Solen skinner og det gør af gode årsager, menneskerne i gade billedet, en del kønnere at se på. :-)
Se næste indlæg >
Der findes INGEN syge i Danmark.
Vanja Carlsen
I går var det den store dag, jeg har ventet på i årevis. Jeg stod op kl 04 pga jeg var så´ nervøs, at jeg var både kvalm og svimmel. Alle venner og familie skrev og sendte gode vibes og mine piger gav mig et stort kram og sagde, at alt nok skulle gå godt. <3
Min ryg var som den efterhånden altid er, gået i lås, så jeg haltede langsomt afsted, for at nå bussen, som så kørte lige for næsen af mig, fordi jeg gik så´ langsomt. Var ved at tude, tanken om at komme for sent, var ikke til at bære, ikke nu i dag, det var alt-alt for vigtigt og intet måtte gå galt.
Jeg kom med den næste og nåede frem i tide. PUHA, Min søde sagsbehandler kom mig i møde og så at jeg næsten ikke kunne gå, så vi tog elevatoren op og jeg blev lagt på en sofa i trappe gangen, indtil dommerne, der skulle afgøre min fremtid, også kaldet `rehabiliteringsteamet´, kaldte os ind. Jeg var opløst, inden jeg nåede ind, for hvert skridt jagede det op i min ryg, med så kraftige smerter, at jeg ikke kunne få vejret ordentligt. og bad om at stå op under mødet.
Der sad 4 pers, udover min sagsbehandler, alle hilste pænt og fortalte hvem de var. Men en af dem var lederen og hende der førte ordet. Hun spurgte om en masse og blev ved med at påpege, at de så ganske anderledes på min sag, end jeg selv gjorde. Jeg blev spurgt om jeg selv mente, at jeg havde gjort alt for at få det bedre? øh, ja, det ville jeg da i den grad mene? Jeg har sagt ja til 2 store ryg operationer, været på Montebello, fået tortur-massage for at løsne op for min stivehed, som er kommet pga de konstante smerter, laser behandling, akupunktur, krystal healing, svømning, en blokade, et hav af ryg hold på dvs hospitaler, yoga, piller, mm.
Jeg har kæmpet imod mine lidelser siden jeg var 13 år og hele tiden nægtet at være `syg´, arb siden jeg var ung, men måtte hele tiden droppe ud, da ryggen ikke kunne det jeg ville, men så prøvede jeg blot med noget andet igen og igen. Takket nej til at komme på førtidspension, som jeg fik tilbudt da jeg var i 20érne, da jeg jo bare ville være mig´, en rask pige, med gåpåmod, der ville klare sig selv. Hvem ønsker at være på førtidspension i så ung en alder? nej vel.
`hvem passer dig så, når du er senge liggende`? spurgte hun så, Det har min mor altid gjort, hun er min trofaste støtte og kender mig bedre end nogen anden, samt mine piger hjælper alt de kan. `jamen, så gør du jo heller ikke alt der er bedst for dig, for hun er jo ikke læge og er følelsesmæssigt arrangeret´ Øh hvad? hun skal da ikke være læge, for at lave mad til mig, skifte mit sengetøj og hjælpe mig op af sengen? Jeg har siden jeg var 13 år, blevet tæppestormet med info, af et hav af prof mennesker, på hvad jeg må og ikke må, hvad der er bedst for min ryg, hvordan man bevæger sig, løfter, kommer ud af sengen osv osv, hvis nogen er ekspert i, hvad der er bedst for min ryg, så må det da være mig, efter 30 år med den her lidelse`?, `det er jeg ikke enig i, det er os her, der er eksperterne´. Fandme sgu, det var hendes svar? Seriøst?.
Efter 20 minutter, bad de mig gå udenfor, min sagsbehandler støttede mig ud til sofaen, hvor jeg så lå i 15-20 min ,mens fremmede folk gik forbi og spurgte om de kunne gøre noget, når de så, jeg lå der, med tåre i hele hoved. Top ydmygende, at ligge der som en anden krøbling til offentlig skue. 🙁
Endelig kom lederen og min sagsbehandler ud. `vi tager den her, så du ikke behøver rejse dig´ sagde hun og satte sig ned ved min side. `vi mener du kan blive bedre, hvis du kommer på daglig medicin, og sender dig derfor ind til Kbh, hvor de har en medicin-psykolog, der skal vurdere din sag´. Jeg stoppede med at trække vejret, `hvad?, det forløb HAR jeg jo været igennem, ude på optrænings stedet efter min sidste operation for knap 3 år siden, endda her i vores kommune, i kan da bare få papirene derfra´? `Nej, jeg vil ha det fra dem i Kbh, samlet et sted`sagde hun og rejste sig surt.
