Når børnene råber om hjælp.

Jeg sidder her med den STØRSTE knude i maven, har næsten lyst til at græde, eller skrige. Var vågen hele natten, dybt påvirket af en mail jeg fik i går aftes.

Efter jeg skrev min BLOG om, at jeg endelig, efter mange års kamp og efter jeg selv tog sagen i egen hånd, fik min førtidspension. Væltede det ind med mails fra fortvivlede mænd og kvinder i alle aldre, der alle spurgte mig til råds, så måske også deres sag kunne blive afsluttet og deres sjæl reddet. To af dem var mennesker med dødelige diagnoser, men alligevel skulle igennem en masse lort, bla til psykolog, da det jo må være hårdt, at skulle dø??? ARE YOU FUCKING KIDDING ME? Hvad fanden er det for et system vi har?

Men den historie der rørte mig aller dybest, var den mail jeg fik i går fra en ung pige, der fuld af kærlighed og fortvivlelse til og for sin mor, råbte om hjælp, hun ikke kunne klare at se sin mor blive behandlet så dårligt af systemet mere.

Hun beskrev hvordan hendes mor, der altid havde arbejdet førhen, altid været atletisk, men var blevet revalideret, efter at ha været opereret i knæet 9 gange i 90érne, og siden da fået dropfod, hun blev senere opereret i både nakke og ryg. I dag er hun næsten 100% ude af stand til at lave noget som helst, og blevet erklæret for kronisk syg, uden muligheder for at få det bedre. Hun kan sidde max 10 minutter, højst gå 200 m og ligger forpint i voldsomme smerter hele dagen og natten, (på smerte skalaen, ligger hun konstant på 8-9 sidst på dagen). Hun får det der svare til max pille indtag, hvilket gør hende kvalm og er ude af stand til at holde på ting, da hun har netsat kraft i hele venstre side.

Familien består af en far , datter, hendes tvillingebror på 17 og lillebror på 14. Faderen og datteren fungere som hendes hjemmehjælpere, de vasker og bader hende, tager hendes bh, strømper og sko på, knapper trøjen og ordner ALT i huset. Hun har haft rollator, men kunne ikke bruge den pga hendes manglende kraft i hænderne, transport stol, gribetang mm. Der er tale om, at hvis hun bliver værre, så er det næste at få hende på plejehjem.

Alle behandlingsmuligheder er udtømte og både hospital, egen læge og klinisk funktion, har alle skrevet i hendes sag, at hendes arbejds evne er på NUL. Ja du hørte rigtigt. Men ALLIGEVEL, mener kommunen at hun SKAL i arbejds prøvning.? Jeg mener de burde straffes i den grad, for at udsætte den stakkels kvinde for mere, hendes sag SKRIGER en lige i hovedet, at hun da for helvede er så syg, at en pension burde ha været startet for LÆNGST.

Hun har allerede været igennem psykolog, mindfulness, kognitiv smerte behandling og fys uden det hjalp. Men hendes sagsbehandler er en torsk, der følger regler og principper og mener det er værd at prøve? Jeg har ingen ord, man har lyst til at troppe op og ruske dem på det kontor godt og grundigt.

Jeg skrev et BLOG indlæg, dengang loftet ramte alle syge, skrev at det også ville ramme børnene, at de ville stå som de nærmeste og se deres forældre synke i gruset, se deres elskede blive behandlet SÅ dårligt, at det ødelagde hele familien. familier bliver opløste, folk bliver skilte, da presset ødelægger dem stille og roligt, mange ryger ned med depressioner og selvmordtanker.

Denne skønne, dejlige pige på kun 17 år, der nu skrev til mig, elsker sin mor SÅ højt og kan slet ikke forstå, hvordan man kan tvivle på at hendes mor skal på pension?. Hun beskriver en mor der altid var aktiv med dem før hun blev rigtig syg, holdte deres hjem smukt, var glad og deltog i alt, men nu ligger forpint og ulykkelig hele dagen, fordi hun ikke kan være en del af det mere. Det skære  VOLDSOMT i mit hjerte og vækker mine moderlige beskytter gener, som jeg som syg også har for mine egne børn, de instinkter,der vil sørge for at børnene IKKE skal bekymrer sig, ikke være nervøse, bange eller fortvivlede, men bare være det de er, BØRN <3 🙁

Jeg har valgt at vedlægge et lille udklip fra en af pigens mange mails til mig, som beskriver det så fint.

 

Min mor betyder alt for mig. Jeg har siden jeg var 6 år gået til rytmisk dans og spring. Er i dag en nogenlunde god gymnast og det er min mors fortjeneste. Hun har fulgt mig, sidder i hallen og været med til alle mine opvisninger. I dag kan hun ikke og det piner hende. Det eneste hun ikke vil slippe er den store klubopvisning. Vi kender foreningen så godt, så min mor har den aftale at hun må komme tidligt, så har hun 5 sæder hvor hun ligger oven på en masse tæpper og puder (for to år siden synes jeg det var pinligt, men nu er jeg stolt af at hun kæmper sig derud, og må acceptere at ligge i soveværelset 2-3 dage efter) men jeg elsker at se min mors stolthed når jeg er på gulvet, for jeg ved hun er pavestolt af mig. Så derfor kæmper jeg nu min mors sag.

 

Behøver jeg sige mere?

Børn tager over nu, de råber om HJÆLP. Det er det system vi i dag har, det er det vi byder vores svage og deres familier. Mine egne børn blev også påvirket i så voldsom en grad, at selv skolen blev bekymret, for det fyldte ALT, og hadet til systemet er for dem i dag, kæmpe stort og med god grund. Håber at den nye generation har bedre ODDS end dem vi har i dag.

Jeg har fået lov af familien at skrive deres historie her på min blog, da jeg syntes det er så´ vigtigt at den kommer ud og belyser HVOR slemt det står til.

Hvis der sidder et klogt hovedet, eller en der har bare det mindste råd til at denne familie, som kan bidrage til at få afsluttet denne families kamp, så skriv til mig i pb på min BLOG side på facebook `vanjas blog´, eller på min mail. TAK. <3

Til kommunerne, sagbehandler og Staten, vil jeg bare sige SKAM JER for det i udsætter de syge for, det er en skændsel for alt vi burde stå for i Danmark.

Vanja Carlsen