Udklip fra min dagbog, efter min ryg operation.

D.28 Maj 2013

Kære dagbog. ( DAGEN FØR OPERATIONEN)

Jeg har en super energi, vandre rundt og ordner en masse, prøver ikke at tænke på i morgen, men nogen gange rammer tanken mig og jeg bliver næsten lammet af angst, angst for ikke at vågne, ikke at kunne være der for mine piger. Det SKAL bare gå godt.

Da jeg skulle i seng, kom min mor og holdt mig tæt ind til sig og sagde vise og kærlige ord, hvilket fik tårene til at trille frit.

Det er vel også ok, at pigerne ser mig nervøs? Pigerne og jeg lagde os alle sammen, tæt oppe på himsen, jeg har brug for at være hos dem. Kaya og Frida læste godnat historie op for mig og jeg faldte i dyb søvn.

Den 29 maj. ( AFSTED TIL HOSPITALET)

Jeg stod op kl 0545, min kæreste var allerede oppe, han var tydeligt også nervøs, men holdte facaden godt.

På hospitalet var der 4 timers vente tid, så jeg sendt ham hjem til pigerne, som ikke skulle vågne alene, tog hospital tøjet på og lagde mig i min seng.

Deler værelse med 2 søde kvinder, er roligere nu og sov lidt.

Kl 1130 kom de ind og hentede mig, jeg skulle selv gå op til operations rummet. Et lyst og imødekommende rum, med utrolige søde mennesker.

De lagde mig op på en briks og puttede en hulens masse plaster, slanger og nåle på og i mig, mens den søde sygeplejerske talte roligt til mig, min puls var rolig, kunne høre den på maskinen jeg var tilkoblet.

Men da damen kom, der skulle give mig sove medicinen, begyndte den at stige. `tænk på noget rart´, sagde hun. Tænkte på mine piger og begyndte at græde. Nåede lige at sige at jeg elskede dem, så var jeg væk……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….Høre fra min dybe-dybe søvn, en mands stemme, som i en dyb og fjern tåge, vågner jeg, føler dog stadigvæk jeg er i en dyb tilstand af søvn. At høre mit navn, kan slet ikke beskrives, et sug af fuldstændig lykke, skyllede igennem hele min krop, for det betød, at jeg var i `LIVE´og kommet igennem operationen.

Vrikkede med tærene og kunne ånde lettet op, faldt igen i søvn, alt var som det skulle være.

Jeg lå i opvågnings rummet med en 2-3 andre, jeg kunne høre dem i bider fra dybet af min bevidsthed, at der var en munter og glad stemning, manden der lå på min venstre side, ville bla ha en snaps og damen til højre, grinede hele tiden, men jeg var langt væk, så hørte kun lidt. Min søvn var for dyb og de havde svært ved at få mig ud af den, jeg glemte hele tiden at trække vejret, så de lagde en luft slange i min næse og talte med mig hver gang jeg forsvandt.

Det var to der stod om min seng fast, den ene var en mand fra Australien, de var så opmærksomme og blide. På et tidspunkt gav de mig en trekant is, da jeg skulle have væske, men faldt i søvn hver gang de tog den op til min mund. Smiler.

På et tidspunkt græd jeg, de spurgte om hvorfor? `jeg er bare så ufattelig lettet´og bad om at ringe til min datter, husker intet af hvad jeg fik sagt til hende.

Jeg var den sidste der blev kørt ned på sin stue og da jeg kom derned, sov jeg videre med alle mine slanger og urin dræns pose.

Kæreste dagbog, da jeg vågnede, stod mine smukke piger, min mor og kæreste rundt om min seng, de så forskræmte ud og holdt lidt afstand, men det gjorde mig rigtig glad at se dem stå der, som 5 engle i hvidt lys.

Kære dagbog. den 30 maj

Jeg blev i sengen hele dagen, har så meget kvalme og smerte, at jeg bare sov og sov, fik dog fjernet slangen og drænet.:-)

Gik min første gåtur til wc´et, græd og kastede op, så det var ingen succes.

Har haft så´ meget kvalme de sidste dage, kan intet andet end at sove og knap synke, følte jeg stod i en båd, der gyngede helt vildt, uden mulighed for at kunne stå af.:-(

Så min plan om, at læse `Den lille prins´, ( som man burde, inden man er 30) og ´Følg dit hjerte´( Som min mor og bror gav mig i 23 års gave og aldrig åbnet) forbliver ulæst.

Kære dagbog. d. 1 juni ( KVALMEN)

Min kvalme tager livet af mig, den æder mig op, så jeg valgte at stoppe alt smertestillende medicin, gjorde det i nat, da jeg følte jeg var ved at blive kvalt af kvalmen. De kaldte en læge ind om natten, da han skulle godkende min plan.

