Klatre akrobat brød ind i vores lejlighed. Gudskelov for det.

Vi har nok alle prøvet det, at glemme sin nøgle og så stå der, foran døren med et, `åh-pis´ udtryk i ansigtet.

Jeg var ekspert i det og har måtte ligge på dør måtten, krøllet sammen, til min mor kom hjem, eller min lillebror vågnede, ( han sov SÅ tungt som barn, at jeg kunne skrige igennem dør sprækken, til jeg var gas blå, uden at han registrerede det.

En dejlig sommer, fik min mor en af sine fantastiske ideer igen, at tage på vandring i Grækenland i et par uger. Jeg var på det tidspunkt knap 18 år, så det gad jeg på ingen måde. Hvilket betød, hun rejste alene, med min bror og jeg blev glad hjemme i den lille lejlighed på Nørrebro, hvor vi boede sammen.

Dagen efter de var rejst, skinnede solen fra en blå himmel, så jeg pakkede en pose med tæppe, blade og vand og vandrede ned på Assistent kirkegården for at solbade.

Der lå jeg et par timer, til jeg var godt gennem stegt og vandrede så tilfreds hjem af. Men som jeg stod foran døren ind til lejligheden, gik det gruopvækkende op for mig, at jeg for fanden da, havde glemt mine nøgler….INDENFOR i lejligheden og nu var håbløst låst ude, uden nogen mor der kunne komme og redde en:-(

God råd var dyre, jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre, for kun min mor havde en ekstra nøgle og hun vandrede som sagt rundt, et eller andet sted nede i Grækenland ( og dengang havde man ikke mobiler).

Efter lidt sukken og jammeren for mig selv, bankede jeg på hos vores søde naboer. En Marokkansk familie, som bestod af en lille far, en stor mor og deres to børn, en pige på min alder, der elskede at komme ind og sidde hos mig og lytte til mine røver historier og lille, glade Ali, som altid kom hjem til os efter skole, fordi han syntes det var hyggelig 🙂

Jeg ville høre om de evt havde et brækjern, så jeg kunne brække døren op, så måtte jeg finde ud af bagefter, hvordan jeg fik den fikset igen.

Faderen åbnede døren, da jeg bankede på og bød mig smilende indenfor, som de altid gjorde.

Jeg forklarede ham om mit dialemma.

Han så ud af vinduet i gården og vendte sig mod sin tykke ven, der var på besøg og sagde noget jeg ikke forstod. `den klare jeg´ sagde han, ´jeg kan se det lille vindue ind til jeres køkken er åben, så jeg kravler ind og åbner for dig´. Han sagde det som var det `bare lige at gøre´, men jeg skal hilse og sige, at vi boede på 2 sal og vinduet var som et A4 ark papir i størrelsen. Skulle jeg selv igennem sådan en størrelse, sad min røv fast forever.:-)

Men han var helt cool og sendte hans ven og mig ned i gården. Da vi stod der nede og kiggede op på den tårn høje, grå beton bygning, kom ham kravle ud af sit eget køkken vindue og som en mast flue, godt presset op af muren, balancerede han på en tynd-tynd board, der løb lige under vinduerne, nedenunder stod hans ven, med armene ude til hver side lige under ham, klar til at gribe, skulle han dratte ned.

Jeg holdte vejret, for det så helt vanvittigt ud, men som en anden akrobat, kom han frem og fik hejst sig selv op, til det lille vindue i armene og med hovedet først, snoet sig ind i lejligheden. 🙂

Wauw, Jeg var ikke kun fuldstændig paf over hans evner, men også dybt-dybt taknemmelig over, han satte sin egen sikkerhed på spil, for at dumme, lille mig kunne komme hjem igen.

Vi boede i lejligheden i nogle år og forblev venner med dem, mens vi var der. Desværre døde manden af kræft året efter så vi var inde hos dem med en stor buket blomster og mad, for at hjælpe den søde kone, der nu stod alene i et land, hun ikke forstod sproget af.

Hvad der er sket med dem ved jeg ikke?, men tænker tit på dem og lille Ali. For de var virkelige en vidunderlig familie med hjertet på rette sted. Tak for at der findes sådanne mennesker, når man mest har brug for det.

Vanja Carlsen