En vigtig lærestreg.

Som barn oplevede jeg mange spændende ting og det er blevet til en del fortællinger igennem livet. Nogle af dem, er blevet en del bedre med tiden 🙂 Andre er blevet fortalt SÅ mange gange, at mine børn efterhånden føler, at de er blevet en del af historien.

En af dem, der er blevet fortalt mange gange, er den fra, da vi lige var kommet til England. Vi havde boet i telt her og der, med vores nye lammetæpper, vi hver især havde udvalgt os, til at holde varmen med om natten.

Jeg var knap 13 år og min bror 7.  Vi kørte rundt i min mormors gamle 2VC, som min mor havde arvet. og slog teltet op, hvor der nu var smukt, eller hyggeligt. Efter et par uger, kom vi endelig ned til Lands End i Cornwall, hvor vi havde fået lov til at bo, hos en kvinde og hendes datter, som en af min mors venner i Dk kendte.

Det var et typisk Engelsk stenhus, i en lille bydel, lidt udenfor den lille kulmine by St.Just.

Jeg kunne stort set intet Engelsk, så mens vi boede i huset, aftalte vi, at jeg skulle gå i skole i St.Just, også for at få nogle venner.

Kvinden vi boede hos, havde heldigvis en veninde, med to børn, der gik på samme skole. Dem blev jeg sat sammen med, så jeg kendte nogle lige i starten. Drengen som var på min alder, hed Sam, og var en Elvis look a like type, med kul sort hår, hans søster var to år yngere og meget rund i formerne. De tog godt imod mig og inviterede mig med i biografen for at se en ny film med Madonna, der hed `Desperately seeking Susan´.

Jeg gik glad hjem og fortalte, at jeg skulle med dem i biografen den aften.

Mine to nye venner, boede i St.Just og biografen lå i den store by Penzance, som lå på den modsatte side af fastlandet, fra hvor vi var. ( ca 30 min kørsel)

Dengang var der ikke noget der hed, `mor gør alt og ungerne slipper´. Man havde pligter og alle hjalp til.

Den dag, var det så desværre mig der stod for opvasken og som den stædige teenager jeg var, nægtede jeg, da jeg jo skulle gøre mig klar. `Fint, så får du bare ikke penge til hverken turen, eller billetten´ svarede min mor og gik. Men jeg syntes jeg var smartere og tænkte, `jeg behøver da ikke hendes lift, jeg går da bare selv derhen og låner så til billetten af dem´. Problem løst.

Jeg tog min jakke og begyndte at gå ud af den lange markvej, det blæste blidt og dagen stod på hæld. Halvvejs til St.Just, kom min mor pludselig kørende forbi mig i sin røde 2CV, hun stoppede bilen, åbnede døren og råbte, `Hop ind´.

FEDT, tænkte jeg, så har hun fortrudt. Jeg gik hurtigt derhen og smækkede døren efter mig. men ikke ligeså snart, at hun startede bilen, lavede hun en U-vending? `Hvad laver du mor`? spurgte jeg. `Som jeg sagde, kan du ikke lave de få opgaver du har, så er der heller ingen biograf tur´. og så sagde hun ikke et´ ord mere. I tavshed kørte vi hjem ad, men da vi nåede huset vi boede i, kørte hun forbi og videre ud af landevejen? Hun svarede ikke, når jeg spurgte om, hvor vi skulle hen. Men i mit hoved, tænkte jeg, at `MÅSKE´,  køre hun mig direkte til Penzance´s biograf, af en ny rute?. Så jeg sagde heller ikke noget.

Et godt stykke tid efter, drejede hun til venstre, ned mod havet, ned til det store lys fyr, der stod helt ude på spidsen af de store klipper, som Cornwall er kendte for.

Hun standsede bilen, åbnede døren og sagde `så er det ud, vi ses der hjemme´. lukkede døren og kørte igen.

Så der stod jeg og lignede en forvirret fisk. fattede hat og dog. Jeg var mutters alene i det vildeste landskab, vinden var kraftigere her, da der hverken var huse eller træer.

Jeg begyndte at gå i retningen af civilisationen, eller i hvert fald, i retning af huset vi boede i. Alt imens jeg bandede og svovlede for mig selv. Planlagde hvordan jeg ALDRIG ville tale med min mor igen, efter at jeg selvfølgelig først, havde skældt hende ud når jeg kom hjem. Ville pakke mine ting og flytte hjemmefra og en masse andre ting. Jeg var i hvert fald på vej hjem til Danmark, ( så kunne hun lære det) og så ville jeg gøres forældreløs. Jeg græd af selv ynk, vrede, men også af ydmygelse, for hvad skulle jeg dog sige til Sam og hans søster i morgen i skolen? Nu var jeg pludselig hende, med den mega tavlige mor, der udsatte mig for umenneskelig tortur i vildmarken.

Jeg gik i timevis, før jeg nåede til den første lille bitte landsby, den lå totalt menneske tom, efter den, gik jeg igen udover de nøgne enge, ud af grusvejen. Mørket faldt langsomt på og mine ben begyndte at blive trætte. Sulten var også begyndt at presse sig på og mine tanker ændrede form. Nu var jeg bare TRÆT. Så da jeg hen på aftenen i mørket, kunne se de små lys fra husets vinduer i det fjerne, var det SÅ stor en lettelse og jeg tog i dørhåndtaget med et dybt, befriende suk, åbnede den og gik direkte op under dynen.

Brød flov, for jeg var nu kommet frem til den slut tanke igennem mine vredes tåre og selv ynk, at jeg ikke havde været en god partner i det her, jeg havde svigtet og kun tænkt på mit eget behov. Den næste dag, fik jeg sagt undskyld og så blev der aldrig talt mere om det. 🙂 Så kunne JEG lære det, ku jeg.

Vanja Carlsen