Enlig forældre, tag dig dog sammen.

Så er mor på banen igen….For jeg er simpelthen så godt og grundigt TRÆT af, at man, fordi man er enlig mor, skal vurderes på et andet niveau end, hvis man havde haft en mand ved sin side. Man føler man skal forsvare sin måde at gøre tingene på, for som enlig, er det ok for andre, at ha en mening om en?

Mange fatter ikke, hvor stor en ekstra opgave man har som enlig forældre, mange forstår ikke hvad det gør ved ens energi/overskud, når man ikke har den lille ekstra hjælp fra en partner, mange fatter ikke, hvorfor man ikke får gjort det de selv magter, (altså dem der er to) og mange sidder og peger fingere, mens de siger man skal tage sig sammen…HALLO.? Det gør enlige forældre sgu da HVER dag?.

Jeg har tre skønne piger, det er en mundfuld, en dejlig en, men ikke destomindre en mundfuld (når man altså er alene).

Med et enkelt barn, kan man fokusere 100% på det, med to børn, kan man få lidt tid på skift med dem og at gå ud på en cafe er stadigvæk i den overskuelige ende økonomisk. Så man kan stadigvæk bevæge sig udenfor hjemmet. Men med tre, er der aldrig det lille frirum. Du kan ikke bruge en dag med kun´ den ene, for de to andre er der jo. Man er nu på 24/7. og en lille-bitte alene tid er nu KUN, når man låser sig inde på toilettet for at skide, stanken holder dem væk, er man i bad, banker de gerne på. Tag ikke fejl, Jeg elsker at være mor og har accepteret, at det er min tid til at være det nu og senere, når de er store nok, får jeg mit´ selvstændige liv tilbage. 🙂 Så det er ikke brok om at være enlig forældre, jeg gjalder ud med her.

Men med tre er der altså lukket for mange ting, en cafetur koster tæt på 3-400 kr, en biograftur er på over 400 kr, så Tivoli, ferier, restauranter, eller bare noget så enkelt, som en tog/bus tur ind til mormor i Kbh, er nu så uoverskuelig dyr, at det fravælges. Du har tre der vil hvert sit på samme tid, aftensmaden er en sats, da alle vil ha tre forskellige ting, de er tre individer, med tre forskellige personligheder, og skal derfor takles på tre vidt forskellige måder. man har tre personer, der kalder på en heleeeee tiden, der er jo kun dig de kan læsse af på, spørge om råd, hjælpe med søskende kriser, mm og da du er både deres mor og far, er det din opgave at være der til trøst, støtte, lektier, komme op i skole, mad, tøjvask, handle, sørge for tandlæge, se til, at de overhoved børster tænder hver dag, tage med til fodbold/dans, arrangere fødselsdage, udflugter, tage dem til lægen, til møder, skole-hjem samtaler, hente-bringe, sørger for buskort, tøj udskiftning, at der er bind-shampoo-deo-wc papir til alle osv osv Listen er uendelig lang og udover det, er der lige et hus der skal holdes ved lige og en hund der skal luftes. Så overskuet er ikke eksisterende, man glemmer sig selv, fritid og fri weekender er en by i Rusland og man melder træt afbud til veninderne, da man vil hellere tidligt i seng :-/

Man BURDE få en hædersmedalje, for at fungere som en super stærk-mega sej-overskuds forældre, men i stedet, bliver man vurderet af dem omkring en, ikke ens nærmeste, næh nej, for de VED hvor meget man knokler for at få alt til at fungere, men fra dem der sidder længere væk, skolen, børnehaven, kommunen, de andre forældre (dem der har en partner) Det er DEM der sidder og leger dommer over de få ting, man ikke lige fik ordnet, de sætter spørgsmålstegn ved, om man nu gør det rigtige, er `bekymrede´ for ens måde at gøre tingene på?, de peger fingere på den mest ulækkere måde, ja det mener jeg sgu, for jeg har oplevet det lidt for ofte og jeg RASER, hvor er det direkte usmageligt, at man fra side linjen tror man ved bedre? Er de nu blevet til gud der ved og ser alt?. Det er snagen af værste skuffe og jeg høre igen og igen om enlige, der er blevet stævnet af skolen, eller børnehaven bla pga `bekymringer´? Ofte baseret på ting pædagogerne, over kaffe pausen har pustet op i klasseværelset, i stedet for at at se på det store, hele billed, bliver det til smålig, nævenyttig sladder. En bekymring er ok, hvis man ser et barn, der i den grad ligner et-stort svigt, men det er ofte på ingen måde tilfældet og det går så udover den seje enlige mor/far OG barn, der i forvejen er på fuldtids arbejde for at få alle enderne til at hænge sammen.

Har du ikke prøvet at være enlig forældre, så kan du på ingen måde forstå hvor stor en mundfuld det til tider er.  En bold kan ALLE jonglere med, to er også lige ok, men med tre bolde, kræver det så voldsomt meget mere for ikke at tabe en. De fleste ville opgive i afmagt, før de var begyndt.

Når man kun er en´ til det hele, betyder det, man aldrig rigtig får ladet batteriet op, man er i en boble af konstant arb og man er træt på en ret syrereal måde. Det at ha en partner gør en enorm forskel, en der lige har handlet for en, taget skralden ud, sørget for at planterne er vandet, eller hentet de små, så du kan nå til fod plejen,  er de små helt enkle ting, der betyder SÅ mega meget, for det giver en, et lille åndehul på den gigantiske `To do´ liste, man har stående fremme hver dag.

Det er underligt at man vurderes ligeså snart man er enlig? Jeg har ikke helt forstået det? For jeg VED at jeg er en super mor, jeg ved jeg gør det til UG og at mine piger er sunde, kærlige og veludviklede børn og JA, de har da deres ned-ture, deres kriser osv, det har ALLE børn fra tid til anden ( især når de bliver teenager) Men pga man er enlig, bliver det et bekymrings problem?

STOP galskaben fra snidder bænken og klap i stedet for, af enhver enlig forældre der går forbi dig, for de er mere seje end du aner.

 

 

Vanja Carlsen