Mit første Crush.

Mit første crush.

Det er faktisk helt hyggeligt at tænke tilbage på, der er intet som ungdommens forventning til livet og ens første store følelser 🙂

Min mor, lillebror og jeg, tog til England i vores gamle 2cv, som min mor havde arvet af mormor, tilbage i 80´erne. Planen var en rejse igennem Cornwall i tre måneder og opleve et andet land på nært hold i telt. (det blev dog til 4½ år)

På vejen ned igennem det store land, havnede vi på et tidspunkt, i en yndig lille fiskerby, der hedder St.Ives. ( skøn-skøn by) Vi fandt en telt plads oppe på en bjerg skråning, højt over byen, hvor man havde kig udover både by og hav.

Om aftenen vandrede vi ned for at få noget at spise. I den ene ende af havnen, lå der et lille fish n´ships spise sted, hvor vi gik ind og satte os. Det viste sig at stedet blevet drevet af et sødt par, som min mor selvfølgelig kom i snak med. De havde en søn, som på et tidspunkt kom ned og stod over ved disken og fulgte med i deres samtale. Han var høj, med mørkt hår og et intenst blik. Jeg gættede mig til, at han måtte være 3 år ældre end mig ( Jeg var knap 13) Jeg syntes han så sindsyg godt ud, han mindede lidt om en af de drenge man ser i de gamle film, som James Dean, der med sin stille tilstedeværelse, alligevel larmer helt hen til en. Jeg blev så genert ved bevidstheden om, at han var i rummet.

Vi gik et time efter, mætte og glade derfra og sov den aften som sten, i det lille telt.

Dagen efter gik vi ned på den store lukkede strand, den var omkranset af store klipper i siderne, gemt af vejen for uvelkommende gæster, sandet var sne-hvidt og bølgerne høje, et perfekt sted at surfe og derfor fyldt med netop det. Surfere.

Jeg slog glad vejrmøller i sandet ( noget jeg af mystiske grunde kunne da jeg var ung,) og nød de store vidder uden turister. PLADS..Ahhh. Min mor gik væk fra stranden på et tidspunkt, husker ikke hvorfor,? men gjorde, at min lillebror og jeg var alene på det ret øde sted. Min bror legede og løb om kap med bølgerne langs vandkanten, mens jeg stod lidt længere oppe og fulgte med på afstand. Pludseligt mærkede jeg en person stille sig lige ved siden af mig, jeg drejede hoved og kiggede lige ind i ansigtet på den kønne dreng fra aftenen før, jeg blev helt stiv som et brædt i hele kroppen. `Hi´, sagde han og smilede…Åh gud han så sød ud, alt i mig smeltede. Mit engelske var stort set ikke eksisterende, så fik blot frem stammet et nervøst `Hi´. Resten af samtalen var ene dialog fra ham af. Jeg kunne forstå at han var surfer og brugte meget tid på det.

Min bror kom op og hurtigt fik vi sagt farvel og gik derfra. hjertet på mig hamrede, havde aldrig følt det jeg følte før og det var virkelig rart, men også puha, nervepirrende.

Om aftenen gik vi ned på et spille sted i byen, der lå lige ud til vandet. `Arkaden´, et sted med spille automater, musik, sjov og ballade. Min bror blev sat i en bil simulator, hvor han sad  og koncentreret sig på at kørt lige. Ud af øjenkrogen så jeg ham, han havde set vi var der og og kom målrettet lige hen imod os, mit hjerte begyndte at dunke igen, puha, what to do? Heldigvis var min mor den glade taler som altid og gjorde det lettere at være i situationen. Mens de to talte sammen, små kiggede jeg over på ham i smug, hver gang mødtes vores blikke og jeg skyndte at fjerne mit blik igen. fanget i synden. Han smilte til mig. Jeg sværger, det var det DEJLIGSTE smil jeg nogensinde havde set. Kunne gulvet åbne sig og jeg smelte til en stor gele klump, så beskrev det vist meget godt hvordan jeg havde det.