Hun mente, at mine ryg problemer, bundede i mit forrige ægteskab, som havde sendt os på krise center? Så det var psykisk nu?? Jeg forklarede hende, at jeg var fuldstændig afklaret med min eks og at vi i dag, havde en fin dialog og ingen puls rykkede sig, når han skrev eller kom forbi, det havde tværdigmod gjort mig så meget stærkere, også derfor jeg efterfølgende har arbejdet, for at hjælpe andre kvinder fra voldelige forhold, da jeg var/er resursestærk mentalt. Men igen, så var hun ikke enig? Utroligt, så bedre vidende hun var om min mentale tilstand og ryg førlighed.?
Jeg brød igen sammen, `Det her er ikke ok, har i overhoved læst min sag? for der i står der, over ALT, fra hospital, læger, trænere osv, at jeg skal ha RO og ikke sendes ud i mere nu.´ `Vi har gjort hvad vi kunne og mener er bedst, det er vores beslutning, vil du klage så gør det, men tag tilbudet, eller lad vær´Hun lignede nu en der hadet mig. Jamen, jeg kan jo for fanden ikke engang rejse hele den vej ind til Kbh, som min ryg er? det giver ingen mening, og gør ikke ryggen bedre af, at en til ser mig, som en anden allerede har gjort? og har heller ikke råd til den transport? `Det er dit problem, du kan jo søge om flex transport, vores afgørelse står fast´ og så gik hun, uden at sige farvel og ikke en snert, af venlighed at spore. Nedværdigende og top ydmygende at stå ( eller i mit tilfælde, ligge) model til. Folk gik forbi under hele samtalen og jeg følte mig som en lort, der lige var blevet trådt på af det offentlige.
Min sagsbehandler stod stille, tydelig flov over den behandling jeg fik, og kørte mig sødt hjem i sin bil, da jeg ikke kunne ha klaret endnu en tur i bus.
Men her står jeg så? stadigvæk ikke landet, men så ked og paf. Man er i forvejen pillet helt ned, af alt der hedder stolthed, blottet, da man føler sig svag, mens hoved skriger på at komme af det her system, men kroppen bare desværre ikke kan, så man er fanget. Kan ingen steder gå og er i deres magt, man er udstillet og ejet og oveni, skal man konstant mistænklig gøres og `bevise´ man nu også ER så syg, som man siger. Hallo, tag mig ENDELIG af sygdommen, by all means, tror du det er fedt der hvor jeg er? gid de havde ret, gid jeg faktisk kunne blive rask af alle de ting de hiver en igennem. Men virkligheden er bare en helt anden, det er så urealistisk, at man kunne tude i bar frustration.
Jeg ønske RO, uden de ånder mig ned af nakken. Og har på INGEN måde lyst til at proppe mig med piller daglig, ( som de vil ha jeg gør nu ) for at de´, kan få sendt en ud i 15 min´s arb?. Jeg vil ikke mere. Jeg er mentalt stærk, ja, men ikke SÅ stærk, og mine tanker går konstant ud til de mange 1000 og atter 1000ér, der er i samme båd som jeg, men som ikke har de samme resurser. Det er uværdigt og direkte ondt og for dem og for mig selv, står jeg frem nu, råber op for os alle, og fortæller om hvad vi bliver budt af umenneskelig behandling. De burde skamme sig, til de var gas blå i hovederne.
Wauw et system vi har. Det MÅ og SKAL stoppe nu, ellers dør folk simpelthen rundt om i de Danske hjem. Hvis ikke af selve sygdommen, så af den mentale dræning, kommunen hiver en igennem år efter år.
Danmark, jeg elsker dig, men vores system er under AL kritik.
Jeg for stor ikke at læger , special læger , psykologer osv , bliver ved med at finde sig i at blive holdt som nar af kommunerne , man bliver sendt til læge for at få en vurdering og passer den vurdering ikke med kommunens , bliver man sendt videre til den næste , når man så er nået hele vejen rundt , og gang på gang har fået lægernes ord på at man er syg , så er udsagnene for gamle og kommunen sender en ud i en ny omgang af special læger , som de så heller ikke tror på , til sidst kommer man på kontanthjælp. Og dermed mistet penge og bliver sat i skuffen med folk der ikke gider arbejde , hvornår siger lægerne stop , de sidder med en ekspertise som kummunen gang på gang nedgør !