Den lille muldvarpes (næstens) død.

Engang for mange-mange, ALT for mange år siden, før internettet var blevet opfundet og 100% sikkert, ikke var placeret i alles hjem og jakke lommer, som den vigtigste ejendel i hele deres verden. fandtes der noget der hed,  `nærvær og ægte oplevelser´.:-), jo-jo, den er god nok, det var noget med at være tilstede med dem man var sammen med, og gøre ting sammen. Det var faktisk ret fedt og tror det kunne gavne rigtig mange, i dagens moderne samfund, og måske endda fjerne den mest udbredte sygdom vi har, den som hedder depression, ensomhed og lavt selvværd. For internettet fortæller os KONSTANT, via instagram, facebook, snapchat mm, om det perfekte liv ALLE andre lever. Noget som er den STØRSTE illusion og løgn til dags dato. Men ikke desto mindre, det vi forholder os til og sammenligner vores eget liv med.

Jeg vil fortælle om en ægte oplevelse, som skete `før´ vi blev passive til tv, mobil og computer skærmen, en oplevelse vi stadigvæk taler om, griner ad og ligesom en god vin, kun er blevet bedre med årene. 🙂

Engang for længe siden……. ( kunne ikke dy mig).;-)

Om igen, altså……På en dejlig solrig og sen eftermiddag, fik min far, mor, to brødre og lille mig,  pakket den lille træ, træk vogn i blå og hvide farver, som min far havde bygget, proppede alt muligt i til en hyggelig picnic tur i skoven. Sammen vandrede vi de få km ud i skoven, der lå rimelig tæt på vores hus i Helsingør og derfor oplagt at bruge til formålet.

Skoven, som hed Kongelunden, lå på en bjerg skråning, højere end byen, så man stod højt oppe imellem træerne og kunne se helt over til Sverige igennem dem. Udsigten fejlede sgu ikke noget.

Da vi var nået et godt stykke ind i skoven, i sikkerhed for ikke at møde alt for mange af alle de andre, der heller ikke havde fået internet endnu 🙂 placerede vi os i en lille skov åbning, tæt på skråningen.

Min far og mine to brødre samlede kviste og grene til at lave et lille bål med. sammen satte vi os rundt om bålet og pustede til ilden, mens min far lagde flere og flere grene på som den blussede op. Da ilden havde fået ordentlig fat og vi havde spist de medbragte og meget hjemmelavede madder, satte min far en stor, halv rusten jern gryde over ilden. For nu skulle vi nemlig ha popkorn til snack-dessert.:-) Min mor hentede posen i træ vognen og kom hele indholdet af majs kerner, ned i den nu varme gryde sammen med lidt olie.

Man har kun det sjov man selv laver, et motto vi lever højt på, så min mor puttede ikke låget på, for det var så meget sjovere, at se popkornene springe rundt i alle retninger 🙂 Som et gryde fyrværkeri, blev de levende og vi måtte dække vores ansigter bag de voksne for ikke at få dem i hovedet.

Vi spise glade de få popkorn der lå tilbage i bunden af gryden og af dem, vi kunne samle op fra skov bunden. da vi var færdige, rejste vi os og skulle til at gå hjem af. Min far skubbede gryden af bålet og slukkede ilden, ved at sparke jord udover gløderne. Min mor ville samle gryden op, for at putte den i vognen, men den var så gloende varm endnu, at hun i et hurtigt ryk, smed den udover skrænten ( så kunne hun samle den op dagen efter, når den var nedkølet) Men som den fløj igennem luften, nåede de lige at se, en lille muldvarpe kravle op af selv samme skråning,  den havde ikke en chance mod den kæmpe jern masse, der nu var rettet lige henimod den og PLUMP, den ramte vuldvarpen lige´ i hovedet.

Arggg, min mor for´ ned af skrænten, hvad havde hun dog gjort, tænkte hun, blade og sten rullede ned i klynger, for hvert skridt hun tog. Hun sparkede til gryden og satte sig på knæ ved det lille dyr, mærkede efter og den træk vejret.? Puha, det gjorde den. Hun skulle lige til at rejse sig igen, da hun så, at der var et lille hul, lige bag ved den, som helt sikkert var indgangen til dens hule under jorden. Så hun tog den op i hænderne og proppede den ned, med rumpen først i det lille hul.

Så der sad den besvimede muldvarpe, med hovedet oppe af jorden og sov sin besvimelse ud. Mens vi lettede, gik hjem igennem den nu mørke skov, med vores lille blå og hvid træk vogn.

 

Vanja Carlsen