Et vaske ægte jule-eventyr.

Et rigtigt jule eventyr, er et hvor man kan drømme sig ind i en forunderlig verden, der hvor magien tager en med på en rejse, som man aldrig glemmer.

Sådan et eventyr, oplevede jeg for 10 år siden, da jeg var hjemme i min fars gamle sten hus fra 1700 tallet, med min daværende mand, mine tre piger og resten af familien for at fejre juleaften.

Som traditionen tro, blev vi efter at julemaden var indtaget, guidet op i stuen på 1 sal, hvor min far hvert år, havde lavet en hel jule-stue. Ingen måtte se rummet, før om aftenen, den 24 december.

Alt var taget ud, som normalt stod der inde og tilbage stod kun to aflange træ bænke og et lavt bord, lavet af min far, der var en stolt og dygtig håndværker,  som satte en ære i, at lave ALTING selv. Bordet var PROPPET med alt godt fra hans eget hjemme bryggeri, hjemmelavet kager, klejner i tre varianter, gerne rød og blå, 🙂 slik, mm, intet manglede, og på midten af bordet, lyste vikinge-båds stagen hele bordet op, med sine 7 lys, den havde han også selv smedet, men stillede den kun frem til jul. Fra loftet hang der røde æbler og gran grene, så duften af tørret skov fyldte rummet. På væggene hang der store tæppe-ligende billeder, nogle min far havde fået en ven i Grønland til at lave. De forstillede landskabet deroppe fra, med rensdyr og bjerge. Rummet var enkelt i sit udtryk, unikt og utrolig hyggeligt.

Der sad man så og nød alt det gode fra paradis, mens julebukken blev kørt ind i stuen. Julebukken var en træ buk, min far selv havde skåret ud i træ og smedet en lille vogn bagpå til gaverne, der var hjul på og i panden havde den et levende lys. Det var i stedet for et juletræ, som min far syntes var unødvendigt.

Mens vi sad og guffede i os af alle godterne, læste min far op af et gammelt jule eventyr, fra en af hans mange støvede bøger, som stod på hans bibliotek, da vi pludselig hørte hoved døren nede i gangen gå. Han havde ingen dør klokke, så det var skik, at man bare gik ind og råbte `Hallo´ ( For var døren ikke låst, vidste man, at der var nogle hjemme),. Men der var ingen der råbte noget? Så vi råbte oppe fra stuen..`Vi er her oppe´, Men der kom ingen respons,? Min far kaldte igen og en åbnede døren ud til trappen, så man kunne høre det, men stadigvæk ingen svar? Vi rejste os stort set alle, for det lignede ikke folk der ville besøge min far, ikke at svare?, så vi tænkte straks på, om det var en ubuden gæst. Sammen gik vi ned i for gangen. Døren var lukket? Men vi havde jo hørt den gå op? Min mor åbnede døren ud til gaden og der på jorden, på det lille trappe trin, stod tre små hør poser med silkebånd rundt om, nede i var der fyldt med små fint indpakkede gaver. Vi tog dem op og så på hinanden, Hvem var det der havde stillet dem?

Fra natte himmelen dalede store snefnug og gaden lå hvid og smuk og glinsede i gade lampernes skær, der var en utrolig stilhed. Sneen var så nyfalden, at ingen biler, eller menneske spor havde ødelagt overfladen endnu. Men så så vi, at der langs fortovet var helt ny-satte spor fra en slæde, du ved, en af dem  med kun to skinner, ligesom den julemanden køre i. Vi kiggede ned af vejen, men der var ingen at se, kun sporene fra slæden og sne fnuggene der svævede ned for at slette alle beviser. Ude i mørket, hørte vi en dyb latter. `HO, HO, HO´…og så blev der tys stille. Min mor stod et øjeblik, så løb hun ned af vejen i sine sutsko, mens hun satte hænderne for munden, som en tragt og råbte `Kom tilbage julemand, kom tilbage´….

Den dag i dag, ANER vi ikke hvem den fremmede var der kom forbi juleaften på sin slæde, med gaver til mine piger?. Det forbliver til al evig tid, et jule mysterium og det er vel det, et rigtig jule eventyr jo går ud på ikk?.:-)

Vanja Carlsen