Til at brække sig over.

Dagen var kedeligt denne morgen, et tæt tæppe af ubrudte skyer på himmelen, havde lagt sig som en grå tåge henover byen. Den virkede nærmest farveløs, som jeg gik der med mine tre piger, mine to små nevøer og vores glade hund. Kl var endnu ikke ret meget, så folks vinduer stod sorte i de små huse. Vi var de eneste i gade billedet. Klank, klank, lyden af ungernes rulle kufferter, brød den ellers så freds-fyldte tavshed denne stille morgen.

Vi var på vej ned til den lille færge i Grenå havn, den skulle sejle os over til Anholt, hvor et familie medlem havde inviteret os, i en af skole ferierne.

Som vi trådte ud af bussen fra Århus, opdagede jeg for første gang, hvor kraftig vinden havde blæst op, siden vi forlod Sjælland den morgen. Nu ruskede den voldsomt i en og gik igennem marv og ben, som en isdronning rev den i mit tøj, hvirvlede mit hår i alle retninger og fik mine kinder til at svig af smerte. Vi viklede tørklæderne rundt om vores ansigter, mens vi sammenbidte, skyndte os ned til den ventende færge, som lå langs kajen og skvulpede i de store bølger, der som små krigere, bragede ind i siden af den med et højt brag lige efter hinanden.

Min første tanke var, `Er det mon overhovedet forsvarligt at sejle i dag´?, men så så jeg at andre gik ombord og tænkte, what the hell, vi havde jo alle spist de der pisse dyre, søsyge piller, som jeg havde købt dagen før, så det måtte da tage det værste af den kvalme, jeg havde forudset mig, kunne komme på en tre timers sejltur ud i Kattegat. Så off we went, kom op til landindgangen, hvor kaptajnen stod og tog imod de sidste ankommende, altså os 🙂 Normalt, ville man forvente et `Velkommen ombord´, men her blev der i stedet sagt, `Husk bræk poser´?

Ok, en lille nøjeren gik igennem mig, rettede ryggen og tog føringen, som den voksne jeg jo skulle repræsentere at være, for de andre fem små, så med voksenhed, førte jeg os ned til 1 dækket, hvor der var en opholds stue, hvor alle kunne sidde, eller ligge. I dag var det åbenbart at ligge, for da vi åbnede døren, lå alle nede på gulvet med tæpper på, klar til kamp mod det uvejr, vi alle vidste skulle omringe os, om ganske få minutter. Jeg blev søsyg bare at se på dem ligge der over alt. Jeg så bestemt på ungerne og i en rolig, men bestemt stemme, beordrede jeg dem alle til at ligge sig på gulvet, med deres jakker henover sig og fra nu af, ikke at sige ET ord, jeg selv fandt en sidde plads ved et bord, da jeg vidste jeg på ingen måde, ville kunne ligge på et hårdt gulv med min ryg.

5 minutter efter begyndte færgen at sejle og ligeså snart den havde sluppet siden af kajen, begyndte den at vippe så voldsomt, at alle gispede, jeg rejste mig op, som en anden medie idiot, for DET måtte jeg da bare lige filme til mine facebook opdatering. Jeg holdte godt fast og fik med rystende ben bevæget mig tæt nok til at kunne filme lidt ud af ko øjet. Puha, så var det ellers om at få sat sig igen. På vej over til mit sæde, så jeg min yngste ligge i kramper, hun havde det allerede dårligt og vi var endnu ikke kommet ud af havnen, fuckkkk, så meget for de dyre søsyge piller.:-( Jeg gik over til hende, med mærkede hurtigt at det var en umulig opgave og måtte lade mit grædende barn ligge, for at redde mig selv fra at kaste op. Satte mig med hoved bøjet indover bordet, lukkede øjnene og tænkte, det her gør jeg ALDRIG igen, prøvede at fokusere på alt andet, prøvede at trække vejret på en rolig måde og prøvede at snyde min krop til at være et sted, hvor det ikke blev kastet op i luften, som sad man i det Gyldne tårn i Tivoli, men faktisk bare lå på sofaen derhjemme, men den var sgu ikke sådan at snyde.