Han spurgte om, hvor høj min smerte tærskel var? den er ret så høj, så følte jeg godt vidste, hvad jeg gik ind til og han kunne se på mig, at jeg mente det.

Så i dag, har jeg kun fået panodiler og en muskel afslappende pille, da jeg har utrolig meget uro i mine ben….Jeg har ondt, men INGEN kvalme, jubi.

Pigerne, min mor og min kæreste, har været her på skift. Jeg har ikke ønsket at se andre. 1 pga jeg ikke er mig selv og er dårlig. 2. Det er for anstrengende, da alle vil høre hele forløbet og 3. Fordi det her er MIN afstresnings tid og den skal nydes….og sikken en ro her er.

Kære dagbog. d.2 juni ( SMERTEN )

I dag vågnede smerten for alvor og jeg må sande, at 2 panodiler IKKE ville få mig igennem natten, så fik 2 stærke, efter timers kamp med smerterne, men sov alligevel ganske forfærdeligt, vågnede hele tiden, badet i sved, fra top til tå, selv mit hår var vådt.

Men i løbet af dagen klarede jeg op og følte mig i godt humør, vandrede rundt med mine krykker i slowmotion og så på omgivelserne jeg var i.

Vi hygger os inde på stuen, Lisbeth som jeg ligger med nu, er sjov og vi laver fis med personalet. Der er ikke mange tilbage på gangen, tror vi er nede på 9-10 stykker?

Kæreste dagbog. i dag er den 3 juni nat.

I nat kom en ny i vores stue, hun skal opereres her til morgen. Jeg lagde mig til at sove, eller prøvede, men smerten drillede og uroen jeg har fået efter operationen taget til. så kl 01 måtte jeg ha noget mod det, som på ingen måde hjalp, så de gav mig til sidst morfin, da det var ekstremt, men smerterne var nu desværre så intense, at intet hjalp, så jeg måtte ty til et kogende bruse bad og slå mine ben hårdt hele tiden. badet hjalp lidt og jeg sov <3

Godmorgen dagbog, d. 3 juni morgen ( HJEM IGEN )

Vågnede ved at sygeplejersken kom ind med mine morgen piller kl 8, puha jeg er træt, men lykkelig over at natten er overstået.

Fik besøg af min overlæge der havde opereret mig, han fortalte, at der kunne gå måneder før uroen i benene var væk, pga jeg havde fået blod ansamlinger efter indgrebet.

Jeg blev hentet af kæresten, skønt at se mit yndige hus igen, som var så smukt pyntet op og mit værelse i under etagen stod pænt og klar.

TAK fordi jeg kom igennem det og tak, fordi jeg er så heldig at have så fantastisk en familie og mennesker omkring mig.

Kære trofaste Dagbog.

Jeg glemmer at skrive i dig, men er ikke mig selv. undskyld. jeg kan kun ligge i sengen, har ondt i hver lille celle og fiber i min krop.

Jeg oplever smerter så intense, at jeg ikke troede det var muligt, og når en smerte bider sig igennem hele mit nerve system og jeg tror det umulig kan blive værre, kommer en anden form for smerte, et helt andet sted. Det er faktisk ret interessant. Anede ikke man kunne føle noget så stort. Men det betyder også jeg ingen ro har i kroppen. Er vågen hele natten og tyr til lange bruse bade, hvor jeg skolder mine ben og ryg med kogende vand, for at fjerne fokus fra smerten. Det hjælper.

Min mor bor her og passer på mig, på skift med pigerne og min kæreste, det er hårdt for dem, har dårlig samvittighed og de må konstant skifte mit sengetøj, da smerterne får hele min krop til at svede helt vildt.

3 gange i døgnet, skal jeg prøve at gå lidt med mine krykker, det er blevet til dagens forstilling ude på vores lille vej. alle i huset går med mig, så jeg føler mig som VIP med mine egne bodyguards.:-) Den anden dag, tog de solbriller og overskæg på. Noget af et syn 🙂

Hospitalet, har beordret mig på smerte stillende piller igen, da jeg ikke kan slappe af i kroppen, min stædighed er ikke god for mig her, så jeg gav efter, men de gør mig så-så sløv, så sover igen rigtig meget.:-(

Kommunen har visiteret en til at komme og gøre rent her hjemme 2 gange om ugen, da hverken min mor, eller mine piger, kan magte meget mere nu. Det er svært for mig, at slippe kontrollen og lade mig være hjælpeløs, men jeg prøver.

Knus fra din evige Vanja. Nu med krykker 😉