Tror du på ånder/sjælen?

Jeg har været inde på det før, her på min blog, om religion og om spøgelser. Hænger det sammen? kommer meget an på, hvem man spørger.

For jeg tror som sagt ikke selv på den berømte `Vor herre´ i mande form, men i stedet på moder jord/solen, uden den, ingen liv og så tror jeg på sjælen ( nogle kalder det for spøgelser ) og hvorfor tror jeg så? Det gør jeg heller ikke, jeg ved´, for jeg har mødt og mærket dem mange gange og har du det, sådan rigtigt, bare en gang, så er det ikke så mystisk og hokus pokus mere, men blot en del af alt det vi er i, her på jorden.

Godt nok er vi mennesker drøn intelligente, men vi ved dog kun en micro del, når det kommer til livet og universet´s gåder og det tror jeg nu også er meget godt, for ellers var der sikkert hurtig en rigmand, der tog patent på hele molevitten.

Jeg vil fortælle jer om den mest personlige oplevelse jeg havde for knap 3 siden.

Jeg var på besøg hos min forhåndværende kæreste, der boede på Mols, samme sted min kære mormor boede, da hun levede. Jeg elskede at komme i hendes hjem ved Knebel, elskede at gå vores lange ture over marker og langs strande for at kigge efter sten og forsteninger, som hun var kniv skarp til at spotte.

Da jeg var 11 år, var jeg på skole tur med klassen til England, allerede der mærkede jeg hende og havde stærk hjemve, for jeg vidste noget var galt og da min mor hentede mig ved toget, havde jeg åbenbart sagt, at det var vigtigt for mig at komme hjem, fordi mormor havde fået kræft?. Noget de kun lige havde fundet ud af, men ikke fortalt mig endnu. Jeg vidste det bare. Hun blev hurtig meget syg og døde den sommer, jeg var da kun 11 år, hun betød alt for mig og har en vigtig plads i mit hjerte.

Men som sagt, kom jeg tilbage til hendes elskede Mols. Det havde jeg været mange gange, men denne dag, mens jeg sad i bilen med min kæreste, var det som om, hun kom som en stor energi boble ind til mig, det kom meget kraftigt og uden jeg havde tænkt på hende, men nu var jeg omringet af hende,?, jeg kunne se fra hendes øjne, som var jeg inde i hende, mærke hendes sjæl. Ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men følelsen var SÅ stærk, at jeg måtte vende mig mod min kæreste og sige ´jeg ved det her lyder skørt, men jeg føler min mormor er i mig´, Han smilede bare, hvilket jeg godt kan forstå, for sikke noget sludder.

Men hun gik ikke væk, hun blev i mig. Vi kørte senere på dagen ned til stranden, efter en tur til Århus, en strand hvor der lå mange sten, jeg har altid elsket at finde sten, så min kæreste lagde sig på vores medbragte tæppe, mens jeg gik i mine egne tanker og mærkede havet og tankerne, som var min mormors. Jeg følte det så virkeligt, at jeg havde brug for et bevis, så jeg tænkte højt, at hvis det virkelig var´ hende, så havde jeg brug for et bevis, et tegn.

Hun talte hele tiden til mig, ikke i ord og alligevel?, jeg kan simpelthen ikke forklare det.

Men lige som jeg sagde de ord, fortalte hun mig om en dag, jeg var havde været på besøg hos hende og vi sammen, havde gået langs stranden og kigget på sten. Jeg havde fundet et forstenet søpindsvin og stolt løbet hen til hende med det, `se mormor´, havde jeg sagt i et´ stort smil, hun tog stenen i hånden og sagde sødt, `nej dog, det er det flotteste søpindsvin jeg nogensinde har set´, ` jamen, så skal du ha det´, svarede jeg.

Jeg ved det blev lagt med de andre forsteninger, hun selv havde fundet i et skål i entreen, men jeg ved ikke hvad der skete med dem da hun døde?, mener jeg fik fortalt at hun fik dem med i kisten, da hun elskede de sten.

Det var en historie, jeg ikke havde tænkt på i 100 år og tænkte , det er da ikke et bevis eller tegn?. hendes stemme sagde ´nej, for du går for hurtigt, kig ned´, en helt tydelig kommando, jeg stoppede og kiggede ned, mens jeg tænkte, hvorfor? og der´, lige ved mine fødder, lå et søpindsvin. Jeg bukkede mig ned og mærkede en tåre trille ned af min kind. I det samme forlod hun min krop.

Det var SÅ stærk en oplevelse og kan ikke forklares. Men den var ægte og meget nærværende.

Jeg har som sagt haft en del oplevelser, både med fremmede sjæle, min mormor, min morfar og far. Men dem kan jeg fortælle om en anden dag. 🙂

Tanker og kærlighed til dig kære Else. <3

 

Vanja Carlsen