Da vi forlod vores land, for at prøve noget nyt.

Dagen, hvor vi pakkede den lille røde 2cv og forlod Danmark, kom til at betyde ALT for resten af mit liv.

Min mormor var lige død og min mor havde derved, arvet hendes lille røde bil, som jeg elskede at køre rundt i, dengang hun levede.

Den morgen vi skulle afsted, var spændende, men jeg var også vemodig, for vi skulle være væk i 3 måneder, hvilket er lang tid, for en på 12 år.

Vi havde lejet vores lejlighed ud i Svendborg, til nogle bekendte fra Christiania og lånt vores hund ud til en god ven, som senere fik lov at beholde den, da vi ikke kom hjem alligevel og de var et godt match.

Klokken var kun lige omkring 0530 om morgen, det var halv mørkt, men vi ville gerne undgå for meget trafik.

Da vi kom ud til bilen, kom min bedste veninde Ditte og en anden veninde løbende hen til os. De havde sat vækkeuret, for at kunne vinke farvel og rækte mig en håndfuld afskeds gaver.

Det hele var så rørende og fint.

Vi kørte igennem Holland og Belgien, bilen kørte langsomt, eller var det min mor? 🙂 så vi lå konstant inde i det inderste spor, godt klemt inde imellem de store og meget truende lastbiler. Jeg sad godt på forsædet, ved siden af min mor, med en sovepose over mig, guf på skødet og min walkman i ørene.:-) Min lillebror havde hele bagsædet for sig selv.

Det at køre og køre dag og nat, i et fremmet land, mens mørket falder på og regnen spiller ukendte melodier på bil taget, er ret så hyggeligt, men nu var det jo heller ikke mig der skulle koncentrere mig om at køre bil.:-)

Til sidst endte vi et sted, hvor man sejlede med den store færge natten over til England.

Færgen var fuld af fest glade mennesker. Vi havde fået en kahyt i bunden et sted, men bølgegangen var så voldsomt, at min bror og jeg var ved at blive søsyge. `Så skal i bare gå i bade poolen´ sagde min mor, vi pakkede det vi havde af bade tøj og løb derned. Det var en lille bitte pool på nederste dæk, godt klemt inde i et lille rum, men bølgerne var også nået ind til den, så vi blev kastet fra den ene side, til den anden, hvilket eksploderede i den vildeste søsyge ever.

ENGLAND. Jubi, Så kom vi endelig frem, sikke en fantastisk følelse. Grunden til vi var der overhoved, var at min mormor havde været der og på sine sidste dage, havde sagt til min mor, at vi skulle opleve Cornwall. Det ligger helt nede i bunden af England og er et magisk sted, med kæmpe historiske klipper og bølger der truer alt skrøbeligt om sig, med sine voldsomme angreb.

Min mor kendte en i Kbh, der havde fået et barn, med en kvinde der nede, så der kunne vi overnatte, hvis det var. Men til at starte med boede vi i vores medbragte telt og skulle vi flotte os med lidt luksus, tog vi en overnatning på et B&B.

En af overnatningerne i telt, forgik på en mark fuld af får. Så min bror og jeg legede fårehyrder.

Vi havde på vejen ud af London, været forbi en lille skind fabrik, hvor vi hver havde fået lov af vælge et stykke fåreskind til at sove på. Jeg mindes det som et eventyr.

Vi var også på et tidspunkt, ved et kæmpe reservat, hvor der løb vilde heste rundt, vi så Stonehenge og mange andre fortryllende steder.

Men Cornwall havde vi ikke nået endnu, eller rettere Lands end, som det hed, der hvor vi skulle hen.

Vi kørte af snoede veje i en tæt tåge af mørke og natte rim, kunne intet se, så ved midnat slog vi lejrer tæt ved en havne by, der hed St.Ives.

Den næste morgen, da vi skulle videre, så vi ud af telt åbningen og fik næsten åndenød. Vi var omringet af den smukkeste natur, med høje bakke toppe og skranter, der var så´ stejle at man gøs, vejen vi havde kørt på, havde ingen sikkerheds mure imellem sig fra vej, til den sikre død ned i dybet. Puha, kan nok lige være min mor kørte forsigtigt fra da af 🙂

Men sikke en natur. wauw, Min mormor havde så´ ret i, at det var helt magisk. Det at sidde der på klippetoppen og kiggede langt udover havet, bølgerne, som brusede i vrede nede for enden, var i sig selv næsten uvirkeligt og bedst som man sad i sine egne tanker og skrev breve hjem til vennerne, om det man sad og oplevede, kom en mur til syne udover havet, en tæt-tæt grå mur af tåge, jeg har aldrig set noget ligende, langsomt og alligevel hurtigt, rullede den hen i mod land og før man vidste af det, var man i et grå masse. det var umuligt at se en hånd for sig.

Vi lærte senere at det er en daglig rutine dernede fra naturens side, så man vænnede sig hurtig til den, og gik blot det langsommere når den var om en.

Cornwall kan ikke beskrives, det skal opleves.  Naturen er en ting, vild og rå, med gamle ruiner fra de gamle tin miner, som stod og svajede i vinden, men oveni alt vildskaben, var der en skønhed, så elegant og smuk, at den tog luften fra en. Strandene var turkis blå, som var man på en tropisk ø og palmer skød op over alt, i bølgerne surfede unge mænd i hobetal, da bølgerne dernede er som skabt til netop det.

Vi endte som sagt jo også med at blive der i over 4½ år. Jeg har en MASSE fortællinger der fra og nogle af mine aller kæreste venner mødte jeg der.

Det at turde slippe alt sikkerhed hjemme fra, at turde give slip og bevæge sig ud i det ukendte, det er det største man kan gøre for sig selv. Jeg er min mor evig taknemmelig og fuld af beundring for, at hun gav os den rejse, oplevelse og eventyr, den gave, som udviklede os på alle måder. Danmark går INGEN steder, så farer man vild og fortryder, så er sikkerheden derhjemme, lige for enden af vejen og ikke langt væk fra en.

 

Vanja Carlsen