Det glade sprøjt.

Vågnede en sen morgen og kiggede træt ud af mit beskidte vindue fra soveværelset.

Solen stod høj og klar på himmelen, som var i en smuk turkis blå farve, der med et fint strejf af lette skyer, der lignede et pensel strøg fra Picasso´s Grå-hvide periode ( Hvis han havde haft en sådan en)?.

Endelig. Efter to dages regn, var det som balsam for sjælen, at mærke varmen mod mit ansigt da jeg åbnede vinduet.

Det var lørdag og alle var hjemme.

Jeg passede min brors to dejlige drenge weekenden over, som ellers bor i Jylland. Så denne weekend var jeg alene med mine tre piger og de to drenge, hvilket altid var hyggeligt.

Jeg gik op for at vække dem. Drengene var allerede oppe og lå og læste i nogle gamle Anders And blade de havde fundet på min `børnebogs hylde´., mine piger derimod lignede alle tre, nogle der var blevet bedøvet, af et SÅ stærkt sovemedicin, at en op-vækning ville være helt umulig. Det tog også godt 1½ time, før jeg med lettelse kunne se dem i tøjet ved morgenbordet.

`I dag, skal vi alle ud i det gode vejr, ikke mere dasen foran tvét´ Sagde jeg med en optimistisk stemme, men jeg vidste allerede hvordan reaktionen på denne morgen besked ville blive modtaget. `EJ, mor, det orker jeg simpelthen ikke´, sagde de to største næsten i kor. Mens min brors sønner og min yngste blot smilede og sagde `ok`. 🙂 Engang for ALT for længe siden, havde det også været de ældstes reaktion, men nu var de i, `jeg gider altså ikke frisk luft, familie hygge, samværs belastende tid med jer, eller nogen´ perioden og så krævede det både stædighed, hård tone og fast målrettethed, for at få dem med. Men også denne dag vandt de og jeg opgav, for at bevare mit gode humør.

Så kun min yngste og drengene, træk i overtøjet, gav hunden Jessie snor på og vandrede ud mod skoven, der ligger præcis 5 minutters gang fra vores hus. Meget praktisk, når man har hund, eller hvis man skal plukke friske grene til vinduet. 🙂

Skoven strækker sig næsten fra Helsingør til Hornbæk, så man kan gå ret langt i den. Men vi når dog aldrig længere end til Hellebæk. Der ligger den gamle Hammer Mølle nemlig, som i dag fungere som Museum og hyggelig cafe/spise sted. Så det er et oplagt mål, når man er på tur, for det passer med en halv times gåtur, så er man både træt og tørstig og kan bruge Hammer Møllen, som lokke-middel og pause stop for de små.l ( de har nemlig både kage OG is). 🙂

Denne dag var ingen undtagelse, jeg lovede alle ungerne en is, når vi nåede derud, hvilket fik humøret gevaldigt op og gjorde hele turen så meget bedre.

Vi gik ind i skoven og slap Jessie løs, (det må man nemlig godt der). Hun ELSKER skoven og drønede ind imellem alle træerne, ligeså snart snoren var af hende, ud og ind igen, op og ned af de små bakker og var over lykkelig, hver gang en af drengene kastede en pind. Hun er ellers ret tung og doven af en hund på kun to år at være, men er der frihed og leg, bliver hun som en på ½ år. Det er så fedt at se, måske skulle jeg selv slippe mig selv fri og kaste mig ud i leg? Syntes også jeg selv, er ret tung og doven i det i hverdagen. 🙂

Ind imellem træerne var der små sumpede søér, eller bække der løb igennem skoven. Jessie som er en umulig vand hund, kastede sig ned i hvert eneste mudderhul og lignede til sidst mere en Labrador end en Golden. Kul sort var hun, lige på nær ved hovedet, som hun dog havde holdt over mudderet.

Vi ankom til Hammer Møllen, jubi, ungernes is var indefor rækkevidde.  Vi gik glade derhen. Mange mennesker sad udenfor, med cafeens røde tæpper om benene, da det var lidt små koldt. Der ville vi også sidde, da vi jo havde hunden med, som slet ikke MÅ komme indenfor og da slet-slet ikke som den mudder klat den nu var.

jeg satte Jessie ved det bord vi havde udvalgt os, som lå ned til den lille sø og sagde bestemt til den `sit´. Den satte sig og jeg gik hen mod døren ind til cafeen. Kaldte på ungerne. `kom med ind og peg på den is i vil ha´. Jeg åbnede døren og så at der var fyldt hus. Indenfor sad det ene par, efter det andet og spiste deres lørdags frokost med vin til, i de høje polerede glas, på de små yndige borde, med hvide duge. Alle kiggede op, for lige at registrere sig, hvem der nu kom, kiggede ned igen og spiste så videre. Hvis jeg siger at det var Hr og Fru Nordsjælland, der sad derinde og ikke bare Kurt og Lonnie, så var jeg vist meget rigtig på den.

jeg gik forsigtig forbi de små borde, der stod alt for tæt, da jeg var bange for at vælte et vin glas med min lange jakke. Jeg vendte mig om og spurgte igen ungerne om, hvad for en is de ville ha, for så kunne de gå ud til Jessie igen. Det jeg IKKE havde set, eller nogen anden havde set, var at Jessie var smutte med ind sammen med dem, da de ikke havde lukket døren ordentligt. Jeg nåede kun lige´ i et split sekund, at se den stå imellem fire af bordene, inden den, som i slowmotion, lavede det ansigt jeg kender alt for godt, jeg nåede kun lige at råbe. `NEJJJJJ´, inden den rystede sin sorte, tykke mudder pels af midt i rummet.

Jeg stod som forstenet og så, hvordan alle de kridt hvide duge, blev sprøjtelakeret, med 1000ér af sorte pletter. Alle stoppede med at spise og sad urørelige, som var de bange for at røre på sig. Det tog lige præcis 4 sekunder. Så stod Jessie stille og så glad på mig, dens pels var stadigvæk kul sort, men dog nu med små hvide pletter, der hvor mudderet havde løsrevet sig. Ungerne så på mig, så på hunden, så på ejeren, der kom løbene ud med en gulvspand. Ingen sagde noget? Det var ret syret.

jeg smilede og udbrød. `Gud nej, for fanden, det er jeg virkelig-virkelig ked af´. Igen sagde ingen noget, de smilede bare, hvilket så ret anstrengt ud og spiste videre og jeg tog hurtig vores is og gik udenfor. Puha altså.

Det var da det glade lørdags show, eller sprøjt, må man da sige. 🙂

 

Vanja Carlsen