Hvem flygter egentlig på krise center?

Den dag jeg selv stod ved indgangen til krise centeret med mine tre piger, var meget uvirkelig, for vi hørte jo ikke til her?.

For mig var krise center noget for gennemtævede kvinder, som kom fra en hård opvækst og havde et manglede selvværd, så de ikke kunne sige fra overfor en dominerende mand, jeg forberede mig selv på, at vi nu skulle være vidner til at se kvinder sidde, sammenkrøllet, uden at turde se os i øjnene. Følte det ydmygende, at jeg´, mig der var udadvendt, glad og evig positiv, med et stærkt bagland, en stor og kærlig familie, var på vej sådan et sted, hvor kun de svage kom.

og desuden, ville jeg tage pladsen for en, der virkelig havde brug for den, for jeg var jo ikke i krise?

Men så kom vi, og jeg så med det samme, at huset var fuld af kvinder med stolthed, gode uddannelser, smukke og stærke personligheder, som alle havde mødt en, der på forskellige måder, havde fået dem ned med nakken, og krise centeret blev den eneste mulighed for dem til sidst.

Jeg har mødt så mange forskellige typer af kvinder og i alle aldre, i de 1½ år vi boede på Danner ( som vi flyttede til efter 2 måneder på Frederiksværk krise center).

De var der af mange årsager, men psykisk vold lå i den tungeste ende, og lige præcis den, som ingen kan se, men som langsom knækker kvindes tro på sig selv, hendes dømme kraft, og egne grænser, Gjorde, at hun syntes det var selvforskyldt , var flov og holdte det derfor for sig selv, ingen kunne se det og man blev gjort til mester i, at lege glad, når der var gæster, selvom man ligeså snart de var gået, skulle stå model til endnu et vredes udbrud fra manden.

Vores grænser var rykket så mange gange, at vi ikke havde nogen følelse for, hvad en grænse var mere, vores virkelighed var blevet uvirkelig og det vi levede i, var den virkelige, så vi forsvarede den med vrede, når nogen spurgte ind til den med skeptis.

En kvinde jeg mødte der inde, havde fået rigtig mange tæsk og blevet truet med en pistol,

En blev låst inde i skabet og både hun og hendes datter skulle servicere, (ikke manden), men den ældste søn, som var den dominerende, søsteren blev beordret bla til at lege hund og hente, pinden. han kylede frossen kød i hans mors ansigt og sagde, `lav noget mad kælling´

En 2, havde en mand, der dominerede med tavshed, så hun levede på liste fødder.

En 3, flygtede da hendes Somaliske mand, han ville ha hun blev ved at føde ham børn, selvom de havde fået 4 lige i rap.

En 4, havde en mand der ville ha hun forblev tynd, så under hele graviditeten, skulle hun vandre flere timer og km, mens han kørte langsom bagefter i bil og da hun fødte, var jaloux på den nyfødte og lagde sig til brystet, så den lille ikke fik sin mælk, men ham selv.

En 5, blev stadigvæk sexuelt misbrugt af sin far, på trods af, at hun var voksen og havde født en søn med en anden mand. hun led i den grad af dårlig selvværd og var bange for al berøring, gav heller ikke hånd.

En 6, havde siddet stort set låst fast i mandens hjem på en sofa, mens der røg bajere ned, i 20 år, havde hun ikke oplevet noget, eller kommet ud, en bekendt hjalp hende med en flugt.

En 7, levede med en farlig mand, der selv levet under jorden, da han arb for de lovløse, og de boede i skjul i de 5 år, de var sammen, hun turde ikke gå fra ham, og Danner måtte hjælpe over tlf opkald, over mange måneder med en flugt.

En 8, ville ud af sit ægteskab med sin udenlandske mand, men hans og hendes familie, døds dømte hende, og hun lever i dag, 7 år efter, stadigvæk under jorden og må løbene skifte navn.

