Den enes død, den andens brød.

I efteråret sidste år, blev jeg inviteret med, af tre af mine brødre, på den årlige jagt på Fanø, som de alle tager på hvert år.

jeg har aldrig skænket det en tanke, at jeg skulle med på sådanne en tur, da jeg forbinder det med at sidde stille i timevis, i en umenneskelig stilling, mens myggene stikker en over alt, for så at se bambi blive skudt, noget jeg ikke lige kunne rumme i mit lille hoved.

Men da jeg så blev spurgt, begyndte mine tanker at stille mig selv spørgsmål, for HVORFOR ville jeg egentlig ikke se bambi blive skudt? er jeg virkelig så stor en hykler, der lukker øjnene, mens jeg tager en pakke hakket kød op af køle disken, mens jeg lader som om, at kød er kød, dyr er dyr og de to INTET har med hinanden af gøre?

Så jeg valgte at sige `ja tak´ til invitationen og drog afsted med en taske varmt tøj, til Fanø.

Det var en solskins fyldt morgen, men også godt blæsende. Alle stod tidligt op og spiste en solid morgenmad sammen, i min brors spise stue, i hans yndige lille Fanø hus.

Derefter gik vi alle op på den store plads, foran kirken i Sønderho. Vi fik alle selv-lysene veste på, så vi ikke blev forvekslet med en hjort og så gik man ellers i gang med at give hånd til hver´ og en, af de MANGE frem mødte, noget der er tradition.

Jeg blev straks grebet af stemningen, tror der var 7 kvinder, resten var mænd og der var virkelig mange. Alle i grønt, flotte riffler over skulderen og med et hav af hunde i alle farver og størrelser, der ivrigt snusede og gøede, i bar iver efter at komme afsted.

Gruppen blev opdelt i 2 hold. Det ene tog med en masse ladbiler afsted og vi andre gik op af den lille grusvej, der førte til engene. En lang række af mennesker på vej, til at udføre en mission. Jeg gik i takt med min hjerte rytme og følte jeg var med i noget stort, noget der betød´ noget.

På et tidspunkt vente jeg mig om mod flokken og udråbte, `jeg er i virkligheden fra greenpeace, aktion, red dyrene og vil nu om lidt løbe rundt og råbe, DYR, RED JER SELV´. Typisk mig altid at skulle komme med en tosse-replik 🙂 Men de tog det nu meget pænt 🙂

Nede af vejen, gik en mand rundt og stoppede os, en efter en og som en lang perle række, blev vi linet op langs vejen, så vi stod med 6 meter imellem os. Alle vendte næsen i samme retning af engene og sagde ikke´ et kvæk, der var helt stille….kun hundene lavede nogle enkelte pive lyde, som fortalte, at de var helt´ med på, at de om lidt blev sluppet løs.

Og SÅ lød skuddet, som fortalte, at de andre jægere, nu lå på deres pladser foran os, et eller andet sted ude på engene, og vi begyndte at gå, hundene blev sluppet løs og løb på kryds og tværs foran os. Vi andre klappede og sagde lyde, men vi i samme tempo gik fremad.

Det var en FANTASTISK følelse, samtidig med, at jeg var nervøs for min reaktion, hvis og når jeg så en hjort, eller en kanin springe op, ville jeg vifte dem væk, tie stille og lade dem smutte forbi mig, eller skråle, `HØJRE, KL TO´, ( som fortalte dem foran, hvor de skulle kigge),som de andre gjorde? Jeg anede det ikke, men nød landskabet, nød at se de ranke mænd gå stolte igennem vild skabet med rifflerne og nød vinden der piskede hårdt mod mit ansigt, mens jeg ballancerede oppe på sletterne, med udsigt over de evige sand enge og Vesterhavet i baggrunden, der brusede om kap med de store bølger. Det var så åndeløst, smukt, at jeg vitterlig fik tåre i øjnene, mens jeg tænkte, `DET her skal´ mine piger opleve med mig en dag´.Det var en næsten en religiøs oplevelse.

