Teknikkens mysterier.

Har du ikke også som barn, siddet med store øjne og brudt din hjerne over, hvordan lyden fra et menneske, kan komme ind i telefonrøret, eller hvordan flyet kan lette, trods dens ufattelige vægt? Jeg har i hvert fald.

Jeg har undret mig og gør det egentlig stadigvæk, over HVOR vilde ting der er blevet opfundet. Man tager det i dag for givet, men som barn var det et mysterie. Især hvordan mennesker kom `ind´ i fjernsynet. Jeg spurgte en dag min mor, som forklarede, at de kom ind via et tv rør, fra et studie…WOW…Jeg så for for mig, hvordan man mødte op i den store receptions hal, med et pænt, vel trimmet lyserødt guldtæppe, hvor der for enden stod en giga disk. Hvor der bagved, sad to velklædte damer og tog imod en, når man kom op til disken og sagde, at man gerne ville i fjernsynet. Så pegede de over på et kæmpe, rundt hul i væggen, som man skulle gå ind igennem ..Det var en lang-lang sort tunnel, hvor man på magisk vis, blev mindre og mindre, indtil man var helt ude på den anden side og inde i fjernsynet. Cool. Det ville jeg gerne prøve selv en dag.

Men vi havde som barn desværre ikke noget fjernsyn, kun en lille, bitte sort radio, som min mor hørte programmer og musik på. Men i DEN var der jo også bitte små mennesker. Jeg tænkte at de nok kom ind i vores radio, på samme måde, som dem der kom i tv og prøvede at løfte radioen, for at se, om jeg kunne ane dem der inde igennem en sprække. Men det var svært, jeg rystede den forsigtigt, for at høre om de da ville råbe `STOP´ til mig, Men de var top prof og stoppede ikke på deres udsendelse, bare fordi jeg rystede dem lidt. De talte bare videre om nyhederne for den dag.

Men så fik jeg en ide. For jeg VILLE altså se de her mini mennesker, koste hvad det ville. Så jeg fik fat i en kniv fra køkkenskuffen og fik med en masse besvær, brækket lidt af den ene side af radioen. Men de havde desværre gemt sig der inde.:-( Så jeg jog kniven ind igen og brækkede resten af. Stort set samtidig med, at radioen som nu lå totalt ødelagt og blottet, gik det op for mig, at de nok havde nået at stikke af, ud igennem røret, inden jeg fik åbnet ind til dem. ØV, selvfølgelig, de var da blevet bange, det var jeg også blevet. Hvis en KÆMPE pige ( på 6 år) ville efter dem og bruge dem som små levende dukker.

Min mor åbnede døren ind til skurvognen, hvor vi boede og så på mig og derefter på sin radio, eller hvad der var tilbage af den. Jeg forklarede hende min mission og slap derved for en skideballe, da hun syntes det var for sød en historie. TAK mor.