Da bomben sprang.

Jeg tror vi er mange, der har prøvet at stå i et center, skole, eller andet og pludseligt høre over højtaleren, at alle bedes forlade bygningen, pga en bombe trussel, og så står man der i kulden, blandt 1000 andre. Stemningen plejer at være spændt og folk griner og ringer til vennerne, for at fortælle om oplevelsen. Aldrig har jeg oplevet panik, gråd, eller angst, for tror vi alle har det på samme måde, vi tror ikke på det når det sker, så tyr i stedet for til grin og snak med de nye bekendtskaber, man nu står strandet med, til fareren er overstået, som vi jo ved den er efter kort tid og folk igen går igang med dagen gøremål de blev afbrudt i.

Selv når man oplever, at området bliver spærret af og politiet vrimler frem med geværer og pistoler, tror man ikke på det. Det oplevede jeg i Londons undergrund, med min datter for 2½ år siden. Igen var det en følelse af spænding og nysgerrighed, i stedet for angst. Hvilket egentlig undre det mig i disse terror tider?

For en del år siden, faktisk da jeg fik min første ryg operation. Boede jeg lige efter hos min mor på Christianshavn, da jeg ikke kunne meget i tre måneder efter.

En nat jeg lå og sov, vågnede jeg ved, at et brag SÅ intens, bragede igennem bygningen og et tryk for brystet, rykkede min krop et hop tilbage. Jeg følte næsten kvalme pga styrken i det og mine øre hylede.

Jeg for´ op og løb ind til min mor og lille bror, for at se om de var ok. Også de var hoppet ud af sengen og vi så nu, at alle vinduerne var knust og lå i 1000 stykker udover hele gulvet.

Vi kiggede ud på gaden og så, at alle vinduer var knuste i gaden og nede for enden kom der røg ud af en stue lejlighed, som en ild flamme der lyste natten på.

Der gik ikke lang tid, så var gaden fyldt med politi, brandbiler og pressefolk. En politimand gik rundt med en microfon og råbte til os alle, at vi skulle tage en kost og banke resten af ruderne ud mod gaden.

Så midt om natten, kunne man se en gade, fuld af folk i nat tøj og hjemme sko, gå og banke glas ud, noget af et syn 🙂

Jeg fandt denne skrivelse på nettet, skrevet af en der også boede i gaden, den nat bomben sprang.

( Og på sådan en … nå ja, næsten fortryllende nat med tæt tåge efterfulgt af frost, sprang en bombe i nummer 8, raserede to lejligheder og lufttrykket fra eksplosionen blæste samtlige ruder i hele gaden ud af deres rammer i ét nu, i en brusende bevægelse. Glas stod i kaskader fra husene. Men det var ikke det der i sig selv var bemærkelsesværdigt, ikke eksplosionen, braget, den røde stikflamme der stak ud af kælderskakten og det blitzagtige glimt der fik alle glatte flader af is og glas til at stråle, mens de roterende sendte lyset videre i alle retninger med en sindssyg intensitet … men det efterfølgende mørke og stilheden der sank ned i gaden mellem husene som gennem et hav.
   Ansigterne, der et efter et kom til syne i de sorte huller. Beboerne i min gade, der alle dukkede op og stod ved de tomme vinduesrammer og så ud i natten, alle de mennesker, borgere i min by, i min gade. Mine naboer. Mine cool cool naboer der ikke fortrak en mine, men stille og roligt hentede fejekostene frem fra skabet under køkken­vasken og begyndte at feje glasskår ned fra karmene ..)

Næste dag kunne vi læse i nyhederne, at lejligheden der kom røg ud fra, var blevet bombet,  den ovenover havde også fået en tur, der var  ikke meget tilbage af dem.

Heldigvis var ingen mennesker kommet til skade, men en stakkels hund havde dog mistet livet 🙁

Jeg ser bomber og terror i nyhederne hver dag og har en lille knude i maven, da Danmark som mange andre, nu også er et mål for idiotien. Men jeg NÆGTER at lade angst og bekymring styre min hverdag. Mit liv går videre, for sker det, sker det, man ved ikke hvornår, om overhoved, eller hvordan, så gider ikke bekymre mig, da jeg alligevel ikke kan gøre fra eller til. Og tænk, hvis man nu havde gået rundt på liste fødder et helt liv og havde gået glip af ens bevægelses frihed for ingen verdens grund, DET ville da være spild af bekymring og liv.

 

Vanja Carlsen