Jeg stak af fra det hele, til et andet land ( part 3 )

Først når man tør give slip på ens selv kontrol, fordomme og frygt for det uvisse, begynder der at ske noget ( det rigtige´ eventyr ) og det var præcis det der skete, da vi satte os ind i den fremmede blå varebil og lod denne fremmede mand køre os ud i det ukendte.

Manden hed Jesus ( i kid you not), han var en spinkel, mørk glødet mand i start 20´erne ( vi var 19) med et smalt ansigt og stort, kul sort hår, der krøllede vildt i alle retninger, hvilket fik hans ansigt til at virke endnu mindre. Han var i hopla humør, og lyste op mens han fortalte om sine fremtidsplaner og den rejse han havde havde sparret sammen til og nu var klar til at begive sig ud i. Vi lyttede spændt og fortalte om os selv da han var færdig.

Efter en ca 17 minutters kørsel, drejede han væk fra hovedvejen og ind i det smukke landskab, med bjerge der tonede frem i baggrunden og vilde vin marker der lå spredt rundt omkring. For enden af en af vejene, standsede han ved et større sten hus, der lå ødet helt for sig selv, det var på to plan med en grå sten mur omkring sig, i midten af haven/gården stod et stort træ, hvor en hest gik dovent rundt og græssede. Her boede Jesus med sine venner. Vi var simpelhen landet i et vaske ægte Fransk, hippie kollektiv.

Alle i huset kom ud og tog pænt imod os. De var friluft mennesker, med løse, hængerøvs bukser, bare tær, der var sorte af støvet fra gården og med langt, uglet hår, eller dreadlocks. Vi fandt hurtig ud af, at her ville vi gerne være en dag eller to og inden vi nåede at sige det højt, havde de selv tilbudt os det. De viste os op til en lille stue på 1 sal, hvor vi fik en ekstra madras ind ved siden af den slidte sofa der stod der. Det blev vores base.

De næste dage var helt fantastiske. Jesus og to af hans venner, brugte al deres tid på at vise os rundt i lokal området og på at besøge alle deres venner. Bla skulle vi hilse på en stor Afrikansk/Fransk familie der boede i en lille landsby nede i en dal. Vi troede vi bare skulle ind for at hilse og så var det det. Men de kom ud, da vi parkerede varevognen og omfavnede os, som var vi længe ventede venner. Inde i det lille og meget smalle hus, spillede der Afro musik ud af anlægget og konen i huset, som var mor til de mange børn og overhovedet til de brødre og fætre der også var kommet for at hilse på os, dansede rundt til musikkens rytmer med sin store flotte bagdel, der var viklet ind i smukke, farvestrålende stoffer. Stuen var lang og smal, men for enden stod døren åben ud til den frodige have, hvor et langbord stod dækket op med tallerkner og glas. `You are staying for dinner ofcause´, sagde afro mamma med et stort, hvidt smil, mens hun dansede videre ind i køkkenet og hentede det første ler fad, med hjemme lavede koge-kunst fra egen avl på. Bordet blev hurtigt fyldt med lækkerier og lignede et maleri, der mindede om det billede jeg altid havde haft for mit indre, af et klassisk Italiensk familiebord, når alle sidder samlet ude i oliven haven med familien.

Jeg har sjældent oplevet så levende og glad en atmosfære, jeg fik helt lyst til at danse med på mammas vuggen med hofterne. Det blev da også sent ud på aftenen inden vi kørte hjem af igen. Det var en familie, der bogstaveligt tog pusten fra mig. Det var en meget rørende oplevelse, at mærke deres gæstfrihed og sammenhold til hinanden. Sikken energi, gæstfrihed og livsglæde.

Dagen efter gik turen op i bjergene. Vi skulle besøge en særlig person til Jesus, som han gerne ville ha at vi skulle møde. Vi kørte ret langt af snoede små sten veje, som tydeligt ikke blev brugt af mange, hvis overhoved af nogen. Der var ingen huse, eller andet at se i miles omkreds.  Jeg tænkte at den her tur ville blive rigtigggggg lang, men pludselig drejede han skarpt af til venstre, der var ingen vej at dreje ned af, kun en lang-lang busk. Jeg gispede forskrækket og troede han havde kørt galt. Bilen fortsatte ind i busken og ud på den anden side og DER, midt i ingenting, på toppen af bjerget, godt gemt væk fra alt civilization, lå en lille, en-mands landsby. En ældre herre kom os i møde, med blå klapbukser og træsko på og gav Jesus et kæmpe kram og os hånden. Vi var velkommende. Jeg var meget benovet over, at han tog imod os fremmede, der invaderede hans privat liv så pludseligt.

