke hersker over), tog han en stor´ beslutning. For han havde ikke lyst at blive i Dk efter det brud, så lige meget hvad, blev hans fader roller ikke eksisterende, og en god/nærværende far skulle hun have, så han lod sin gamle ven, som var et godt og fint menneske, og som nu var gift med hans eks, adoptere hende og sådan blev det.

Trist drog min far ud i den store verden, for at komme på afstand, men altid fortalte han om sin datter der hjemme. 🙂 Vi andre har aldrig helt forstået hvorfor han tog så ekstremt en beslutning, som at bortadoptere hende væk?, men lige der, var der meget vi ikke forstod og vores far var til tider næsten en kujon, når det kom til de store følelser og ansvar. Så måske var det egentlig et klogt valg fra hans side? Jeg ved i hvert fald i dag, at hans gamle ven, blev og er en rigtig god far til hende.

I vores fars hus stod det sidste billede han havde af hende, og ved bænken lå det tæppe, hun blev svøbt i ved sin fødsel.<3, Det var meget rørende egentligt.

Jeg har tit og ofte tænkt på, hvordan det ville ha været at ha min storesøster i mit liv og drømt om, hvordan hun var der for mig, lærte mig om livet, mens jeg drønede igennem mine teenager år. støttede mig i drenge sorger, lærte mig om tøj moden og lånte mig hendes sminke. mm.;-)

Min far talte altid om, at han ville finde hende igen, men altid var der noget der forhindrede ham i, at komme i gang, sygdom, økonomi osv, han ville ha noget at byde på, sagde han ofte, det var vigtigt for ham, men jeg tror snarre, det handlede om, at han var pisse bange for, at hun afviste ham, for det ville han ikke kunne klare. For hvis man skal se helt firkantet på det, havde han jo svigtet hende big-time, ved at afskrive hende, som sin datter.

Til sidst blev han for syg og døde, desværre før han fik gjort noget ved det. Men helt´ til det sidste, stod hendes billede ved hans side oppe i stuen, ved hans faste sidde plads i gyngestolen.

Nu er jeg en kvinde med handle kraft, så jeg fik en dag nok af ikke at vide, hvem og hvor min søster var, så jeg gik på biblioteket og søgte på navne, havde deres gamle adresse, fra da de var gift, men intet gav resultat. Ringede til kirker, registrerings kontorer og en masse andre steder, men hele tiden uden at komme et skridt videre 🙁

Indtil jeg en dag, via face book af meget kringlede omveje, via hendes mors, mands, venners navne, fandt frem til en det kunne være. WAUW, det var en stor følelse, at `måske´ at ha fundet hende.

Jeg satte mig ned og skrev et langt brev til hende i hånden, forstod hvis hun ikke havde behov eller lyst til at se mig, måske vidste hun ikke engang at hun havde en anden far, så det var lidt en sats, men jeg havde brug for at vide det.

1½ uge gik der, uden jeg fik svar, eller hørte noget og ligesom jeg var ved at miste modet, tikkede en sms ind. Det var fra hende. <3

(Jeg fandt lige min status opdatering på face. fra den dag,) den lød sådan her.

`Sidder her med en puls på 290 og tåre i øjnene….har lige fået en sms fra min ukendte søster..🙂, om at hun ringer til mig i dag WAUW….kan SLET ikke forklare hvor glad jeg er lige nu, og NERVØS…..´

Ret kort tid efter, rejste hun fra Jylland op for at se mig og sin fars hus, som han havde bygget, han havde ikke været borte i så lang tid der, så huset stod næsten, som han havde forladt det. Det at se hende gå rundt i det, suge til sig, kan slet´ ikke forklares, mit hjerte gjorde ondt, for det var jo det her vores far skulle ha oplevet selv.

Jeg havde lavet en kuvert til hende, med alle de billeder, han havde gemt fra hun var lille af, samt et af de sidste billeder af ham. Hun satte sig ned og mens hun åbnede kuverten, sagde hun, `jeg håber han ser ned på mig nu og ser det her´. DET håber jeg godt nok også. <3

I dag har jeg en store søster, tænk engang.:-) Vi har meget vi skal lærer om hinanden og familierne skal mødes, men vi er der og det er det vigtigste.

Og så skal brikkerne lige på plads, for hendes version af hendes historie og hvad der skete, er en helt anden, end den vores far gav os. Det er klart, men man skal huske, at alles historier og sandheder er den rigtige, vi oplever det blot forskelligt.<3 hvilket er helt ok.