Er træt af mig selv.

Sidder du som jeg og tænker. `Hvad skete der egentlig med mit liv´? ` Er det her virkelig det?, hvad med alle de drømme jeg så for mig, der skulle opleves og udleves? Hvad med den kerne familien, som jeg forud så, jeg altid ville ha for mine børn, hvad med det arb, jeg skulle leve selvstændigt af, når jeg nåede ca den alder jeg har nu?´

Mange spørgsmål. Hvad gik der galt og HVORFOR overhoved? Svarende er vel mange.

Jeg valgte de forkerte mænd, satsede forkert, tog de forkerte veje og fik en lorte ryg med i bagagen, som nu i dag, gør jeg er ret fanget i min krop og derfor begrænset i alt jeg så gerne ville med mit liv.

Hvad kan jeg så gøre ved det? Altså at få ændret denne triste udvikling jeg er endt i? For som jeg har det nu, kan jeg med sikkerhed sige, at jeg IKKE er stolt, eller glad for den jeg er blevet. og sådan skal det jo ikke være, så må man ændre kurs. Jeg er jo min egen arkitekt på, hvordan mit liv skal forme sig og kan jeg ikke lide strukturen, ja, så må jeg da om designe den, ikk?.

Mit problem er bare, energien, Det er som om, jeg bliver træt, blot ved tanken, magter ikke og tager i stedet for, en triste/trøste spise tur, bliver irriteret på mig selv, over min egen svaghed og spiser lidt mere, så bliver jeg flov over mig selv og ligger mig på sofaen og glor på tosse kassen. Wauw, kan det blive mere ynkeligt og deprimerende? Nej vel?…Og så kommer ordene, SÅ GØR DOG FOR HELVEDE DA NOGET VED DET KÆLLING. Seriøst, let dog røven og se at komme i gang.

Rejser mig op, føler mig næsten svimmel, ser mig omkring, hvor hulen skal jeg starte? Lægge tøj sammen, ordne køkkenet, få fjernet den neglelak på hænder og fødder der ligner, et trist forsøg på hærværk, få ryddet op i rode rummet, ordne de papirer der har samlet støv i alt for lang tid, eller en af de 1000 andre forsømte ting, der hver dag prikker til min dårlige samvittighed?. ELLER, skulle jeg tage, at få set nogle af mine meget forsømte bekendtskaber? Tage ud og få en kaffe, få talt om livet, eller bare lufte hunden?

Alle de tanker, og stillinger der skal tages, er nok til at jeg sætter mig igen, tungt retur, ned i sofaen og tænker `fuck det, jeg er sgu for træt´. YNK. Er virkelig-virkelig træt af mig selv. Og det er så pisse deprimerende.

Hvor er Vanja den glade? Har ikke været glad i alt for lang tid, murer mig inde og genkender ikke den jeg er ved at blive. SAVNER mig selv, for jeg ved hun er der, et eller andet sted.

Jeg er træt og træt gør en sur, som gør en trist, som gør en led. En dum, ond cirkel, som æder en op, stille og roligt.

Ser foran mig et bjerg med mig på toppen, VED at jeg nok skal nå der over og op :-), men først skal jeg turde ændre kurs, skal ha styr på hvad der skal ske med mig, pga min ryg, så økonomien igen er til at leve af, så vi ikke skal tigge for at overleve og så skal der skæres ind til benet mht hvad der er vigtigt i mit liv, hvor meget har jeg taget med i bagagen, som blot er larm der dræner mig, i stedet for at åbne mine sanser for at flyve ud i livet og mærke det igen. Enkel gørelse er vejen frem.

Nu må i ikke altså tro jeg er deprimeret, jeg er bare TRÆT af, at alt kun handler om at `overleve´, savner luft og frihed fra systemet. Jeg er jo også en heldig kartoffel, super taknemlig, jeg har et smukt hjem, de mest FANTASTISKE piger ved min side, elsker dem åndsvagt højt, har en familie, jeg forguder og vi er der for hinanden, har skønne-skønne venner og kender alle i min by. Grundstoffet er sgu i orden. Men hvor er min selvstændighed? Den mangler, så jeg kan klare mig selv, forsørge mine piger, gøre det, jeg syntes alle andre gør, og jeg selv altid har kunne, indtil for få år siden. Lotto vinder jeg næppe og en mand skal ikke redde mig, jeg vil SELV. 🙂 Stædig og dum, what ever, men hvordan jeg gør, det er spørgsmålet.

Vanja Carlsen