Efterlader tragisk, en hel familie bag mig.

I går skete det ENDELIG. Jeg fik min førtidspension. Efter 4 ( faktisk 7) års intens venten, kamp og kasten rundt med.

Kræfterne ebbede ud, selvtilliden og håbet forsvandt og troen på det lykkes føltes umuligt. Tappet for energi og livsglæde og med en fremtid, der virkede så ufattelig sort. magtede jeg ikke mere og lå helst under dynen, væk fra alt, kun mig, mine smerter og mørket.

3 gange har det været tæt på, at min sag var ved at nå til vejs ende, 3 gange hvor jeg rystende nervøs, var oppe ved løverne på kommunen, de 6 faglige, ben hårde dommere, der sad rundt om det store bord og sendte mig hjem igen, med endnu et eller andet, de mente jeg `lige´ burde afprøves i, for at se om jeg så ikke kunne gøres arbejds parat. Hver gang så psykisk belastet mentalt, at jeg knækkede. Den umyndigheds følelse de gav en og den ydmygelse ved at skulle blotte sig igen og igen, på den mest ydmyg måde, er så voldsomt grænseoverskridende, at den lammer ens selvopfattelse af, at være et selvstændig individ.

Hvem er jeg, har jeg en værdi, dur jeg til noget? TABER.

Man burde tage sig sammen, fandme pinligt. Men ved du hvad?…Det KAN en kronisk syg med smerter bare IKKE, eller rettere, det er præcis, det de gør HVER dag, men at få fred, DET kan de ikke. De er jaget vildt af, ikke kun systemet, men også af medierne, folket og ens nærmeste. Folk der ikke har de smerter og de begrænsninger, har INGEN ide om hvad de taler om. Det er lidt som en parfume, du kan ikke SE duften, men den er der. Sygdom har ikke et udseende, så ligger du ikke i kramper, og smerter på gulvet, grå i hoved, og med fedet hår, ja så er du sgu nok ikke så syg som du siger. HOLD DIN KÆFT, for du aner tydeligt ikke et fløjtende fis om, hvad du taler om. Jeg f.eks er ikke syg at se på, men min krop er ødelagt indeni, sådan er virkligheden,om du mener du ser det eller ej.

Nu sidder jeg så her og føler sorg, hvor jeg burde føle glæde, ( hvilket jeg OGSÅ gør) men mest sorg, fordi jeg forlader 1000 og atter 1000ér af skønne, dejlige, tapre, seje, tålmodige og godhjertede mennesker bag mig. Efterlader dem nede i arenaen hvor de stadigvæk skal kæmpe for deres liv og for deres ret. De er som jeg syge i systemet, som jeg ramt af de nye reformer og som jeg, til intet gjorte, uden chancen for en retfærdig behandling. Grotesk at man behandles så totalt umenneskeligt i dagens Danmark.

Jeg har igennem de sidste 2 år, været medlem af en håndfuld grupper inde på facebook, hvor alle er i samme båd, folk med store hjerter, nogle politikere og gamle sagsbehandlere hjælper med støtte, trøst, råd, lovgivning og omsorg for alle de fortvivlede der hver dag, ligge nødråd op på siden i grupperne. Aldrig har jeg set så stærkt et sammenhold og ej heller så stor omsorg for hinanden, det har hjulpet mig MANGE gange og jeg selv har vejledt og rådet et hav igennem tiden.

I går blev det så min tur til at skrive på gruppes side og inden aften var omme, havde over 1500 mennesker, enten liked mit opslag, eller skrevet en kærlig, glad hilsen til mig fra dvs grupper. Men også mange der skrev i privaten, om jeg kunne give dem et råd, så også de måske kunne komme ud af kommunens greb. Vi er alle tyndslidte og alle desperarte.

Grupperne fungere som en STOR familie, vi passer på hinanden, holder møder, går til demonstrationer, laver mad, holder indsamlinger, sender gaver, giver kram og kærlig omsorg til hinanden <3 Det er stærkt, smukt og pisse sørgeligt, at det overhoved burde være en nødvendighed.  Men her finder vi forståelse, UDEN mistro.

I går skete så det jeg LÆNGE har ventet på. jeg kom op til rehab møde nummer 4 på 1½ år kl 1115.  Denne gang pga af andre omstændigheder.

