Kære læser.

Nåh, så blev det sørme tirsdag igen…hmmm, burde vel skrive et saglig blog indlæg til mine læsere, men er tom for ideer til og om hvad,? eller det vil sige, jeg har faktisk et HAV af historier. Gamle oplevelser man kunne skrive en hel bog om, eller beretninger der igennem årene, er blevet brugt her hjemme,til at lulle mine tre små tårneroser  i søvn med, da de elskede mine gamle røver historier fra min egen barndom. 🙂 Rørende egentlig…og derved blev de da også kun bedre og bedre, for hver gang jeg fortalte dem.

Det var til at starte med, hele grunden til at jeg overhoved begyndte at skrive blog. Mine piger sagde igen og igen. `Mor, du burde skrive dine fortællinger ned på en blog´, Jeg ANEDE ikke hvad en blog var? og havde aldrig læst en og må erkende, at det har jeg endnu stadigvæk ikke. Kun lige de få, en jeg kender har skrevet, fordi de bliver lagt op på hendes facebook væg.

Til at starte med ignorerede jeg deres ide, men da mine venner inde på facebook, så også begyndte at stikke til mig om, at lave min egen blog, begyndte det at sætte lidt tanker i gang. For hvorfor ikke egentlig?

Jeg husker stadigvæk den dag jeg ringede hjem til mig mor og fortalte at jeg var blevet BLOGGER.  Der blev helt stille først, `ER DU BLEVET BLOTTER ?´ råbte hun så højt ned i røret, så mine øre blev helt røde..:-)  Haha,  Dejligt med en mor der er endnu mere bagud med den nye net verden, end jeg selv er..-)

Jeg satte mig med min ældste datter og åbnede en BLOG konto, jeg fatter selv hat af alt sådan noget, så det blev min datter der satte det i gang, til at starte med og så har jeg langsomt bevæget mig frem i små skridt. Jeg har aldrig tænkt tanken, at det var med udsigt til at tjene penge, for det ved jeg er umuligt, med mindre man skriver om mad, fitness og mode, så jeg skrev for at samle mit liv på skrift, få alle de små historier med, så jeg en dag kan samle dem alle, til en´ lille bog, som mine børn og børnebørn så en dag kan sidde og bladre i ( hvis de altså gider).

Jeg har her ved min side på kontoret, liggende en lille, sort note bog, med en masse stik ord i fra ting jeg har oplevet, set, folk jeg har mødt mm og en dag får jeg nok det hele med.

Men min blog fik en dag en ny drejning, nemlig da jeg endte i det ret rådne system vi i Danmark har, så mange af mine fortællinger, blev skiftet ud med opråb, vredes udbrud og informationer om, hvordan syge mennesker i Danmark bliver behandlet. For via min blog kan jeg nå ud til mange, rigtig mange. Det så jeg første gang, da jeg skrev indlægget `Jeg opfordre dig hermed Lars Løkke´, Den blev delt så mange gange, at jeg mistede tallet og læst af langt over 70,000. WAUW….DET fortalte mig, at her var der brug for at belyse et emne, mange savnede kom frem, så det har jeg fortsat med.

Læser du historierne på min blog, vil du se, at du kommer rundt i hele min kringlede hjerne, du besøger mit private indre og bliver vidne til en fortid, fyldt med eventyr og farver.  Jeg har levet et liv, mange ikke kan forholde sig til, da det er alt for langt, fra det borgerlige som de fleste kender. Men så kan man sidde her og fordybe sig, drømme, eller forages. 🙂 Det hele er totalt ligemeget, jeg skriver for min egen skyld, det giver mig luft for en masse og gør mig glad, at jeg via mit skriv, kan bidrage med til at hjælpe andre. Bare kald mig romantiker, men jeg elsker tanken om, at jeg er med til at gøre en forskel, at kunne være andres stemme, når de ikke selv kan tale og bruges til at vise en masse, at de ikke er alene, i det de nu end tumler med.

Kys til ALLE der læser med og pyt…..skid hul i det, også kys til dem, der ikke gør det.:-)

Vanja Carlsen