Mens jeg sad i mine egne meditations tanker, kunne jeg høre en af mine nevører kaste op. `Pis´, han var ikke så gammel, så om jeg så skulle dø i at forsøge, så måtte jeg bare over til ham. Rejste mig langsomt og med hvide knoer, fordi jeg skulle holde så godt fast i bordet derhen til, kom jeg i mål, der var bræk udover alt og udover ham. Jeg satte mig på knæ og rakte halvt i blinde, hånden over til kassen med brækposer og papirs servietter, tog en kæmpe stak og nåede kun lige at få dem over til hans små hænder, da min krop gav efter for kvalmen, jeg slap servietterne, så de alle landede ned i brækken, tog en brækpose op og nåede lige at sætte den for munden før eksplosionen. Så der sad jeg på hug, med en pose og kastede op, mens min lille nevø sad og så på alle de servietter der nu lå udover ham, mens hans storebror så på mig og på hans lillebror på skift, fuldstændig ude af stand til at se, hvem han skulle være mest bekymret for. Jeg rejste mig, mens kroppen rystede og fik svagt frem stammet, `jeg kan ikke´og satte mig på min plads med hovedet ned i endnu en pose.

HELDIGVIS var min ældste datter med og det viste sig, at hun åbenbart er mega sø stærk, så hun foldede sig ud som den sejeste engel og tog sig af både sin lille søster der lå og græd, men også af drengene, imens sad jeg gas blå i hele hovedet og rev de sidste rester af gjalde op fra mit inderste, så jeg fik sved perler i hele femøren af ren anstrengelse.

Bølgerne var nu SÅ overdrevet voldsomme, at vi nærmest fløj, i kid you not, alle ens indvolde forlod kroppen, for at lande igen med et brag og hver gang de landede, så gik al lyset i rummet og lyden af opkast kunne høres fra hvert hjørne.  Jeg var så dygtig at fylde hele seks poser, som smukt lå lukkede under mit sæde, eller det gjorde de til at starte med, for pludselig, gav båden et så voldsomt ryk i sig og lagde sig på siden, ikke sådan, vi vugger lidt, med helt ned på siden, så alt og alle, der lå i højre side, nu lå alle andre steder, der i blandt også mine brækposer. Det viste sig da vi kom i land, at det var auto piloten der var gået og derfor havde færgen lagt sig i side gående retning i forhold til bølger og vindretning, noget der er no-go, når det blæser.

Tre timer skulle turen ha taget, men for hyggen skyld, tog det lige en halv time ekstra. Hold nu magle, troede fandme, at jeg skulle dø, jeg sad som limet til min taske, som jeg brugte til hovedpude, ikke en´ gang turde jeg åbne øjnene og se op, for selve lyset lammede mig og jeg magtede ikke at blive konfronteret med synet, lydene var mere end rigeligt for min lille og meget søsyge sjæl.

Under hele turen var alle stille, ingen talte, eller sagde noget, kun min datters engelstemme kunne høres fra tid til anden, når hun spurgte de andre. om de skulle ha en ny bræk pose eller andet. Jeg sad i mit stille sind og takkede hende for at være med.

Min yngste lå med vores hund, som vist var gået i chok, den kastede op lige ved siden af hende, det udløste en lavine, så hun også kastede op, hvorefter hunden begyndte at spise det, så dem overfor også kastede op, hold nu kæft et cirkus. og igen var der stille, lige til de højeste bølger igen tog over og kastede os op i sindsyge højder, SÅ kom alle frem med poserne pomte igen, den var sten sikker hver gang, som en symfoni spillede vi alle på samme node.

Da færgen lagde til, rejste alle sig op fra gulvet, ingen sagde noget, jeg tog et tyggegummi for at fjerne den værste smag, men ellers var der stille, sammen gik vi i en lang flok op til gang broen, døren stod åben `Ahhh, frisk luft´, først nu åbnede jeg mine øjne og foran mig stod hele øens beboer med store smil og tog imod deres grønne kære. Det var meget stærkt og selvom jeg har svoret ALDRIG at sejle den tur igen, så er det turen værd, når man først er landet. Anholt er et lille paradis midt ude i ingenting. Men for guds skyld, husk brækposerne.

Vanja Carlsen