For at forstå min sag, bliver man nød til at læse mine blogs om hele mit forløb. Men kort fortalt, blev en pension og flex afvist sidste gang, da der i mine papirer stod, at jeg på mit gamle arb´s prøvnings sted, for tre år siden, var på arbejde i 20 timer pr uge, hvilket ikke passede, det er rigtigt at det stod der, men jeg var der bare aldrig mere end få timer om ugen og i dem, arb jeg ikke, men gjorde det jeg kunne og lå og sad meget. Mere et være sted, end et arb, ville jeg sige. Anyway, det gjorde, at de ben hårde løver, som de er, ville ha mig i yderligere et års arbejds prøvning, for at se om det var papirene, eller mig der talte sandt. Suk.

Efter det møde, gik jeg direkte hjem og sad i en hel uge og gennemlæste ALLE mails, breve og alt fra E-boks, 5 år tilbage, fandt navnene og datoerne på alle der havde tilset mig på mit arbejde, bla, dem der havde set hvor lidt min ryg kan osv osv, tog kopier og satte det hele i enkel, systematisk orden og afleverede det til over lederen af jobcenteret. Hun sagde straks, at hvis de ting der blev fremlagt nu, var sande ( hvilket de jo var) så min sag HELT anderledes ud og skulle op til rehab hurtigt igen. Hun gik skridtet videre og kontaktede to fra deres afd, der havde været på min sag for tre år siden, men som nu var gået på pension og en anden bosat i USA, Dem havde hun kontaktet og fået deres vidne udsagn, hvilket styrkede min sag 100%.

Et nyt møde blev sat i hus, som så var i går. Med rystende ben, tog jeg der op, ondt i hele ryggen og kvalm af nervøsitet. Lederen og min nye sagsbehandler tog sødt imod mig og sammen gik vi ind til `løverne´. Jeg så at tre af dem ved bordet, havde været med nogle af de andre gange og en havde taget fint tøj på, som jeg kommenterede på, hun smilede og sagde, `Det er til ære for dig Vanja`, 🙂 Vi satte os og inden jeg nåede rigtigt at fatte noget, så den dame der giver afgørelserne, op på mig og sagde `udfra de nye beviser, der viser, at de 20 timer i dine papirer ikke holder stik og pga dit eget ben-arbejde, er der ikke grund til at hive dig igennem mere, da det er tydeligt du ikke vil kunne komme i arbejde, så du godkendes hermed til at få din førtidspension´ Jeg så op på hende. `Hvad? seriøst´? Hvorefter jeg brød fuldstændig sammen i ren lettelse, indover bordet,  græd og græd som skulle alle de mange års fortvivelse ud, lige der, i det lokale der havde drænet mig mest, af alt jeg har prøvet i mit lange liv. Alle sad stille og lod mig græde i stilhed, jeg rejste hovedet igen og sagde `TAK´ igennem tårene, ( et underligt ord, for noget der burde være en selvfølge), men tak, fordi de nu langt om længe så MIG, og godkendte min sygdom, for det den var og er. Jeg så at to af de andre, også havde våde øjne og for første gang, rejste jeg mig fra den lokale og følte mig FRI.

Jeg ønsker og håber af hele mit hjerte, at ALLE i grupperne for syge i Danmark, bliver set og forstået, at en skytsengel tager dem i hånden og taler deres sag, som jeg har været så heldig at en gjorde for mig. Uden hende, havde de ikke lyttet. Det er som at banke i en pude.

Hvorfor fik jeg den førtidspension og ikke en af jer andre? For jeg VED der er mange, der har det 100 gange værre end mig. Det her har INTET med retfærdighed at gøre, det er pisse uretfærdigt, at nogle bliver hørt og andre slet ikke?.

Der sidder mange politikere og sagsbehandlere og læser min BLOG, til jer vil jeg bare sige. `PLEASE, åben jeres øjne for det menneske i sidder overfor, i stedet for kun, at se på lovgivningen og paragrafferne´. Det er deres liv i tager fra dem for fanden.

Og til ALLE jer der stadigvæk sidder i systemet, Vi giver ALDRIG op, jeg kæmper videre for at få jeres stemmer hørt, Jeg vil ikke stoppe kampen for retfærdighed. Jeg sender jer styrkende og de aller-aller varmeste tanker, i hver en time i skal kæmpe for en retfærdig behandling.

Kys og kærlighed til folket. Fuck hvor er vi-i seje og overdrevet stærke. Det kræver sgu sin mand/kvinde, at kunne klare det vi skal udsættes for og igennem.

Lad retfærdigheden komme jer ALLE til gode <3

 

 

Vanja Carlsen