At give slip er svært.

Så skete det, min datter er flyttet fra reden for en kort stund, som for en mor, lige nu virker mere som `forever´.

I går afleverede vi hende på hendes efterskole, som heldigvis virkede virkelig god, sød room mate, ( puha, lettelse), søde forældre, sjove lærer og en god stemning hele vejen rundt og ikke mindst, at hendes veninde også skal gå der, hvilket gjorde `farvellet´ en DEL lettere. Havde de ikke stået arm i arm, med et stort smil på læben, da vi vinkede farvel, så kan jeg med sikkerhed sige, at så havde min knude i maven været GIGA, voldsom stor og turen hjem meget lang.

At ha børn, siger de, er kun til låns, men først når du står som en dag, som i går, med dit barn og hele hendes værelse er pakket ned, klar til at folde sig ud på fremmed grund, går det op for dig, at `hey´ mine piger bliver ikke hos mig i huset resten af livet? Det tager man ellers for givet i den normale hverdag, men pludselig står man der og ser hende gå den anden vej, en ny vej og selv om det er hårdt, så er det også FANTASTISK, for jeg under hende ( og mine to andre piger) at springe ud i livet, under dem at opleve alt det de kan, møde nye mennesker, se sig omkring og finde deres helt egne veje.

Jeg blev selv kastet ud i livet i en ret tidelig alder, allerede som 14 årig, prøvede jeg at bo med min kæreste i en skurvogn i England, bare os to og alle skovsneglene i haven. Det var ikke i lang tid, men vi gjorde det og min mor var ikke længere væk, end at jeg lige kunne gå hjem og få lidt mor-datter tid.

Men ellers var jeg god til at klare mig selv meget hurtig i livet, min mor var ikke så sentimental, som vi er det i dag med vores børn. Som 13 årig tjente jeg mine egne penge, betalte lidt for at bo hjemme ( hvilket jeg var sur over, trods det var et ret lille og kun symbolsk beløb), vaskede selv mit tøj, rejste rundt ( blaffede) og var ikke bange for at gøre tingene selv, uden hun var der. Det blev min styrke og gør, at jeg i dag tør springe ud i nye ting og tør tage handling.

I dag er det forældrene der handler på deres børns vegne, vi over beskytter og forkæler dem. Jeg er ikke et hak bedre selv, jeg vil gøre ALT for mine piger, men er det i virkeligheden godt for dem? Mit hjerte siger nej, for hvem er de så, hvis/når jeg ikke gør det mere? De har jo aldrig fået lov, fordi jeg kom dem i forkøbet og dertil mener jeg, rydde op efter dem, handle, ringe rundt for lege aftaler, betale for alt de ikke kan leve uden, som alleeeee de andre også har og de skal jo ikke være udenfor. osv osv og har de en konflikt, ringer vi straks til forældre, skolen eller hvem det nu drejer sig om.

Men når jeg nu ved det er en bjørnetjeneste jeg gør dem, hvorfor bliver jeg så ved? Tænke-tænke?….Fordi jeg bare godt kan lide at se dem glade, at det er min måde at vise dem, at jeg elsker dem og fordi jeg er udmattet og er man det, kan man ikke holde disciplin, men giver op, efter pegefinger nr. 5 er blevet løftet og ordner det til sidst selv, men det er jo mit valg og derfor kan jeg ikke beklage mig.

Men nu er de ved at være der, hvor jeg skal slipper dem fri, lade dem, som min mor gjorde det, finde ud af det selv, lade dem vokse, det vil kun gøre dem stærkere og derfor er jeg glad ved tanken om, at min mellemste nu er et sted, hvor hun vil blomstre, samtidig med at min ældste er i fuld gang med at videre udvikle sig på en ny skole, så hun har større valg muligheder, når hun skal finde ud af hvad hun vil arbejde med, mega sej er hun og denne gang, er det hende selv der går i front, har selv tilmeldt sig, selv ordnet det man skal, står selv op, ja alt, jeg ser hende bare komme og gå og det viser mig, at hun er ved at være klar til at flyve ud i det store fantastiske verden.

Piv, jeg knus elsker mine piger, så selvfølgelig er det svært og det betyder ikke kun at de, er i en udviklings process, det er jeg jo så pludseligt også, for mit liv bliver på et tidspunkt helt´ anderledes, jeg bliver også´ min egen og skal finde ud af, hvad JEG vil og skal med mit liv.:-)

Vanja Carlsen