Min oldemor

Hvor mange har mødt og kan huske deres oldemor? Jeg har og kan, meget tydeligt endda.

Min oldemor, var en høj og fin dame, med navnet Dagmar, hun kom fra en fornem familie. Du ved dem med de store have fester, hvor alle gik rundt med lange kjoler og opsat hår, mens de pænt løftede vinglasset til bryst højde, når de skålede med hinanden.

Hun havde ikke altid været velhavende, faktisk ved jeg ikke så meget om hendes opvækst? Men ved at hun som ung, arbejdede i en hatte butik, hvor der en dag kom en ældre herre ind for at handle, han hed Hjalmer. Det var kærlighed ved første blik.

Ikke lang tid efter, blev hun inviteret hjem i hans store hus, for at møde alle hans børn. Overklasse børn, der mens de skeptiske gik ned af trappen, mod deres fars unge udkårende, vurderede hende til at være en underklasse pige. Dengang var der fin status i at kunne tale Fransk, så de kiggede på hende og sagde en sætning på Fransk, for at markere hvem de var og se om hun kunne følge med.

Dagmar var skarp og havde luret dem af, så hun smilede høfligt og sagde med en stærk Fransk accent. `I van træ kør, i van træ sør, i let em al te, i van træ te´. De ANEDE ikke i hvilket sprog hun talte og tiede promte, flove over at hun var mere sprogligt belært end dem tydeligvis.  Det de ikke vidste var, at det var det rene volapyk og en sætning vi i dag stadigvæk siger, når vi skal tale et fremme sprog. Det skulle betyde `Jeg vander tre køer, jeg vander tre søer, jeg lader dem alle til og vander tre til´.

De forblev sammen resten af livet, indtil Hjalmer døde 20 år før hende selv, da alders forskellen var så stor. Hun kom sig aldrig over tabet og forgudede hver en brumbasse der fløj forbi. `Se, der flyver Hjalmer´, sagde hun altid. Han havde ved sit dødsleje, sagt at han ville besøge hende i form af sådan en. Hver dag ønskede hun at blive forenet med ham.

Jeg husker hende så tydeligt. Husker alle vores besøg til hendes lille ældrebolig med forhave til. Et lille sted med et stort vindue, hvor hendes bord og stol stod foran, så man kunne kigge ud. Bagved var et sofa hjørne og i siden en seng, lidt som en alkove og bag dette ene rum med alt i, et lille køkken, hvor hun i bordskuffen, havde de fineste små the skeer med små kroner på.

I sofaen sad hendes dukke, husker ikke navnet på den, men den var magisk. Hun talte til den, som var den levende og jeg var fuld af beundring, tænk at ha en dukke, der kom til live når vi ikke så det? wauw, det sagde hun i hvert fald og jeg troede på det.

En dag vi var der, fik jeg lov til at sidde i den store stol, til højre ved vinduet, det var ellers hendes faste plads, men i dag ville hun ha, at jeg sad i den. Hun kiggede på mig og spurgte om, hvor mange fingere jeg havde på den ene hånd, jeg kiggede på mine små barne fingere ( jeg var vel 4 år ca?) og begyndte at tælle, da jeg var færdig, spurgte hun om, hvor mange jeg havde på den anden så? Igen hakkede jeg mig igennem de mange fingere. 1-2-3-4-FEM sagde jeg stolt. Men hvor mange har du så på BEGGE hænder? Puha, den var svær, men jeg fik vist talt dem alle igennem og endte på 10 🙂 Hun elskede at lege disse lege med en og lærte mig også hånd sangen, de ved, den der `Lillefinger, lillefinger, hvor er du? Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag´osv.

Hun var også god til at strikke, desværre faldt hendes kærlighed på at strikke uld underbukser i en lang køre, så hver gang jeg kom, fik jeg foræret et nyt par. Skal lige siges, at selvom man kun er 3-5 år, så er underbukser der starter oppe på maven og når næsten ned til knæene i tykt uld, IKKE det fedeste at få, slet ikke hvis man skal bade med dem, ved du HVOR tung sådan noget uld bliver? Haha, men sødt var det og altid i enten ren rød, grøn eller gul farve.

Husker også en tur vi tog sammen på Bakken. Det magiske sted i skoven, som var et eventyr for sådan en lille en som mig. Oldemor gik og fortalte mig om oplevelser hun havde haft der, hun fortalte og viste, men husker desværre ikke hvad hun fortalte. 🙁 og så købte hun mig en slikkepind, lavet af popkorn, dyppet i chokolade. Mums, jeg elskede den slikkepind og har pga den dag, stadigvæk en kærlighed for dem.

Hun betød meget og jeg holdte utroligt meget af hende. Da jeg var 8 år, døde hun af alderdom. Det år boede jeg hos min far i Helsingør, men var hjemme til begravelsen. Det forgik i kapel og jeg sad ved siden af min mormor Else og min fætter, som var på samme alder som jeg selv. Der blev sunget og min mormor sang højt for, hvilket fik min fætter og jeg til at grine. Jeg snøftede på et tidspunkt pga snot i næsen, men min fætter troede jeg græd og gav mig et blidt skub, `græder du`? spurgte han drilskt. `nejjjjj´ Gjorde jeg nu nok, men syntes det var flot at han kunne se det.

Bagefter var der gravøl og den sidste tætte kerne af familien, tog med min mor, og os andre hjem, til hendes lille skurvogn på Christiania, hvor der blev talt, mindet og sunget for vor elskede Dagmar. Alle fik et billede af hende, som jeg fik med i ramme til Helsingør, da jeg skulle hjem i skole et par dage efter.

Jeg tog stolt billede med første dag i skolen og stillede det på mit bord. I matematik timen, talte jeg til billede, hvilket gjorde min læreinde SÅ provokeret, at hun vredt sendte mig udenfor døren. Nok der, min aviation mod dumme lærere begyndte?

Sikke en gave, at ha oplevet sin oldemor. Hun bæres i mit hjerte og jeg takker for, at hun nåede at blive en del af min fortælling.

 

 

Vanja Carlsen