Andre var der, pga manden havde elskerinder som han tog med hjem, selvom konene lå i rummet ved siden af., eller havde en affære med søsteren. som boede til leje hos dem, ofte voldtægter.

men mest var det psykisk vold.

På et krise center er der 5 typer for overgreb/vold

1 Den psykiske vold

2 den fysiske vold

3 den økonomiske

4 den sexuelle

5 og til sidst stalking, hvor de chikanere, forfølger og ikke vil give slip, eller give dem fred.

Jeg selv valgte at sige, ok, Vanja, du har ikke formået at passe på dig selv eller pigerne, de er blevet hevet igennem det her lort, pga MIN usle dømmekraft, forkerte valg og manglende styrke, til at sige fra.

Nu lytter jeg til alt´ den viden Danner har at give mig, for de´ ved da noget om det her.

Så alt de sagde, gjorde jeg. for mine følelser var lammede og min dømmekraft slet ikke til stede. For jeg elskede jo manden og havde holdt´ ud i alle de år, fordi jeg stædigt troede på, at viste jeg ham rumlighed, forståelse og at jeg´ ikke svigtede, som han var vant til, så ville det gode i ham, vinde over den skide dæmon, der kom frem hele tiden.

Og skulle 5½ år så pludselig være spildte?, det betød jo også at jeg havde udsat os for noget helt unødvendigt, som ikke kunne ha været reddet, og skyldfølelsen voksede i mig.

Danner var min redning, uden dem, var jeg røget tilbage, men de formåede at danne en bekyttet mur om os, og tale til min moderlige fornuft igen og igen. De kender tegnene, kender hvordan vi reagere og tænker, det opdagede jeg hurtigt, for stille og roligt rykkede jeg mig, lidt med sikkert, og når en ny kvinde kom ind, kunne jeg hurtig høre mig selv i hendes måde at tale-tænke på, der er forskellige trin vi skal op af, og jeg så de var ens, og kunne bedømme hvor på trinene de forskellige var.

Det var interessant at observere, og en øjenåbner, følte jeg var på research i mit eget liv af en grund.

For at kunne forstå andre i denne situation, må man opleve det på egen krop, det følte jeg pludseligt var grunden til at jeg, havde skulle alt det her igennem. Jeg vil hjælpe andre, inden de giver op. Man må ALDRIG give op.

For det her var ikke en unik historie, men en uhyggelig hverdag, i RIGTIG mange forhold, hos de stille, de eftertragtede, de rige, de gamle osv, listen fortsatte og ens for dem alle, var skyld, de følte sig alene. Kan kun sammenligne det med incenst ofre, de føler også skyld, de var jo nok selv ude om det osv og føler sig mutters alene.

Men tør man tale åbent om det her, ser man, at ens nærmeste, lever i større og mindre grad af noget af det samme. Da jeg flyttede på krise center og sandheden pinligt for mig skulle frem, kom veninder og bekendte pludseligt til mig og åbnede sig.

Og det var her, det gik op for mig, at vi simpelthen må være mere tydelige omkring de her tabuer. for kan vi tale åbent om det, bliver det tydeligere for alle dem der lever i det over alt, at de ikke er alene, at de skal rejse sig, og ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt.

Man skal værne om sine grænser og ikke lade andre krydse indover.

Alt det lærte jeg på Danner, de var som en stor kærlig moder der omfagnede os, forstod og fastholdte vores fokus, så vi blev på den rette vej, det var hårdt, sindsyg hårdt og jeg havde dage, hvor jeg mest af alt bare ville ´hjem´, pludseligt var det ok, at blive udsat for alt det dårlige, fordi savnet til det gode var så stort. og tænkte, heller få det dårlige, end at miste det gode han også stod for.

Men viste også han var som et stykke chokolade, man ved man nyder det en meget kort stund, det gør intet godt for en bagefter, og mere vil ha mere, indtil det er for sent og man er afhængig igen.

Så holdte alt helt ind til mig, gav aldrig efter for hans søde smsér, hans loven på at han ville forandre sig, gå i behandling, lade sit hår gro langt, til jeg kom tilbage, for at vise alle, at denne gang mente han det osv.