Pludselig sprang en lille hjort op, lige foran mig, jeg stoppede promte op og så den ind i øjnene, så for´ den videre ud til min højre side, ned bag højen, hvor jeg vidste der gik en jæger. “`BANG´´´, lød det, jeg løb ned bag højen og der lå den, sten død. Jeg troede jeg ville blive grebet af en ked-øv-stakkels dyr følelse, men blev i stedet glad, sikke en smuk død, når man nu skal dø. Det her var da dyret værdigt. Jeg klappede den og så jægeren sprætte den op, tømme den for indvolde og kaste den over skulderen, for at gå videre. Jeg skyndte mig hen på min egen plads, glad for at ha oplevet en fangst, på nært hold. Der var kun gået 5 min. før den næste lille hjort sprang op og igen stod lige foran mig, jeg så hurtigt ud til højre og venstre og valgte at tie, da jeg så, at ingen havde opdaget den. Så den slap denne gang og løb hurtig forbi mig og videre ud over engene. Følte igen en tilfredshed, for fair skal være fair og denne hjort, fik fri kortet.

Ude i det fjerne hørtes skud fra tid til anden og jeg spekulerede på, hvordan de andre jægere kunne ligge foran os og skyde, UDEN at ramme os andre, der gik lige hen mod dem? Men pludselig lå de der i græsset foran os og alle rejste sig op. Og vi blev kørt i proppede biler mod næste destination, hvor samme ritual skulle udføres. Det stod på fra tidelig morgen, til sen eftermiddag. Igennem enge, krat, sumpe, skove og strand, jeg følte mig stolt og syntes pludselig, at kød, da KUN kunne komme på bordet til aftensmaden, hvis det var fanget på denne måde. Alt andet var da dyret uværdigt.

Midt på dagen, tog vi et velfortjent pause og samles midt i klitterne med vores medbragte madpakker. Aldrig har en pølsemad smagt så´ godt.

Da dagen var omme, samlede alle jægere sig på en ny plads, hvor dagens fangst blev lagt på jorden, alle stillede sig i en cirkel rundt om og der blev holdt en takke tale for dyrene, derefter blev der spillet en melodi for dem, som tak for at de med deres liv, nu kunne mætte alle vores familier. Det var meget smukt og stemningen var kanon.

Trætte gik vi hjem og fik det beskidte tøj af, kom i bad og tog lige to timers pause, kinderne blussede og vi var alle godt´ røde i ansigterne. Inden turen gik til det lokale forsamlingshus.  Der afholdte man fejringen, af dagens fangst, mens egns retter, af den gode, solide og Danske slags kom ind i stride strømme. Jeg havde det som om, jeg var taget tilbage i fortiden.

Mad i massevis, lagkage, øl, vin og god live musik, glade mennesker, der alle kendte hinanden, røde kinder, så bliver det da ikke meget bedre.

Før denne oplevelse, var min holdning til jagt, nok den mest normale vi mennesker har, lidt naive og romantiske, `ih, ej, åh, det er da synd for de STAKKELS-STAKKELS dyr´, til at NEJ, det´er det på INGEN måde?, det er DA en af de mest naturlige og MEST værdige måder at få kød på bordet. Hvor imod min sætning nu er `ih,ej, åh, det er da synd for de STAKKEL-STAKKELS dyr´, når jeg ser på det kød, vi hiver op af kølefryseren på vores daglige tur i brugsen. DET er ikke en værdig død eller liv de dyr har haft.

Så tænk dig om, inden du dømmer en jæger, for du er nok den værste til at dømme, jeg var i hvert fald og har den største respekt for dem i dag. og havde jeg pengene til det, ville jeg KUN købe kød lokalt af dem, i stedet for det i supermarkederne.

 

 

 

Vanja Carlsen