Troede vist det var mig og ikke hunden, der skulle parres.

Projekt parring.

Noget jeg troede var det NEMMESTE i hele verden, i hvert fald når det kom til hunde. De er jo stort set i brunst non-stop året rundt og hannerne hopper op på ALT der kan pumpes, ( lidt ligesom i menneske verdenen vel) 🙂

Men gud, hvor skulle jeg blive klogere. Altså HVOR svært kan det være? hannen hopper op på tæven, de parre sig og så er den skid slået, BOM. Men næh-nej, det er åbenbart kun alle andre end min hund og dem hun har mødt der kan det. Ved ikke hvad der går galt, men parre sig, DET kan de sgu ikke. de humper hende i hovedet, på siden, og ud i luften, helst 5 cm fra hende, uden der er bulls eye og hun står selv uforstående med rumpen i vejret og ligner en der er faldet ned fra månen. Fatter det ikke. Nu har vi prøvet med hele tre hanner, to af dem endda erfarende og her over et år efter, er min hund stadigvæk jomfru og ingen hvalpe er der kommet, snøft.

I hendes sidste løbetid, måtte vi efter tre dage med en han, der igen ikke kunne ramme hullet, forsøge os med en mere erfaren en. De boede lang helvedes til fra os af. Så jeg hoppede på toget til langtbortistan og ventede ved Charlottenlund station lidt før tid. Efter en halv time, var manden stadigvæk ikke kommet? så jeg ringede for at sikre mig, at jeg ikke var blevet glemt. ( Det var konen jeg havde snakket med, men hun var på arbejde den dag, så det blev manden der skulle hente mig og hunden) Det viste sig, at jeg havde byttet rundt på byerne. Det var Albertslund og ikke Charlottenlund station vi skulle mødes. ARG, så afstig-afsted. Nåede til rette station og kom hjem til deres hus. Hurra.  De havde to han hunde og nogle børn boende der hjemme. Parringen gik som alle de andre gange ikke, så vi aftalte, at jeg kom igen to dage efter, så min hund lige fik en time out fra savl og næser oppe i rumpen.

Det blev en torsdag aften lige efter mørkets frembrud. Jeg ankom til stationen og igen var det manden der hentede mig. han gik mig glad i møde, duftede godt og havde smart tøj tøj. Well, manden havde nok været på arbejde tænkte jeg. På turen i bilen fortalte han om, hvor dygtig en sportsmand han var. hmmm, det jo altid godt at vide?.:-)

Lidt efter ankom vi og gik af de mørke små gader, hen til deres lille, etplans hus og åbnede porten ind til gården. Huset var et vinkel hus, med kæmpe glas vinduer ind til køkken og stue i et.

Vi gik ind i huset, for at de to hunde kunne være alene i gården. Da jeg trådte indenfor, var alt elektriske lys slukke og ( i kid you not) omkring 30-50 starinlys tændt. Over ALT i stue og køkken, som gik ud i et, var der levende lys, oppe, nede, på borde og hylder. `Hvor er din kone´?, spurgte jeg, for det måtte da være hende der hyggede i hjemmet. `Hun er sendt væk med den anden hund, så der er fred til parringen´. Det gik da ellers fint med den inden i huset sidst? Men hvorfor var alle de lys så tændte? Og især mens han var ude og hente mig med bilen. Det er jo direkte livsfarligt.

Jeg skænkede det ikke en mistroisk tanke, de måtte jo vel være lys elskere åbenbart? Min hund var den aften underlig og nægtede at lade hannen nærme sig hende, hun gøede og satte sig, når han kom tæt på, hvilket er ret mystisk for en hund i løbetid? Manden og jeg gik ud til dem i gården, for at se om det ville få hende til at slappe af. Mens vi stod derude, tændte ALT lys inde i stue og køkken, døren ud til gården blev åbnet på vidt gab og en glad kone kiggede ud på os. `HEJ´ sagde hun glad og vendte sig og gik ind igen og lod døren står piv åben. Nu var det ligesom hende jeg havde mailet med frem og tilbage, så syntes det var underligt hun ikke kom ud og sagde ordentligt hej?. Manden mumlede noget surt og gik ind til hende, han slukkede al lyset igen og kom ud og lukkede døren igen efter sig. `Hvor gik din kone hen´? Spurgte jeg? `Hun er gået ned i kælderen, til vi er færdige´Svarede han. Ej det her var simpelthen FOR underligt og min hund opførte sig så mystisk i det her hus. Så jeg takkede af og bad ham køre mig til stationen.

Igen parring, hverken til min hund, eller til mig selv. amen.

 

 

 

 

Vanja Carlsen