Vil du ha noget her i livet, må du møde personligt op.

Min sidste blog, handlede om min fantastiske tid på Christiansborg, hvor jeg gik og malede og fik et meget fortroligt forhold til borgen, dens hemmelige rum, de ansatte og stemningen blandt folketings medlemmerne.

Men hele historien om, hvordan jeg overhoved kom ind, til en af Danmarks mest anderkendte malere, vil jeg fortælle om i dag 🙂

Jeg har siden jeg var lille, ELSKET at indrette og male. At finde gamle møbler og give dem liv og nydt at kunne ændre et helt rums udseende, blot ved at skifte væg farven, det fascinerede mig.

Men jeg ville gerne blive bedre til teknikker indenfor maler faget, så jeg startede en maler uddannelse på Hillerød tekniske skole, som 31 årig, mens min to piger var helt små.

Skolen var skæg, jeg var moder figuren og den ældste på holdet, men det forhindrede os ikke i at ha det mega sjovt. Alle havde et rum, som skulle males og dekoreres uge for uge, med nye opgaver, for at lære at beskære, blande farver mm. Jeg fik gode karakterer, men glædede mig nu mest til at komme ud og male `rigtigt´.

Efter et par måneder, skulle man så ud i praktik. Jeg fandt en malermester i min hjem by og troppede op en mandag morgen. Jeg blev sat sammen med en ung gut, der hed Thomas og sammen fik vi en lejlighed i et beton kompleks, hvor vi skulle gå og sætte tapet op og derefter male med hvidt, med en kæmpe maler rulle. KORS det var død sygt og alt det jeg netop IKKE ville, jeg ville male med stolthed og elegance.

Ugen efter var vi retur på skolen og jeg forhørte mig hos lærerene og andre steder om, hvem man skulle søge ind til, hvis man ville lære de gamle maler tekniker.? Alle veje endte hos en mand i Kbh, der hed Flemming Jensen. Han var mester i ådring og guldbelægning bla og ham alle kirker, slotte, de rige og kgl brugte, men samtidig sagde de alle, at det var umuligt at komme ind hos ham og at jeg derfor skulle søge andre veje.

Jeg fandt ham i tlf bogen og ringede til kontoret. `Raadvad maleren´ blev der sagt i den anden ende af røret. `Hej, mit navn er Vanja, hvordan kan jeg søge om, at komme ind til Flemming Jensen´? Spurgte jeg, `Det kan man kun´ via brev, han er lidt gammeldags og får rigtig mange henvendelser dagligt og taler aldrig i telefon, eller mødes med dem der ansøger, så skriv du et brev, så vender han tilbage, hvis det er aktuelt´.

Slukøret, lagde jeg på, for jeg vidste jo udmærket godt, at et brev ikke viser hvem jeg´ er, og havde jeg så en chance overhovedet? Jeg gik hjem og skrev et fint langt brev, og sendte det afsted alligevel.

Men efter en uge, en dag jeg gik og malede i min boks, Slog tanken mig `fandme nej, om jeg skulle ligge i en bunke breve, blandt 100 vis af andre, håbefulde mennesker, der måske aldrig bliver læst´, i hvert fald umulig for manden, at se, hvem han afviser, når han kun ser min skrift på et fladt stykke papir.

Så jeg hoppede i bilen, efter skole klokken ringede os hjem og kørte i mit maler tøj ind til Kbh, til den lille gade, der lå overfor Christiansborg og Nationalmuseet. Det var en smuk gammel bygning, kontoret lå inde i gården oppe på 1 sal. Jeg åbnede døren og foran mig stod to damer bag en lille disk. `Hvad kan vi hjælpe dig med?  spurgte de i kor. `jeg er kommet for at tale med Flemming, svarede jeg så u-nervøs jeg kunne, mens mit hjerte hamrede løs under min t-shirt. `Jamen så skal du skrive et brev, begyndte hun, jeg afbrød hende og sagde, at det havde jeg allerede, men ville tale med ham i person. ` det bliver svært, godt nok er han her i dag, men han tager ikke imod.

