Tog kørte fra mor, med 5 årig (mig) alene ombord, i udlandet.

Da jeg var 5 år gammel og stadigvæk boede i skurvogn på Christiania. Besluttede min mor en dag, at vi skulle ned og plukke appelsiner i Grækenland.

Dengang var det stadigvæk et urørt land, hvor man levede som man gjorde i gamle dage.

Rejsen der ned, var også der efter. Vi skulle med et skrummel af et jern tog, sådan et med sort damp i skorstenen og hele maskineriget , hvor man sad i halv nussede kabiner, sammen med 4 andre.

Jeg husker en gammel kone i sort, mener hun var Græsk? og en anden lille pige på min alder, med en mørk kulør, samt en Dansk kvinde, med lyst, krøllet/uglet hår, hun var meget festlig og glad, og alle nød hendes positive væsen. Senere har min mor fortalt mig, at kvinden, skulle ned og besøge, sin udlandske kæreste, men havde været så nervøs, at hun havde drukket lidt for meget.:-)

Jeg personligt, husker fornemmelsen af, at sidde i tog kabinen, på de stof betrukkede sæder, der var både gamle og slidte, ens krop rystede fra togets bevægelser og stemningen var stille og behagelig. Stanken var så slem, at personalet engang imellem gik igennem tog og sprøjtede med duftevand. Den anden pige og jeg, kiggede hele tiden på hinanden, men kunne ikke kommunikere pga vores forskellige sprog. I stedet tog jeg min lille røde børne kuffert frem derr var fyldt med mine ynglings lege ting, som jeg selv havde pakket til rejsen. Langsomt gik jeg over og stillede mig foran hende, tog kufferten foran mig og åbnede låget så hun kunne se alle herlighederne. Det var min måde at spørge, om hun ville lege 🙂

Det var en langgggg tog rejse, syntes den varede i dagevis, vi kørte igennem en masse lande og hver gang, var der kontrol. Store, sure mænd i uniformer, kom i kæmpe grupper ind og krævede at se en masse papirer fra alle ombord, deres tone var meget ubehagelig, og deres øjne hadske, og i siden, bar de pistoler og gevær.

Den glade kvinde tog sin taske frem, som alle de andre, mens jeg sad stille og så på. Hun åbnede den, men pludselig skiftede stemningen, hun begyndte at sige nej-nej, hvor er det?, tømte sin taske ud på sæddet, man kunne se, hun var meget nervøs, de andre i kabinen rejste sig og hjalp hende med at søge efter det papir, hun åbenbart ikke kunne finde?, men uden held, de sure kontrol mænd, som uimponeret bare så strengt til, gik pludseligt frem og tog fat i hende, hun græd og bønfaldte dem, min mor rejste sig og gjorde alt hun kunne, få at få dem til at lade hende blive, men de gav ikke slip, og grædende, hev de hende af toget. Det var en meget stærk oplevelse og jeg forstod alvoren af det, der lige var sket. Som hun stod der, midt på den øde perron, med et ansigt fuld af fortvivlelse, kørte vi væk og hun blev til sidst blot en lille prik i det fjerne.

Senere på dagen, fandt min mor det forsvundet papir kvinden havde mistet, det var klemt ned i en revne ved hendes sæde, hvilket gjorde hele historien, endnu mere trist. Hvad der skete med kvinden, kan vi kun gisne om?, men i mit barne hoved, forstillede jeg, at hun fandt en sød sjæl, der kørte hende ned til den elskede, hun var på vej til.

Den lille pige og hendes forældre skulle af lidt efter og der var nu kun min mor, den gamle kvinde i sort og mig tilbage.

Resten af rejsen husker jeg ikke, men min mor har fortalt, at jeg faldt i søvn, med hoved på den gamle dames skød. Igen kom de til en perron, hvor der var kontrol af deres papirer, min mor viste dem frem, men denne gang, manglede der et stempel, før at hun måtte køre videre. Min mor gik i panik, for hun havde jo lige set, hvordan de havde smidt den anden kvinde af, men kontrol manden sagde, at der var et kontor på den perron vi var ved, hvor hun kunne få det lavet og der var god tid, da toget skulle holde der i længere tid. Hun kiggede på mig, der lå og sov, kiggede på damen, som gav hende et anderkende nik, derefter, styrtede min mor af toget og løb over til det lille hus, som skulle være kontoret. Hun åbnede døren og trådte ind i et meget rodet kontor, en mørk mand, sad med hænderne foldet over kors, hoved foroverbøjet, og benene oppe på disken, mens han snork sov.

Min mor for over til ham og talte med en høj stemme, `i need a stamp NOW, have train and baby on it´ Manden løftede hoved irriterende langsomt og så på hende, på intet tidspunkt gjorde han sig umage med at skynde sig, tværdigmod, han blev endnu langsommere. Min mor stod som på nåle, ´hurry-hurry, please´, bad hun, det tog ham en rum tid, at finde stemplet, men da han endelig´ fandt det, kunne min mor ånde lettet ud, tog papiret og løb ud af døren, da hun kom ud, blev hun mødt af en tom perron….Toget var væk? `NEJJJJJJJJJJ, MIN BABY, MIN BABY´, Skreg min mor, mens hun spænede op til de gevær klædte mænd og hev i deres arm, `min baby er i toget, my baby is on the train´,blev hun ved med at sige, mens angsten stod skrevet henover hendes ansigt.

 

Mændende rystede bare på hovedet, `no posiblo, train gone, no coming back´, var alt de sagde.

Jeg kan kun forstille mig, hvad min mor gennemgik af følelser i de øjeblikke, det må være, eller ER nok de flestes værste mareridt, der i det øjeblik, blev til min mors virkelighed.

Midt i hendes nød råb og fortvivlede søgen på nogen, der ville gøre noget, eller bare høre på hende, blev hendes råb brat stoppet af synet af en røg sky i det fjerne, der langsomt kom tættere og tættere, der´, langt-langt væk, kom et tog til syne, min mor løb det i møde og i døren stod den gamle dame og smilede til hende. Hun havde fået fat i tog personalet og de havde vendt toget om og kørt tilbage. Aldrig har min mor været så glad for at gense, en hun ikke kendte, hun gav hende et kæmpe smæk kys på kinden og skyndte sig ind til mig. Der lå jeg, sovende endnu, uden nogen anelse om, at jeg lige havde været på en tog rejse uden min mor <3