Min rejse som sælger i Norge og dem jeg mødte på vejen.

Som sagt, var det ben hårdt og næsten, slave agtigt, at være sælger for det firma jeg arbejdede for. De vækkede en kl 06 hver morgen med højt råben, som var man i militæret. og resten af dagen, var man i deres magt, så når de satte mig af på mine ruter, der varede 2 timer pr `drop-off´, så prøvede jeg at få det bedste ud af hele denne tossede situation, jeg havde sat mig selv i.

Jeg har rejst meget, men må sige, at det Norske folk, er noget af det mest imødekommende og venlige jeg har mødt på mine mange ture. På trods af jeg stod som en anden galning i deres private hjem, og vaskede cirkler på deres gulv og biler, så tog de i mod mig, som var jeg en kær gæst. Det udløste nogle fantastiske oplevelser, et´ var, at mange bød mig på kaffe og kage, men nogle samlede hele familien, lavede frokost og viste mig deres familie album, deres børn legede med mig og vi fik snakkede om alt imellem himmel og jord og kram blev givet ud når jeg skulle gå.

En dag kom jeg f.eks til et hus i en lille bjerg by, solen skinnede og i haven lå kvinden der boede der, sammen med en veninde og solede. Jeg kom ind med mit friske sælger fjæs på, men da jeg skulle til og i gang med at fortælle dem om produktet, begyndte jeg at grine, hvilket fik dem til også at grine og pludselig stod vi alle tre i deres køkken, ( dem kun iført bikini) og tude af grin, ikke ET ord fik jeg frem, for jeg var i kramper, så sjovt var det. Midt i det hele træder manden i jakkesæt ind af døren fra arbejde, han ligner et stort spørgsmåls tegn?, vi kigger på ham og brød så endnu mere sammen.:-) Til sidst måtte jeg kaste klædet i ringen og sige jeg desværre måtte gå, da min bil kom for at hente mig, men at sælge noget der, havde jeg helt droppet. Men sjovt var det.

Men den mest fantastiske oplevelse, var på en bjerg skråning, der gik ned til noget vand, hvor der lå få sejlskibe, huse var der ikke mange af, men det jeg først kom til, så slukket ud, jeg bankede på, men ingen kom ud. Så kom en mor med en barnevogn vandrende forbi `Ham der ejer det hus, bor nede på det store skib der nede´, sagde hun og pegede ned mod havnen, `han er en af Norges største forfattere´, fortalte hun mig, inden hun gik videre.

Jeg vendte om og gik ned mod havnen, ude for enden af molen, lå et kæmpe, smukt træskib, sådan et man kunne lave et hus i. Der var højt op til dækket. `HALLO´ råbte jeg `Hallo´ blev der svaret, jeg så op og så en hvidhåret mand stå og smile, ´kom op-kom op´ sagde han, og vendte sig om og gik væk. Da jeg kom op, så jeg, han stod på modsatte side og fodrede svaner.

Han sagde ikke noget, så jeg stod blot og iagttog hans gøren. Pludseligt vendte han sig om `kom med ned og hils på min kone, hun vil elske at møde dig´, hans ansigt var blidt og lyste op når han smilede.

Han åbnede et dør, der førte ned af en trappestige til det indre af båden. Jeg kravlede ned efter ham og kom direkte ned i et´ stort rum. Hele bådens indre var ryddet og stod som en kæmpe rå sal, med gamle træ gulve, smukke malerier, et aflangt spise bord og en masse symbolske ting,  fra andre lande. for enden af rummet var en kæmpe seng med sælskind på og midt i det, sad en smuk kvinde med langt, kul sort hår, der gik ned til hofterne på hende. Hun smilede varmt, som sin mand og tog imod mig, som var jeg en ventet gæst.

Jeg kan ikke forklare stemningen, men den var tryg, bekendt og fuld af kærlighed. Aner ikke hvordan, eller hvad vi snakkede om, men i 2 timer, sad jeg bare med dem på senge kanten og snakkede, grinede og nød det.

Da tiden var gået, rejste jeg mig og takkede for deres gæstfrihed. Ikke EN gang fortalte jeg dem, hvorfor jeg var der, eller hvad jeg lavede i Norge og ikke EN gang, spurgte de, det var som om det var ligegyldigt.? Meget befriende og meget lærerigt.

Jeg havde også dage, hvor jeg ikke magtede at tale med nogle, så lagde jeg mig ud i fjeldet, eller hvor jeg nu kunne finde et sted jeg kunne slappe af.

En dag hvor det små regnede, var jeg blevet sat af på en aflang landevej, også i bjergene. På vejen lå tre huse, et af dem havde en kæmpe lade fyldt med hø i og åben i begge ender, så man havde fri udsigt til fjeldet. Jeg gik derind for at få ly for regnen. Det ældre ægtepar der boede i huset, havde åbenbart set mig og kom ud med et stol, et tæppe og en varm kop kaffe. Igen blev der ikke spurgt om, hvad i hulen jeg lavede midt ude i ingenting. Det var skønt.

jeg mødte selvfølgelig også idioter, men der var langt imellem, den eneste direkte dumme jeg mødte, var på et spise sted i en forladt by, manden der ejede det, var der ikke da jeg kom, så jeg lavede min klassiske cirkel midt på gulvet i cafeen for de ansatte, men da jeg var færdig troppede en meget vred mand op, `du går ingen steder, før den plet er væk´ snerrede han af mig. Jeg kunne se, at her skulle jeg bare nikke og tale ham efter munden. `selvfølgelig´, gik ud bag i, for at blande en spand med mit vidunder middel og drønede så ud af døren, mens han var et andet sted. Shit, der´ var jeg sgu presset. Heldigvis havde et kontor, der lå lidt længere nede af vejen, købt et læs vidundermiddel af mig lige inden, så jeg skyndte mig hen til dem og blev der, til min bil kom og hentede mig. For jeg var sikker på, at cafe ejeren løb rundt, ild rød i hovedet, for at finde mig., men ellers var jeg heldig, de fleste prøvede at inviter mig ud på dates, noget vi ikke måtte i firmaet, eller også takkede de pænt nej og så var det, det.

Men jeg lærte en´ ting, at rige mennesker, er de værste, kæft de er nærige, de forlangte de mest krævende tests, brugte al ens tid og kom altid med samme platte kommentar, når man ikke havde mere tid. Det har jeg ikke råd til lige nu. Hvor imod lille fru Hansen og de andre, altid kunne finde råd,? og brugte kun kvart af min tid, hvor jeg så valgte at bruge hele min tid, fordi det var så hyggeligt hos dem 🙂

En gammel-gammel bonde jeg besøgte på sin gård, midt ude i ingenting, var simpelthen så´ sød, at jeg ikke ville´ sælge ham produktet, men brugte i stedet min tid på at høre hans historie og fortælle ham min. Da jeg skulle gå, var han ved at græde og bad mig blive lidt længere, da han aldrig fik besøg og havde nydt det så meget, noget der fik mig til at tænke på, hvor mange gamle, bare i vores eget land der sidder hver dag for sig selv. Det er skammeligt, har DU besøgt din gamle kære for nyligt,? hvis ikke så afstig-afsted med dig, det betyder MEGET mere end du aner.

Jeg syntes Norge har en skønhed der er utrolig kraftig og jeg håber jeg en dag kan komme tilbage med mine piger, så også de kan opleve bare lidt af det jeg gjorde.

 

 

Vanja Carlsen