Manden havde boet der i sit hjemmelavede skjul, det halve af sit liv og ønskede ikke at det skulle være anderledes. Alt han ejede var hans hjem, tre katte, fire får, to geder, en kæmpe urtehave og en hjemmelavede mel mølle. Det var et utroligt syn. primitivt og alligevel max professionelt og funktionelt bygget. Han var den rene Geo Gerløse. Alt var selv opfundet og intet manglede. Vi måtte desværre ikke tage billeder, da alt han ønskede var fred fra omverden og ville ikke ha at andre så hans sted, hvilket ærgrede mig, for det var så smukt bygget, men jeg respekterede det selvfølgeligt og nød bare, at vi fik lov at opleve dette unikke og sjælende sted. Sikke en håndværker denne mand var. Alt var bygget i massivt, tykt træ, der fik stedet til at lignede noget fra serien `det lille hus på prærien´.

Vi tog derfra i stilhed senere på dagen, taknemmelige over det vi lige havde fået lov til at se.

Dagene gik i det lille kollektiv og vi fik både besøgt naboer og venner, set byen og var på udendørs lokal bar i en lille, støvet gyde, under et stort oliven træ, hvor Jesus bedste ven med sølvtand og langt sort hår, havde inviteret min fætter og jeg hen en tidelig formiddag, for at smage på den lokale sprit. Host, kæft det var stærkt.

Vi havde været der i lidt over en uge og fredag stod for døren, det ville de gerne fejre, med at inviter os til deres lokale musik sted, i en lille by oppe i bjerget. Stemning var god og der var fyldt hus. Vi skiftes til at give drinks, mens musikken spillede højt indover os alle. Da vi skulle til at hjem af, vender jeg mig om mod baren og opdager at min sorte håndtaske, som jeg havde lagt på baren, var væk? Alle begyndte at lede og stemningen blev straks anspændt, husker det som om, at musikken stoppede. Men fik i hvert fald folk på dupperne, selve bar ejeren var helt oprevet, for vi var deres gæster og dem stjæler man ikke fra og da alle kendte hinanden, var det jo en de kendte der havde taget den. Så hurtigt blev stemningen dårlig og nogle kom op at toppes, for HVEM havde taget den?

Sluk-øret kørte vi derfra, uden´ tasken og i den var alt hvad vi ejede, ( pas, kamera, og rejse checks, som var alle vores penge ). Husker tydeligt da vi kom op i den lille stue, hjemme i kollektiv huset. Jesus var sindsyg ked af det og vidste ikke hvordan han kunne gøre det godt igen. Jeg havde lyst til at græde, for vi kunne jo ikke fortsætte vores rejse uden penge og pas.:-(

Jesus kom ind, satte sig i sofaen og rakte os stille et joint. Jeg ryger ikke og slet ikke hash. Men lige der, var jeg SÅ ked, at jeg tog imod den og tog et hvæs, det samme gjorde min fætter, mens båndoptageren på gulvet, spillede The rolling stones ud i det lille rum. Holly-manoly det hjalp. Fra ked og opgivende, sad vi nu på gulvet og skrald grinede sammen, tårende trillede ned af kinderne. På båndoptageren stod der `pip´ på en af knapperne, det var nok til at få det ene krampe latter anfald, til at rulle ind over det andet.

Næste morgen var igen ikke så sjov. Vi havde besluttet at uden penge, stoppede eventyret og vi nægtede at leve på nas. ALLE ville dog ha vi blev og sagde at de gerne betalte for mad mm, selv Jesus´ ven med sølvtanden kom og tilbød os sin hus-skurvogn til at bo i og ville køre os ud til dvs vin gårde for at spørge om de kunne bruge os, som vindrue plukkere. Men vi syntes ikke det var en sikker plan og indtil den lykkes, ville de skulle sørge for os og det kunne vi ikke tage imod, så vi forklarede dem, at vi ville blaffe hjem af den næste morgen.

Hele kollektivet tog ud og handlede ind til den sidste aften. lavede et kæmpe bål i gården, hvor vi sammen sad under det klare stjerne himmelen og nød den sidste varme aften. De havde gjort ALT for at gøre det så godt som overhoved muligt og havde på de få dage vi havde boet hos dem, fanget at jeg var til hvidvin, hvor min fætter var til rød, at jeg elskede chokolademuse og min fætter ost, så hver især serverede de vores ynglings ting ved bålet. Næste morgen pakkede de en stor madpakke, gav os båndet med rolling Stones og 500 franske kroner til turen hjem.

Det var lettere vemodigt, da de satte os af ved motorvejen. Sikke en gæstfrihed vi lige havde oplevet og sikke et eventyr de havde serveret for os, over den 1½ uge vi havde boet hos dem.

Nu gik turen hjem mod Danmark. Vi havde intet fortalt til dem der hjemme og ville det ej heller, en god overraskelse ventede dem.

Som vi gik der på motorvejen, lige efter at Jesus havde sat os af, drønede en smart og tydeligvis dyr bil i fuld fart forbi, men ca 500 meter fremme, svingede den ind i nødsporet og bakkede tilbage til os. `så for satan´,  nåede jeg lige at tænke. Ud kom en lille kvinde i forretnings tøj. `Hello, i´m of to Paris for business, but could use some company on the way´  Det viste sig, at hun arbejde på Børsen og rejste rundt i hele verden. Men de lange dage på landevejen alene, kedede hende, så hun var meget glad for vores selskab og min evne til at snakke 🙂 Hun nød vores selskab SÅ meget, at hun gav lækker middag om aftenen og en seng at sove i, på det hotel hun selv skulle bo på om natten. Vi var hende dybt taknemmelige og takkede pænt da vi skulle blaffe videre næste morgen.