Det samme alle mændene der havde kvinder på Danner sagde, vi blev til tider i tvivl om, det var den samme mand vi alle havde været sammen med?, da deres mønstre var så tæt op af hinanden, men desværre var der rigtig mange, der troede på ham og vendte hjem igen, og mange af dem, der bagefter igen´ måtte tilbage til krise centeret. Det gjorde mig trist at se, at de ikke gennemskuede dem, når vi nu var så´ mange med den samme historie, manden er som en spiral, han går op og ned, og det vil han fortsætte med, og når hun går, falder han til patten og vil love alt, de ser en mand der indrømmer sine fejl, han går med til at lade sig indlægge, eller tage til psykolog timer, komme på medicen, alt, for at hun kan se, at et lys er gået op for ham og han vil´ forandre sig. Det lyder også godt og en micro procentdel, kan også med tiden forandre sig, men det er desværre mere sjældent end ofte man ser det. for de er nu engang den personlighed de er, og som voksen, er det svært at styre sine dyriske, indgroet reaktions mønster, som ofte, kommer pga af oplevelser helt tilbage fra barnben og er en del af hele din person.

Kan vi redde disse mænd med vores kærlighed?, det tror vi, for en moderes kærlighed er altid en god vej til noget godt og stabilt.

Hvorfor forelsker kvinder sig i den tanke, om at kunne omvende den onde i en, og gøre ham god?, Peter Lundin og 1000 vis af mordere i hele verden, får kæreste breve fra ligeså mange kvinder og hvorfor?

Jeg selv så et program engang da jeg var helt ung, om en marfia mand, der havde likvideret en masse mennesker, men som pludselig finder denne lille dame og falder fuldstændig for hende og dropper alt vold og dårlig opførsel.

Jeg var helt betaget af tanken om, hvor stor den kærlighed måtte være, for at denne lille dame, kunne få ham til at blive et godt menneske og familie far, jeg tænkte, wauw, jeg gad også godt ha en, der elskede mig så´ meget, at jeg kunne få det onde til at forlade ham pga ren kærlighed til mig.

Er det lille pige eventyret der får os til at glemme alt fornuft og skrive til en morder?, eller indlede i et forhold, hvor alle alarm klokker ringer,? er det håbet om, at det var lige dig´ der kunne redde ham?, omvende ham til det gode, han kunne ha været, hvis han blot havde fået kærlighed som barn?

Jeg ved det ikke, men ser at det er et udbredt ønske og mange, alt for mange lader sig ødelægge i håbet om, at ud leve troen på, at pige eventyret virkelig findes.

Jeg selv var i alle 5 kriterier på Danner listen, jeg blev udsat for psykisk, fysisk, sexuelt, økonomisk vold og efterfølgene stalking, trusler osv.

Men jeg er kommet igennem det med en stædighed, som jeg fik, da det gik op for mig, HVAD det var jeg havde udsat mine piger for , og også mig selv, men i min verden kommer de først. de valgte det ikke, det gjorde jeg, pga mit valg til at leve med den mand.

Var det ikke for dem, var jeg måske død?, det mente en psykolog, og hun havde nok ret, jeg havde ikke lyst til at dø, men jeg orkede heller ikke være i live.

Jeg græd non-stop i over 2 år, jeg magtede intet, led at post traumatisk stress og havde en depression. Oveni havde jeg mistet alt pga den kæmpe gæld han havde sat mig i, og kunne til tider ikke engang give mine børn mad. Det har været en lang, sej og mega hård rejse, som en ond begravelse, hvor man begraver en, man egentlig elsker, men må tage afsked med for evigt. og så vreden og skyldfølelsen som langsom kom frem i lyset. og igen derfor jeg tog i mod alt hjælp de kunne give os, så de rigtige valg blev taget.

Mine piger kom hele ud af det og jeg igennem…..

Vanja Carlsen