Den smukkeste begravelse `ever´.

I dag skal jeg ind og tage afsked, med en af Christianias ældste beboer. En jeg altid har kendt og som var en del af min historie på Staden.

Hele Christiania står sammen, når en der fra går bort og de gør meget ud af, at afskeden er personlig og smuk.

I min familie, har vi også altid sendt vores elskede her fra med fest og farver.

Min elskede morfar, som var en dygtig keramiker og maler på Bornholm, døde desværre alt for tidligt pga kræft for 19 år siden.

han lå på hospitalet og var ganske gul, da det havde sat sig på leveren. Jeg var taget over til ham, sammen med resten af familien, for at være ved ham. Stuen var fuld af ro, men hele tiden med en lille håndfuld af mennesker fra familien, vi nussede om ham, sang sange og lod ham mærke vi var der.

Han var mentalt ikke til stede og sov hele tiden, men vi vidste også, at hjernen opfatter mere, end vi aner.<3

På et tidspunkt, blev jeg nød til at tage min afsked, da jeg havde arbejde i Kbh, dagen efter. Så jeg bukkede mig ned over ham, og sagde, `Kære Finn, jeg bliver nød til at sige farvel nu´,  I det samme, åbnede han øjnene, så på mig og sagde `jamen, vi ses jo igen´ rakte sine arme op, for at jeg kunne give ham et kram. så lukkede han dem igen og var væk. Det var et MEGET stærkt øjeblik.

Dagen efter, da jeg cyklede til arbejde, var det som om, at skyerne delte sig og Finns sjæl tog afsted. Jeg så op mod himmelen og sendte ham et anerkendene blik, `vi ses morfar´,  tænkte jeg. For jeg `vidste´ han nu var taget afsted. Hvilket jeg fik bekræftet, da jeg kom hjem fra arb og ringede over til familien på Bornholm.

Hans lille barnebarn havde fødselsdag den dag, så de havde dækket et langbord igennem det store rum/værksted (som i gamle dage havde været et røgeri),  Midt i rummet, lå min morfar i en seng, så han var en del af det hele. Mens alle gik rundt og pyntede, kom der folk ind og ud, for at sige tillykke og for at se Finn, flaget var hejst og stemningen let.

Mens der blev pustet balloner op, åndede morfar ud, midt i det hele. Flaget blev hejst på halv, så nu kom folk for at sige tillykke og for at sige farvel. Han fik lov at blive i sin seng ved fødselsdags bordet og var en del af festen, hele dagen.

 

Om aftenen åbnede vi alle vinduerne, tændte starinlys og lod ham alene i rummet en sidste nat, så hans sjæl kunne få fred til at slippe.

Vi andre sov alle, hos naboerne rundt omkring i den lille fiskerby. Det var en stærk dag.

Næste morgen, gjorde vi ham i stand, lagde ham i kisten med en masse personlige ting og blomster fra engen og stod rundt om den, mens låget endnu var af, og sang en sidste sang.

Bedemanden var i mellemtiden kommet, en rigtig playboy og da han så familien og værkstedet, tænkte han, hey, her er en familie jeg kan tjene lidt slanter på, hvis jeg får nogle gode billeder af en anden slags begravelse til min shop. Han moste sig ind imellem os, som vi stod der og sang, og med sin bølgede slik hår, begyndte han, med en dirrende stemme, at skråle med, meget højt, som var det en opera konkurrence han deltog i. Vi andre kiggede kort op på ham og tænkte hvert sit og sang så videre.

En gammel ven, kom med en smuk, gammel ligkiste hestevogn og 2 heste, du ved, ligesom den, man ser i Lucky luke serien. Med sorte støvede gardiner, der tungt hang ned som gamle klude, men med en elegance, som virkede helt gammeldags.

Med morfar lagt op på den i sin nu, lukkede kiste, trillede vi ned af den gamle hovedvej, ind mod Svaneke, vi gik alle i samlet flok efter vognen i langsomt tempo. Solen skinnede og fuglene fløjtede. Længere fremme blev idyllen dog afbrudt af den sleske bedemand, der i sin kæmpe dræber vogn, konstant overhalede os, parkerede midt på vejen, foran, for at tage et hav af billeder til sin forretning, når vi så havde passeret ham, hoppede han ind bilen og gentog sin grådige og meget ufine rutine. DET blev for meget for min mor, så hun gik op til ham og fyrede ham på stedet, kan ikke huske om han fik et spark i røven, men væk kom han.:-)

Da vi nåede ind til torvet ved Svaneke, stod alle i byen ude foran hans bodega og butikker og hilste, kirke klokkerne ringede og midt i det hele, have en anonym persom sat en GIGA klippe sten, med forbogstavet `F´.

Begravelsen blev holdt weekenden efter. alle var inviterede og kirken var fyldt til randen. Som altid, er der sange man ikke må synge i kirken, så min mor rejste sig op og holdte en tale, som blev afsluttet med, `jeg ved godt at vi har fået besked om, at Finns ynglings sang, ikke må synges i kirken, men det gør vi nu alligevel´, og så skrålede vi alle, sangen `Jens vejmand´, så taget var ved at lette. Præsten smilede et opgivende smil, for han kunne nok se, at det var umuligt at stoppe nu.:-)

Da kisten blev kørt væk, sang vi `Jeg er så glad i dag, jeg er så glad i dag´( efter melodien `dengang jeg drog afsted, min pige ville med`:-) mens vi smed knald perler efter bilen. og så var han væk <3.

Alle gæsterne blev inviteret ned på værkstedet, som ligger lige ud til havet. meget smukt. Der var igen, fuldt hus, vi fik mad og drikke, Hanne Boel, som var en god ven, sang sange og min onkel havde købt det største fyrværkeri ever´. Men det var for stort til at stille i en vin flaske, så den blev istedet for sat, direkte´ ned i jorden. ( Gør det ALDRIG derhjemme selv), som i et KÆMPE lys glimt, eksploderede der, midt i massen af mennesker, alle stod stille et kort sekund, blændet af lyset. Først da braget havde fortaget sig, så vi rundt på hinanden, ikke en´ var kommet til skade? Som et mirakel?.

Det var en smuk, begravelse, fyldt med kærlighed, lige i min morfars ånd, og sådan burde en begravelse altid være. <3

 

 

Vanja Carlsen