Gravid mor, kravlede ned af færge, til lille båd.

I gamle dage, var reglerne ikke så firkantede og man gav folk rum og luft til fri bevægelse. uden kontrol og med troen på at mennesket selv kunne tage ansvar for sine egne handlinger og at de viste respekt for det sted og situation, de nu var i.

Det samme gjaldt Bornholmer færgen. Den sejlede da jeg var barn, fra Nyhavn af, og stod stor og smuk foran de små både, hver aften.

Turen varede 7 timer og færgens indre, var som en stor sove sal, (med mindre man havde råd til egen kahyt, hvilket ingen havde). Så færgen var proppet med sovende mennesker i gangene, i kantinen, under bordene, i den blå salon, som var rarest, da der var gulvtæppe på gulvet. eller i køje rummet, hvor der var 200 køje senge samlet i et rum, men de var svære at få plads i, da alle stormede der til først.

Jeg husker en aften,  da jeg var 12 år, jeg havde fået plads derinde med min mor og lillebror, jeg havde kun lige lukket øjnene og var ved at falde i søvn, da min mor pludselig fik den geniale ide, at spille en godnat melodi på en violin, min lillebror havde fået af sin fars ven.

Nu ved jeg ikke om du selv har prøvet at spille sådan en, men jeg kan fortælle dig, at hvis du IKKE kan spille den, lyder det seriøst som en kat der er ved at blive pint ihjel……..langsomt.

Men min mor syntes åbenbart at det var en fin afslutning på dagen og skænkede ikke de andre 197 mennesker i rummet en tanke.:-) Jeg gemte mig under mit tæppe.`mor altså´, der var helt stille, med kun lyden af den torturede kat, indtil den blev afbrudt af en meget sur stemme der råbte. `SÅ HOLD DOG FOR HELVEDE KÆFT´. Arg, hvis man kunne kravle ned i et hul af flovhed over sin mor. 🙂

Nåh, det var lige et side bemærkning. Min historie, er stadigvæk ombord på Bornholmer færgen, jeg var dog ikke født endnu, men lå trygt og godt i min mors mave.

Hun var gået ombord, for at sige farvel til sin elskede far, der boede på øén, og dengang måtte man gerne gå ombord, for man stolede på, at gæsterne selv gik fra borde, inden afgang.

 

Det plejede min mor også, men denne gang kom de i en dybere snak og uden de havde lagt mærke til det, var færgen på vej ud af havnen.

Min mor for´ op af stolen, hvor de sad, `nejjjjj´, råbte hun, for hun havde en vigtig arbejds opgave tidelig næste morgen. Men hun vidste også godt, at en færge ikke vender om, fordi man har været uopmærksom. Så hun stak dem en løgn.

Hun løb op til en ansat på færgen, `i må vende om, jeg har en lille datter siddende alene i min bil på kajen´. Manden kiggede på hende og vidste, at så var hvert sekund vigtigt,  på kort tid, fik de en mini speedbåd sejlet ud på siden af færgen og min høj gravide mor, måtte med tungen lige i munden, kravle ned af en lang stige, langs de mange meter metal vægge. og ned i den lille båd, der stod truende i de små bølger, alt i mens min morfar stod oppe på dækket og kiggede bekymrende ned på sin datter.

Havde det været sket i nyere tid, havde der helt´ sikkert ligget tons af billeder på nettet af det, men for nu, må vi nøjes med billedet af det, for vores indre.:-)