Min voksne musiker ven.

Da jeg var omkring 7 år, boede jeg med min mor og lille bror i den gamle træ skurvogn på Børne-engen, på Christiania, en dag flyttede en ung mand ind, i den blå skurvogn, der lå skråt overfor vores. Han var en høj, mager fyr, med langt, letter rødt og meget krøllet hår og så lige en masse fregner.:-)

De andre voksne på engen, kendte ham, eller sådan virkede det i hvert fald, men sådan var de vel dengang i 1970érne? 🙂 ALLE var venner. Noget man kunne savne, ville komme tilbage til i dag,

Man høre ofte om, at man som barn havde en voksen ven, eller en man så op til, Det her blev min. Jeg så egentlig ikke op til ham, men elskede hans natur og vi havde det altid super sjovt sammen.

Altid når jeg kom hjem fra skolen, løb jeg lige over for at se, om han var hjemme. Var han det, hang jeg ud med ham, til min mor bad mig komme hjem. Men dengang var vi alle en stor familie, alle passede på hinanden og om man var hjemme, eller hos en anden, var lige meget.

Han spillede trommer i et band, som vi i dag kender som enten `GASOLIN´ eller `Starfuckers´ som Kim Larsen også sang i, og jeg var nogle gange med, når han skulle øve med dem.

De havde et øve lokale nede i en kælder på Christianshavn. Nede i bunden af et aflangt rum, havde de klisteret 1000 af æggebakker op over alt, for at lyddæmpe for naboer mm. Jeg syntes det var mega sejt og fattede ikke, hvordan de kunne ha spist SÅ mange æg.

Når de ikke havde travlt, hvilket var sjældent, for de var ret pjattede og det virkede mere som et hygge lokale, fik jeg lov til at sidde bag Bjørn Uglebjerg ( som min ven hed)´s trommer, hvor jeg selv, syntes jeg lavede en `perfekt´ jungle-spændings lyd, som næsten var helt prof, (hvis man spurgte mig) 🙂 Men de bad mig dog alligevel aldrig om, at blive en del af bandet?

Om aftenen, når han skulle spille, sad jeg foran på hans long-john cykel, og sammen kørte vi igennem Kbh´s gader, hen til det spille sted, de skulle give koncert. Jeg husker ikke rigtig koncerterne, men kun billedet af et mørkt stort lokale, med en hulens masse mennesker.

Den eneste koncert, jeg svagt husker, var da han skulle spille trommer for `Frede Fup´, den var mindre og mere overskuelig.

Men det at ha en voksen ven, der som det mest naturlige i verden, tog mig ind til sig, grinte med mig og accepterede mig, som en del af hans helhed, var fantastisk og har sat et dybt spor i mig som person.

Da vi flyttede fra Christiania og senere videre til England, mistede jeg kontakten med ham i mange år, men var så heldig, at nå at se ham en enkelt gang mere, hvor vi, sammen med min mor, tog på cafe sammen og fik talt om gamle dage, inden han, desværre døde af kræft.:-(

Ære være hans minde og tak for, at du var der for mig som lille.<3

Vanja Carlsen