Dagen efter, drog vi videre ned syd på, mod Lands End, hvor vi skulle besøge en kvinde vi kunne bo lidt hos. Hendes hus lå i en lille tin mine by og var ret øde egentlig. Men værst var, at det var VÆK fra min søde surfer. Han kredsede i mine tanker 24/7. Jeg MÅTTE bare se ham igen. Så en dag, ca en uge efter vi var landet, lånte jeg kvinden, vi boede hos, gamle dame cykel og begyndte min lange tur tilbage mod drømmen.

Turen gik af snoede veje, op og ned af kæmpe bakker og dale, mens havet brusende, som en vred vulkan i udbrud, nede for enden af de massive klipper, den spyttede sin lava op mod dem, i kæmpe brag, alt imens den skuelede til mig på vejen. jeg havde på intet tidspunkt overvejet hvor lang denne tur var, jeg skulle bare afsted. og ingen havde advaret mig om ruten, som var ret farlig pga de smalle veje, der med sine høje sten mure, fik vejene til at ligne dybe spor i landskabet. Det ville også ha været lige meget, INTET kunne ha stoppet mig den dag.

Jeg ved i dag, at turen er på ca 27 km hver vej.

Langgggg tid senere og godt træt i benene, tonede den lille fiskerby frem nede for ende af bjerget, hvor jeg lige havde bakset mig, lettere halvdød op af. Jeg var lykkelig, endelig var jeg tættere min drømme fyr. Sommerfuglene vågnede fra sin dvale og med sug i maven, cyklede jeg det sidste stykke ned af den stejle vej til byen. Jeg satte min cykel og kiggede mig omkring. Ok, hvor i hulen startede jeg? Tænkte jeg for mig selv, det her var vist ikke ret gennemtænk og er en typisk, spontan Vanja handling.

Jeg gik forbi drengen forældres spise sted, men der var lukket. Hmmm, Så gik jeg videre ned til stranden, for hvis stedet var lukket, havde han jo fri og så ville det være oplagt, at han var nede og surfe, men også her var der lettere øde, øv, jeg gik op til byen igen og kiggede lidt rundt i gaderne og inde på Arkaden, men ingen steder var han at se. Jeg var rimelig sluk øret, da jeg et par timer senere, trak cyklen op af den stejle bjerg vej igen, og drog væk fra byen.

Halv vejs hjemme, kom jeg til endnu et højt bjerg, vejen ned af, var meget snoet, men jeg var ung og uden angst i livet, så tog den på fuld skrald, lige til jeg kom til et kraftigt sving, jeg ville bremse, men havde glemt der ikke var fod bremse, så trykkede håndbremsen ind i et´ hurtigt ryk, hvilket fik cyklen til at standse med et voldsomt ryk, så jeg fløj indover styret og ned på vejen foran mig. AV-AV-AV, mine håndflader, lår og albuer var revet til blods og styret havde revet hul ved mit inderlår, da vi passerede hinanden. Jeg rejste cyklen op, men kunne på ingen måde cykle mere, så jeg trak den haltene igennem det øde landskab. Der var ingen træer, ingen huse og dengang ingen mobil telefoner, så jeg var ret meget Palle alene i verden.

Mens jeg gik der, kom en stor varebil kørende mod mig, den var fyldt med en masse unge fyre og på siden af bilen stod der med sort, tyk skrift. `Surfer-St.Ives´. For hulen, jeg store idiot, jeg boede lige ved siden af en af de MEST populære surfer strande, et sted alle valfartede til, når bølgerne var rette. OGSÅ dem fra St.Ives og denne dag var sådan en..så mens jeg havde været i hans by, havde han været i min….. Jeg så ham aldrig igen og husker desværre ikke hvad han hed?, men husker ham, selv om det ligger 31 år tilbage i dag.

På vejen hjem, kom jeg forbi det eneste hus i mange kilometers afstand, et sted, man kunne stoppe og få noget mad. DE havde en telefon, jeg kunne låne, så fik ringet til min mor, der lidt efter kom kørende i sin lille røde 2cv, hvor vi fik bakset cyklen ind igennem hullet i taget. Et yndigt syn. Vi skilte os altid ud fra de andre i de år vi var afsted. Nok derfor de kaldte os for `The mad vikings´ da vi boede der 🙂

 

 

 

Vanja Carlsen