En mors værste mareridt.

I denne uge kunne vi i nyhederne høre om en lille pige på 3 år, der var gået en tur og derefter forsvundet. Alle i hele Danmark holdte vejret og bedte til, at hun blev fundet i god behold, hvilket hun HELDIGVIS blev.

Jeg har selv oplevet netop´ det der skete, på egen krop.

Min datter var dengang også blot tre år og valgte at gå en tur på egen hånd, en dag vi stod pakket og var klar, til at skulle afsted med bil til Italien.

Naboen, som var min og min daværende kærestes gode ven, havde fødselsdag på denne smukke solskinsdag, så hele hendes have var fyldt med gæster, der var kommet til kaffe og kage.

Vi havde et lille hul i busken, der førte ind til hendes have fra vores, da vi ofte var sammen i vores haver.

Gæsters børn var inde i vores have og lege, da vi havde gynger og vipper mm hos os.

Som sagt havde vi pakket bilen og var klar til afgang, men inde da, ville vi lige hoppe ind og sige tillykke med en buket blomster. Vi har tops været der 5 minutter, inden vi gik tilbage igennem hullet i busken, ind til os selv igen, da vi så, at vores datter ikke var med de andre børn, som hun var, lige inden vi gik ind med blomsterne?. Hm, jeg tænkte ikke ydeligere over det og gik op til huset, men der var hun ikke, gik rundt i den store have, for at se om hun måske sad fordybet i leg et eller andet sted, men der var heller ingen Olivia at se der?. Da det var normalt for hende at gå ind til vores nabo, tænkte vi hun så nok var der og gik ind i den fyldte have uden held og bagefter ind i naboens hus. Men nob, hun var ingen steder. Ok, nu kom det første sug maven af bekymring og jeg gik derfor hurtigt ind til de andre børn igen og spurgte om, hvor de sidst havde set hende?. Ingen hjælp der at hente. Jeg råbte med en snert af stress i stemmen, til alle gæsterne for hjælp og straks var alle i gang med at kalde og søge. Hendes far havde allerede været ude ved vejen og kigge bla ved bilen.

NU var alle mine panik klokker vågnet. Jeg for´ ud til den pakkede bil og startede den, mens jeg så en masse af gæsterne løbe rundt alle vegne for at lede. Jeg selv, kunne ikke komme hurtigt nok væk, for TÆNK hvis hun var gået op til den farlige vej, der lå to gader væk? jeg drønede afsted, mens sveden og tårende nu pressede sig på. Adrenalinen drønede rundt med 180 km i timen i min krop, mens mit hoved hang ude af føre vinduet og råbte, så højt jeg kunne til alle jeg kørte forbi `HAR I SET EN LILLE PIGE I BLE OG EN LILLE GRØN KJOLE GÅ FORBI´? alle svarede nej, indtil jeg spurgte en ældre mand. `jo, jeg så en sådan lille en, gå med en mand den modsatte vej, en del gader væk´. OK, NU var jeg så bange, at jeg simpelthen ikke kunne trække vejret og at køre bil var direkte livsfarligt. Jeg trykkede speederen i bund og drønede videre, mens jeg sad højlydt og bad til guderne om, at der ikke måtte ske min datter noget. Jeg følte mig svimmel, som skulle jeg besvime.

Det føltes som om jeg kørte rundt i MINDST en halv time. Fandt hende ikke…`HVORFOR fanden duede min moder-radar ikke? Hvorfor kunne jeg for helvede ikke mærke, hvor og i hvilke retning hun var´??? Jeg var panisk og ønskede af alle kræfter, at jeg var synsk lige her og nu.

I alt-alt for høj fart, kørte jeg tilbage til huset, parkerede midt i det hele og løb ind for at se, om gæsterne havde fundet hende. Men nej.

Jeg hev mobilen op af tasken og skulle lige´ til at ringe til politiet, da min anden nabo ( en sød kvinde) kom gående med Olivia i hånden, op af vejen mod os. Det var som om alt blod forlod min krop. Jeg løb hen og tog hende op til mig og først der´ brød jeg sammen, hold nu op jeg græd. Lettet og befriet for en angst jeg aldrig har prøvet før, samtidig med, at jeg prøve at skjule det, for ikke at gøre hende bange.

Det at miste sit barn, ikke at kunne finde hende, eller vide hvor hun er, ikke kunne beskytte hende eller mærke hende, er noget af det VÆRSTE en forældre kan opleve. Tro mig.

Det viste sig, at hun havde set kæresten til vores nabo, gå ned af gaden, hun elskede vores naboer og var løbet efter ham. Han skulle i kiosken, som lå lige rundt om hjørnet, men det vidste hun jo ikke, så da hun ikke kunne se ham, da hun kom til hjørnet, havde hun blot fortsættet med at gå. En lille pige i ble og kort grøn kjole på, med rottehaler, går en lørdag formiddag kl 14 ned af en meget befærdet vej, krydser den og fortsætter hele´ vejen ned af en lang og ligeså befærdet vej til midt byen. ikke EN´ stopper denne pige og spørger om, hvad hun laver der helt alene??? Jeg var forfærdet over hun forsvandt den dag, men var ALLER mest befærdet over menneskets totalt passivitet. Kors jeg var vred på alle den dag. Skam jer, jer der kørte forbi. Folk er så fandes berørings angste. En dag bliver det en selv der har brug for hjælp….ikke rart at blive svigtet når man er i nød.

Lille Olivia havde gået den lange vej og mindst 30 biler må ha passeret hende. Hun nåede helt ned til det farlige kryds, hvor hendes små ben heldigvis var blevet trætte, så hun havde banket på den store dør ind til den katolske kirke. Men da ingen åbnede, standsede en yngre mand op, der havde set det og spurgte hende om hvor hendes mor var? ( 1000 tak til dig, hvem du så end var)? 🙂 Olivia havde ikke rigtigt noget sprog, men fik sagt `mor væk´, og derefter taget ham i hånden og begyndt at gå op af bakken igen, så han regnede med, det var vejen hjem, hun prøvede at vise ham. Det var der´, at min anden nabo havde opdaget dem og fået detaljerne fortalt, inden hun lettet og glad kunne tage hende med hjem til mig igen.

Så jo, jeg ved, hvad de forældre må ha oplevet i de timer, da deres datter forsvandt, selvom det i vores tilfælde nu kun´ var tale om 20 minutter… det føltes dog som 20 timer.

Pas på hinanden derude og stop op, når du ser en der virker lost, store som små.