Natten, politiet samlede mig op.

En varm sommer dag, drog min mor, min moster og jeg ind til Svaneke på Bornholm, ( fra vores skønne sommer hjem i en nær liggende havneby), for at spise en god middag hos venner der boede der.

Dagen var varm og vi blev mødt af mørkets frembrud. Varme i kinderne og mætte i maverne, sagde vi tak for en dejlig middag og begyndte at drage hjem af.

Pga det var blevet så mørkt, ville vi tage den nemme vej hjem, igennem skoven, istedet for nede langs vandet, hvor man nemt kunne falde og slå sig i mørket.

Et eller andet sted på vejen ud af byen, forsvandt de to andre fra mig? Jeg må ha gået i mine egne tanker,? for væk var de og da det var før mobilernes tid, gik jeg bare videre hjem af.

 

Det gik også ganske fint igennem byen, som nu lå øde hen, men da jeg kom til udkanten af den og så ind i den kul sorte skov, måtte jeg lige synke en ekstra gang, inden jeg gik videre. Jeg havde en let sommer kjole på og en flettet kurv i hånden, med resterne af det, vi havde bidraget med til middagen.

Som jeg trådte ind i skoven, omringede mørket mig og alt blev meget intens stille, mine øre spidsede sig til, for at høre hver lille gren der bevægede sig, mit hjerte slog hurtigt, men jeg prøvede at bevare roen, for et eller andet sted, vidste jeg jo godt, at angsten var i mig og ikke noget med skoven at gøre.

Det var svært, næsten umuligt at se, hvor man gik, men kunne mærke asfalten under mig og følte mig frem skridt, for skridt.

Pludselig blev stilheden afbrudt af en motorcykel der kom i fuld fart bagfra, den susede forbi mig, videre ind i skoven og op af bakken, men så stoppede den?, jeg kunne se de røde lygter. og pga dem, kunne jeg se, at motorcyklen vendte om og kørte tilbage mod mig.? Mit hjerte stoppede. `HJÆLP´, råbte en stemme i mig, mens jeg prøvede at se cool ud, mens jeg fortsatte hen imod den.

 

Den kom helt op foran mig, så jeg blev totalt blændet og stoppede så igen, en mande stemme sagde, `Jeg kan altså ikke ha en ung pige gående alene igennem denne skov, med de voldtægter der lige har været`, Jeg så nu, at det var en politimand, på sin politi motorcykel. `Jeg køre dig hjem´, sagde han og gav mig sin hjelm. Jeg tog imod den, som var jeg hypnotiseret, og satte mig bag ham og holdte godt fast.

Og tju-hej vilde dyr, så var jeg hjemme i sikkerhed, med vind i håret og uglet hår.:-) Da jeg steg af, brændte jeg mit ben på udstødningen, men bed smerten i mig, selv om den sved big-time, men sagde ikke noget. Takkede ham og stod og så ham suse videre ud i mørket. Hmmm, var den mon som i eventyret `Prinsen på den hvide hest`, bare i en moderne udgave? For han så ret så sød ud, som han sad der på sin hvide hest :-).

De andre var endnu ikke kommet, hvilket ærgrede mig, det ville ha været et flot syn med mig bag på politicyklen, i min flagerne kjole, der kæmpede for at følge med.