Smukke og stærke kvinder i mit liv.

Nu da i kender til min `tvilling´, 🙂 Vil jeg også fortælle jer, om hans skønne-skønne mor.<3 Hun var/er en utrolig smuk kvinde, en jeg så op til som barn. Hun var altid blid, rolig, kærlig og åben, og havde en silke blød, stemme, man følte sig tryg, når hun var til stede og jeg kaldte hende min ekstra mor, når ingen lyttede. 🙂 Hun havde altid farve strålende tøj på og gik høj og rank.

På det tidspunkt var hun forsanger i en band, der hed `Bifrost´. De var ret store dengang og min fætter og jeg kom ofte med, når de øvede og selvom vi ikke var så gamle, så havde vi styr på sangene. 🙂

Min ynglings var og er stadigvæk. `kan jeg nå dig´, som jeg ofte synger højt her hjemme, når jeg går og hygger mig.:-)

Til en af deres mange koncerter, sad min fætter og jeg oppe foran scene og sang glade med, vi har nok været en 7 år tænker jeg?, da Ida knæler sig ned foran os og sætter mikrofonen til vores munde, hun vidste jo, at vi sagtens kunne dem udenad. Men vi blev begge lammet af akut scene skræk og ikke en´ lyd kommer over vores læber, så det var nok ikke der, vi lige shinede mest i vores ( ikke eksisterende ) sang karriere.:-)

Dengang var hun kærester med en af de andre fra bandet, der hed Tom, og for mig, var de et fast, stabilt ægtepar, som var sådan, som man forventer af et sundt forhold. Så da min mor en dag kom hjem og fortalte, at hun og Tom var gået fra hinanden, skulle jeg lige synke den og Ida var så sød, at tage mig ind til en trøstende samtale, da hun så hvor ked jeg blev. Det betød meget, at hun så det den dag, for syntes selv, jeg skjulte det godt. Tror slet ikke, hun selv var klar over, den positive virkning det havde.

Grunden til bruddet var sikkert mange, men en af dem var, at hun var blevet forelsket i en Polak fra Christiania, en af de `virkelig´ rodløse, og året efter, blev de gift. Husker første gang jeg skulle møde ham, vi ventede spændte oppe i lejligheden i Svendborg, på at de skulle komme og havde købt flødeboller til den store dag, som min lillebror og jeg glædede os til. Tiden tikkede langsomt afsted, ENDELIG bankede det på døren og ind kom en tydelig, lykkelig Ida, sammen med en sort håret mand, med et ar på kinden, læder jakke og et udtryk i øjnene, der ikke var til at finde rundt i. Huske ikke om han sagde goddag, men husker, han lavede en brølende lyd, tog ud efter flødebolle pakken og med et enkelt snuptag, krøllede han hele pakken sammen, til en samlet klump og smed den ud af vinduet. SÅDAN, så var han introduceret til familien.:-) Noget vi senere har grinet meget af. Der er mange af den slags historier, men dem holder vi til familien.

Han var en super kunstmaler,  der med sin pensel, satte liv, gerne udført på sine rulleskørter, på de store lærreder, som en kæmpe symfoni af smukke farver, udført i deres skønne værksted, hvor Ida også lavede det ene smukke silketryk, efter det andet, noget hun den dag i dag, stadigvæk laver.:-) Men vild det´ var han, som bar fanden. Jeg var faktisk lidt bange for ham i starten, men som tiden gik, faldt han mere og mere til ro og pludselig, stod man overfor en mand, med et stort følsomt hjerte, som rørte en. Stille og bly, som havde alt vildskab forladt ham. Min lille datter, elskede ham og han var altid med, når familien skulle samles. Han blev desværre meget syg og gik bort alt for tidligt, for 16 år siden.

Ida er stadigvæk den smukke, rolige, hjertevarme, høje, skønhed hun altid har været og jeg har lært meget af hende.

Hurra for kvinderne i mit liv, for jeg er så ubeskrivelig heldig, at være omgivet af nogle af de bedste i hele verden, i hvert fald hvis du spørger mig. <3

Vanja Carlsen