Eventyret om det lille juletræ.

Kender i historien om det lille juletræ? Det er en klassisk lille fortælling, som vi i år her hjemme, vil læse højt juleaften, mens vi sidder i mørket ved skæret fra det lille starinlys, inden døren åbnes ind til juletræet, der hvert år bliver tændt af to voksne, så det ståler så utrolig smukt, med en masse levende lys og stjernekastere.

Jeg har selv oplevet en vaske ægte juletræs historie, som jeg her vil fortælle jer om, som et eventyr.

En gang for længe siden, i en lille lejlighed inde i det gamle København på 3 sal, gik en glad kvinde rundt og gjorde sin stue fin. Hun skulle nemlig havde hendes voksne datter og sine tre børnebørn hjemme til jul dette år.

De var fra en ret stor familie, med mange forskellige typer af mennesker, og pga at den var SÅ stor, delte de den derfor op hvert år, så der var plads til alle i dvs stuer. På den måde blev hver jul anderledes, for alle havde hver deres måde at holde den på.

I år var det så kvindes tur til at lægge hus til. og for en enkel gangs skyld, ville hun gerne holde det ganske enkelt og roligt, uden de store armbevægelser og med kun få rundt om bordet.

Hun var typen, der ikke var til alt det med nisser på hylderne og  jule glimmer i alle afstøbninger og holdte det derfor ganske neutralt, med blot en hyacint, eller to i vinduet, en blå Polsk jule stjerne i loftet og en frisk buket tulipaner på bordet. Men i år var lidt anderledes, nu skulle hun jo holde jul for sine børnebørn og så måtte hun ha et juletræ. Hmmm,? hun gik længe og tænkte, for hun var ikke meget for at betale en masse penge for en´ aftens fornøjelse og desuden var det synd for alle de grantræer der måtte lade livet, for at mennesket kunne danse om det i 10 minutter den 24 december.

I den anden ende af landet, gik den gamle bondemand rundt og nussede om sine grantræer, inden de skulle transporteres ind til storbyen til det store jule salg. Han havde dyrket juletræer i 23 år og elskede at se dem vokse og tanken om at de skulle glæde en masse familier juleaften, fik ham til at smile. Der duftede af gran, hver gang han rørte dem med sine blå fløjesbukser, når han gik tæt forbi dem.

I dag var dagen, hvor juletræerne skulle fældes, det var nemlig den 19 december og nu folk gerne ville have træerne hjem i deres stuer. Han havde sin sav med og ladvognen stod klar ude i siden af gran plantagen. Det tog hele dagen, fra solen gik op, til den gik ned, før at han var færdig. Med trætte arme, satte han sig på en træstub og nød synet af sit hårde arbejde.

Mens han sad og så sig omkring, fik han øje på et lille træ, der for lidt siden, havde stået gemt inde imellem de store. Det måtte ha forplantet sig selv, for på hans mark var alle træerne plantet samme dag for mange år siden og derfor alle i samme størrelse. Dette træ var ganske lille og stod nu helt alene og så ganske sølle og ensom ud. Bonden sad og så lidt på det, `jamen, lille ven, du skal da ikke stå der helt alene, der må være nogle der også kan få glæde af sådan en lille fætter som dig´ Sagde han og gik over for at save dens rodgren over. Men træet var alt for lille til at det kunne betale sig, man ville umulig kunne sætte fod på, tænkte han og hentede i stedet for sin spade. I et kraftigt hug ned i jorden, fik han det løsenet og gravet op. Han havde en lille sort spand på ladet, som han satte det ned i. det kom op til alle de store, der lå i stakke ovenpå hinanden helt tæt og afsted kørte vognen, væk fra landet der nu lå næsten sort hen, ind mod storbyens mange lys.

På torvet midt i byen, blev alle træerne tidligt den næste morgen, stillet flot op med fod på, så alle kunne se deres pragt. Familier kom i flokke og købte det ene træ efter det andet. Men det lille træ var der ingen der lagde mærke til. Det stod helt uset bag den smukkeste og største af alle ædelgran træerne.

Aftens mørke kom atter langsomt snigende, lysene rundt omkring blev tændt og bonden som selv stod for salget af sine træer, så på det lille træ og rystede på hovedet. `Hvad skal der dog blive af dig lille ven´, mumlede han for sig selv.

Kvinden fra lejligheden var netop denne dag ude og handle mel ind til de sidste klejner, som hun skulle lave dagen derpå, da hun passerede bonden og alle hans juletræer ved torvet. Hun kiggede på træerne og snusede julegrans duften ind. Den var nu skøn, tænkte hun og gik videre, men lige da hun nåede forbi den sidste store ædelgran, faldt hendes blik på det lille træ, der næsten usynligt stikkede op fra jorden. Hun stoppede og kiggede ned. Sikke et sødt lille træ, udbrød hun, det er jo lige præcis det jeg har ledt efter til min juleaften. Hun løftede det op og smilede. Hun vidste at det var det træ hun ville have, det var enkelt, lille og med rod, så det bagefter kunne plantes ud og leve videre, når de havde danset om det.

Som hun gik der med det på vejen hjem, opdagede hun en lille brun dims, der sad på en af grenene, hun standsede og så, at det var en sommerfugl, den sad og sov med samlede vinger. Den var nok gået i vinter-hi og hun lod den derfor sidde.

Og sådan blev det. Midt på hendes stue gulv, stod det lille-bitte træ i sin potte med sommerfuglen stadigvæk siddende på.

Børnebørnene syntes det var så fantastisk, at de var på samme højde som træet. De pyntede det med hjemme klippede papirs engle og røde æbler og passede hele tiden på, ikke at røre ved den sovende sommerfugl.

Juleaften kom og tiden var inde, til at de skulle danse om træet. Aldrig havde det været så nemt at nå rundt om det, som nu. 🙂 De sang så godt de kunne, `Højt for træets grønne top´, da sommerfuglen, pludseligt spredte sine vinger. Alle stoppede op og iagttog den. Den foldede sig helt ud og som den smukkeste jule dekoration, viste den nu alle sine vidunderlige farver som før var gemt, den viftede med vingerne, op og ned, mens de andre fortsatte med deres sang igen. Træets pynt var nu levede og det gav en følelse af ekstra glæde. Pigerne fulgte den med øjnene, mens de gik rundt og rundt. Til sidst, da sangen var færdig, lettede den fra sin gren og fløj op og rundt i stuen. Den blev en del af juleaften på den hyggeligste måde. og alle følte sig taknemmelige over at netop dette lille træ, havde givet dem denne oplevelse med.

Ugen efter, da julen var ovre og alle de store træer fra torvet, blev sat ned til stor-skrald på gaden foran husene, mens de døde og udtørrede og lettere brune, alle tabte deres nåle, blev det lille træ i potten, kørt med tog op til kvindes sommerhus, hvor hun gravede et hul på den lille høj ved gyngen til det. Der skulle det vokse sig stort og smukt og glæde hende og børnebørnene hvert år, jul, efter jul, sommer, efter sommer.

Og det er lige netop det træet har gjort. Det står der den dag i dag, knap 2 meter højt og svajer i vinden på den lille høj. Hvert år når vi kommer op i sommerhuset, går vi hen og hilser på træet og tænker tilbage på den juleaften, hvor den kom med sommerfuglen og gav os en aften vi aldrig glemmer.

 

 

Vanja Carlsen