Den fandens opvask.

Som barn, fandtes der ingenting i hele´ verden så kedeligt, som hus pligter.

Jeg havde endda ikke engang særlig mange, men når jeg endelig fik en, var det noget af det MEST urimelige man kunne udsætte mig for og om det så var at rydde op, efter mit eget rod i stuen, efter jeg havde fået den geniale ide, at bygge et sand-landskab, midt på gulvet til min brors lego mænd, eller forvandle hele gangen og soveværelset til hule område, hvor store lagner var spændt ud, fra alle hjørner i rummet, så vi kunne bo i skjul, med tæpper og guf, så var det bare skod, når mor stod og sagde man skulle rydde op, suk, ødelæg lige´ den gode stemning.

Alt leg er sjov, men det ved gud grød, at oprydningen bagefter ikke er, så jeg trak ofte tiden ud og var jeg heldig, blev min mor så træt af at se på det, at hun selv fjernede mit lort.

Det kunne så til gengæld også give bagslag, for fik hun virkelig´ nok, røg det hele i en sort sæk og ned i skralde spanden. DET var noget der virkede.

 

Min morfar brugte samme trick. Først blev man bedt om at rydde op, valgte man så at ignorer det, tog han enten og smed det hele ud, ellers røg det direkte i brændeovnen, hvis den var tændt.

Børn er mega stride og født som små egoister, de skal lærer alt fra bunden, at dele, hjælpe, bidrage osv og den her metode, virker´.:-)

Men af alle de ting man kunne bede mig om, så var det at tage opvasken det værste, arg, det var i mit hoved, simpelthen så meget nedtur, at alle trick gjalt, for at slippe.

En dag min veninde var på besøg, havde min mor bedt mig om at tage den, det skete sjældent, men selvfølgelig lige i dag 🙁 Jeg sad på min værelse med min veninde og min lillebror, da jeg fik en ide, hvis nu vi ikke var her, så ville hun FORHÅBENTLIG blive så træt af, at vente på os, og så selv tage den.

Så vi listede os ud af en dør jeg havde i mit værelse, der førte lige ud til trappe op gangen, hvor wcét lå, det var frysende koldt, så vi tog en håndfuld jakker der hang udenfor døren og låste os inde på det lille-bitte toilet, der bestod af et´ wc, med en vask, og et vindue ud til gården.

Der sad vi og fnes over vores narre streger, fortalte historier og lavede gætte lege. Vi vidste at min mor var i stuen, for hun havde en gammel bekendt på besøg fra Vesterhavet. Men der skete bare ikke noget? Hun hverken kaldte, eller søgte efter os`Tiden gik og vi blev mere og mere stille, til sidst lagde vi os alle henover hinanden og faldt i søvn under jakkerne.

Efter et stykke tid, vågnede vi BRAT, ved at der blev hammeret på døren ret voldsomt og en mande stemme råbte, `Er der nogen der inde, ellers sparker jeg døren op, er i ok´? Jeg rejste mig op og gned mine øjne, mens jeg stille skubbede døren op og forundret sagde, ´hvad sker der`? Min mor så på mig, ´for fanden, vi troede jo i var kommet noget til, så stille i var´. Vi kom alle op og ind i varmen igen i lejligheden. Om jeg stadigvæk skulle tage den opvask, mindes jeg ikke, men håber da hun tvang mig?, for børn skal ikke slippe afsted uden et ansvar.

I dag har jeg det helt´ omvendt, jeg ELSKER at tage opvasken, for mig er det mit pusterum, en lille stund, hvor jeg kan stå i fred og lade tankerne flyve, mens jeg ser ud af vinduet.  Jeg er blevet godt gammel med alderen, gudskelov for det og så er det faktisk ret hyggeligt, at gøre med sit barn. Skal de gøre det alene, er det en sur pligt, men gør man det i fællesskab, så får man en hyggestund sammen, med gode snakke og det er guld værd, især i disse tider, hvor de unge, helst vil være på deres værelser fordybet i internet verdenen.<3 Så frem med børsten og se at komme i gang.

Vanja Carlsen