Turen igennem Frankrig gik som smør, alle samle os op med det samme og inden vi vidste det, var vi nået til Tyskland. DER blev der straks en anden historie, vi var nu sluppet tør for penge og madpakken var for længst blevet spist og der var længere og længere imellem opsamlingerne.

På et tidspunkt var vi SÅ trække og kolde, at vi gik ind på den tankstation der lå på motorvejen og brugte vores sidste mønter på en kop kaffe, for at få lov til at sidde lidt inde i varmen. Vi faldt i søvn siddende oprejste, men det´ må man ikke, så hver gang vi lukkede øjnene, kom en sur ansat over og på uforståeligt Tysk skældte os ud. Men vi forstod budskabet og gik til sidst ud og blaffede videre, nu stånede ì´ vores soveposer for at holde varmen.

To unge skinheads samlede os op og kørte os faktisk et ok stykke, de hørte om vores rejse og hvad der var sket, men alligevel vendte de sig om og så på os da vi skulle af, nu ikke helt så vendlige i blikket. `we want money for the ride´ Jeg kiggede træt på dem, `hvad er det i ikke forstår? vi har mistet alt, så hvad tror i selv´ og skyndte os så ud. De valgte heldigvis at køre videre. Den næste der stoppede, var en mand i en lille orange varebil. han påstod man ikke kunne sidde foran med ham, så vi skulle om bagi, hvor der ingen vinduer var. Vi gik uden mistro ind i den, da vi nu bare gerne ville hjem. Men fik et sug i maven da døren lukkede og vi opdagede, at der inde bag i, var to bænke langs siderne, hvor der sad to mannequin dukker , klædt ud, som var de mennesker. Ok, shit, havde vi lige frivilligt gået ind i en bindegal mands bil, hvor der INGEN mulighed var for at stikke af? Vores hjerter hammerede og vi sad anspændte og mærkede bare, hvordan at vi kørte og kørte, men hvorhen anede vi ikke en dyt om. ENDELIG stoppede bilen og bagdøren blev åbnet. `there you go, have a nice trip home´ sagde han helt bekymrings frit. Han havde simpelthen kørt os lige til færgen over til Rødby. Så meget for vores mistænksomme væsener.

Vi havde jo ingen pas, så vi skulle igennem grænse kontrollen og forklare, men det gik fint, vi fik lov at hoppe på en bil, så vi kunne komme gratis med færgen. På den anden side fik vi fat i DSB, som gav os lov til at køre gratis hjem med toget, hvis vi lovede at betale, når vi kom hjem. Jubi, min fætter trak hånden i lommen og fandt lidt danske penge, som vi brugte på 4 øl, der røg ned på turen mod København.

Da vi nåede frem, valgte vi at snige os hjem til hans far og kone i Sct.Kongensgade først. De gik rundt i køkken-stuen og snakkede, da vi hoppede frem i døren. Hold nu op de blev overraskede. De troede jo vi var langt-langt borte. Men glade over at vi var kommet godt hjem. Vi lånte deres fastnet telefon og ringede først til min mor, `Hej mor, jeg er i Frankrig alene nu, fætter mødte en pige og skred´, sagde jeg med en halv trist stemme, `HVAD? er du der alene, jamen hvad så nu´?  spurgte min mor lettere bekymret. Et var at vi var to alene afsted, men helt alene, var nu ikke så tryg en tanke. `ej det gas mor, jeg er hos onkel,  kommer du herind´? Bagefter ringede min fætter til sin mor og fortalte den samme historie, bare nu mig der havde forladt ham alene, til fordel for en køn, ung franskmand. Ligesom min mor, blev hun straks bekymret og meget lettet da hun hørte hvor vi `virkelig´ var. Hun og min mor skyndte sig ind i den store lejlighed i Sct.Annagade og ønskede os velkommen hjem.

Min onkels kone lavede et dejligt frokost bord med kaffe og sammen sad vi med vores forældre og læste op på skift fra vores dagbøger fra hele den lange rejse.

Det var en fin afslutning på en helt-helt fantastisk rejse, som varede en måned i alt, men føltes som ½ år.

Et par måneder senere fik jeg et brev fra det lokale politi i den landsby, hvor vi boede med kollektivet. Ejeren af baren, hvor min taske forsvandt fra, havde fundet frem til synderen der havde stjålet den og havde fået den tilbage med alt indhold i. En uge senere kom vores pas og alle rejse checkene, men tasken og kameraet sendte de underlig nok aldrig? og jeg fik aldrig spurgt om det, da jeg bare var glad over at det hele var blevet løst:-) Men det betyder så også, at jeg desværre ingen billeder har fra vores rejse, eller af de mennesker vi mødte på vores vej. Men de er inde i mine tanker og der sidder de godt fast 🙂

 

 

 

 

Vanja Carlsen