En levende gave.

Som 5 årig drog min mor og jeg, ned til det gamle Grækenland, for at bo i 4 måneder.

Dengang var der ingen turister og de små havne byer, lå enkelte og stille ned til vandet, uden bling-bling og store spise steder, med tjenere der lokkede med gode tilbud, Nob, dengang var det et sandt paradis, kun de gamle Grækere sad ved havnen og spillede kort, fiskede fra deres små joller, efter blæksprutter, eller bare var, en ro som var så nærværende.

Jeg husker en søndag, hvor de skulle slagte en ged, den blev efterfølgende hængt op i et træ og dryppede af, mens vi legede nedenfor. For dem var det normalt, hvilket påvirkede os andre, så jeg tænkte ikke yderligere over det.

Jeg var en af de eneste lyshårede børn i gade billedede dengang, så alle ville røre mit hår, eller vise mig deres høns, eller andet. Jeg fik meget opmærksomhed, men den var altid hjertevarm og rar, så jeg fulgte glad med, når f.eks den gamle nabokone, kom hen til mig om morgenen og tog fat i min arm, mens hun sagde ´ela-ela´, ( kom-kom) og hev mig ind i hendes lille, lav loftede stue, som var fyldt med ting, for at give min en pose med hjemmebagte småkager.

Min mor prøvede at forklare hende, at det ikke var godt jeg fik så meget sukker, men det´ forstod hun ikke og gav mig en pose mere.:-)

Vi boede i et lille mørkt værelse, inde i en gård, fyldt med høje blade, der lignede bjørneklo, igennem dem, var en lille sti, hen til en slidt trappe, der førte op til det værelse vi boede i. I det, var ikke andet en en enkelt jern seng, hvor min mor og jeg lå sammen og sov, mens gulvet om natten blev levende af kakerlakker og skopioner. Alt var meget primitivt, slidt og fattigt, dog ikke folket, de var så rørende og rige på alt andet, og vi manglede intet.

Om morgenen stillede vi os op til grus vejen i landsbyen, hvor vi ventede på den gammel bus, der kom og hentede os sammen med de andre kvinder fra byen, bussen blev altid kørt af den samme ældre mand, som gav mig lov til at sidde med ham oppe foran i føre rummet. Rystende kørte bussen op af de snoede veje, langs bjergene, indtil vi kom til den store appelsin lund.

Min mor havde fået arbejde som appelsin plukker, sammen med de Græske kvinder fra byen, de kunne godt lide hende, hun bidrog også med en god stemning, selvom de ikke talte hinandens sprog.

Mens min mor arbejdede, sad jeg, med det legetøj jeg havde fået med i min lille røde kuffert fra Dk,  i græsset og legede, det kunne jeg sagtens få dagen til at gå med.

En eftermiddag, jeg sad oppe i et af appelsintræerne og spiste en af de store appelsiner, som var så overdrevet saftige, af det løb ned af min hage, kom en flok af de Græske kvinder kom over til mig, de talte meget ivrigt og højt i munden på hinanden, den ene havde noget i hånden som hun stolt og glad overrakte til mig, jeg kiggede ned på det hun lige havde placeret i min hånd og så ned på 5 små fugleunger uden fjer, de sad alle med næbet vidt åbent og pippede efter mad.

Jeg blev helt stille og vidste ikke om jeg skulle smile eller se forarget ud, for trods jeg kun var 5 år, vidste jeg jo godt, at de fugle ikke kunne leges med, heldigvis min mor kom mig til udsætning og med store armbevægelser, fik hun forklaret kvinderne, at de straks skulle sætte redden tilbage, hvor de havde fundet den.

Om fuglemoderen kom tilbage til dem, fandt vi aldrig ud af, men jeg håber det.