Er han her i dag tænkte jeg? jeg vendte hoved og så rundt i lokalet, nede i hjørnet var et sofa hjørne, og der sad der en flot, høj, ældre herre og røg på en cigar. `Er det ham der sidder der?  spurgte jeg, `ja det er ham´, mere fik hun ikke sagt, før jeg var på vej der over. ` Må jeg sætte mig her´ spurgte jeg, manden smilede og sagde, `ja det må du da gerne´, Jeg satte mig og følte en ro, han udstrålede en venlighed der var så rar, at alt nervøsitet forsvandt. og helt naturligt og roligt, fik jeg fortalt hvem jeg var, hvor jeg kom fra, mine drømme og hvad jeg ville med mit besøg.  Han lyttede interesseret og spurgte ind til forskellige ting om, bla min  tid i England og Christiania og så sagde han `du kan starte på mandag, hvis det er ok med dig´?

SÅDAN, hold nu op jeg var glad og lettet og igen viste det sig, at det KAN betale sig at møde personligt op til de ting man vil her i livet. Noget mine forældre har lært mig og indtil dags dato, har det ikke svigtet mig endnu.:-)

Det blev til 1½ år hos ham, og jeg fik set nogle af de smukkeste bygninger. Han viste mig bla balsalen på Christiansborg, hvor væggene er malet i marmor, noget han var knald dygtig til også, i væggen, skjulte der sig ansigt og figurer, bla et af dronningen. Man skal vide de er der, for at kunne se dem. Men wauw, han er dygtig.

Andre gange var jeg ude på deres værksted, som lå i den anden ende af Dyrehaven, så cyklede jeg alene igennem, kl lidt i 7 om morgenen i solopgangens svage lys, mens horde af hjorte lå i kæmpe flokke langs ruten. Det var både ufattelig smukt, men også lidt nerve pirrende. For jeg var meget alene med naturen de morgener, noget jeg ikke var særlig tryg ved.:-)

Flemming viste sig, at være et af de rareste mennesker jeg har mødt, han behandlede sine elever og ansatte med kærlighed og respekt. og havde man en dårlig dag, fik man af vide, at man skulle tag en fri dag med hans kano i Dyrehaven og tage sine børn med, for familien kom ALTID først i hans verden.

( Min mor der besøgte mig ude på Raadvad værkstedet)

Selv den dag jeg flyttede fra pigernes far og jeg havde fundet en snusked lille lejlighed i Helsingør, som nogle drankere havde boet i. Samlede han alle sammen og holdte en tale. `Vanja er lige blevet alenemor og i næste uge, er du og du ( han pegede på to fra holdet, oppe og male hele Vanjas nye lejlighed, i får en uge til det og tager alt her fra, af det maling i skal bruge. Og Vanja du er på Kronborg og male, så du er tæt på dine børn i denne tid´.

Jeg var rørt og varm i hele kroppen, sikke en gave at ha sådan en medmenneskelig mester. Og min lejlighed blev SÅ smuk og fin.

Jeg blev desværre nød til at stoppe, da jeg blev gravid med min 3 datter, (som jeg fik med min nye mand) da vi ofte arbejdede med bly maling, som er mega farligt og derefter kunne jeg ikke komme tilbage, da min mand, ikke ville ha mig ud blandt andre igen, så Flemmings opkald og søde indtalte beskeder om, at jeg var savnet og at de ville ha mig tilbage, forblev ubesvarede, da jeg ikke turde trodse den hjemmelige fred. 🙁

Det sidder stadig som en dårlig knude i maven, da han ikke havde fortjent den afvisning og jeg `prøver´ i dag, at finde styrken til at trodse min angst og blufærdighed og tage ind til det lille kontor, uanmeldt og besøge ham en sidste gang, som jeg gjorde det, den dag for 12 år siden. Bare for at sige ordentlig tak.

 

 

Vanja Carlsen